Davide Zucco på MOGADISHNI AAR

Tåreløs eksistens-æstetik
Davide Zucco er født så sent som i 1981, er stort set autodidakt og har allerede en lang række udstillinger bag sig. Hans kunstneriske produktion strækker sig fra omfangsrige gavlmalerier til små sirlige tegninger med tydelige religiøse og Fantasy-relaterede aspekter. Sensommerens udstilling på Mogadishni byder på tegninger i både sort-hvid og farver, et stort maleri med afrevne papkasser som grund samt et værk, der kombinerer lydinstallation med vægmaleri.

De store spørgsmål
”No Tears” er den lettere bastante titel på Davide Zuccos udstilling, hvor visuelle udtryk hentet fra vidt forskellige billedverdner på nyskabende vis kombineres. Mayaindiansk kunst, byzantinske ikoner og middelalderlig horror vacuii-ornamentik er blandt Zuccos inspirationskilder, ligesom kunstnerens interesse for især forhistoriske religioner træder tydeligt frem. Zuccos kunst er da også en kunst, der tager fat på de store spørgsmål som forholdet mellem liv og død og kampen mellem det gode og det onde. Det sker desværre med vekslende held. En tegning af en lille blomst, der spirer frem fra en afhugget træstub under titlen Death Doesn’t Exist er i hvert fald for banalt for denne anmelders smag. Her stjæler det patetiske og overtydelige budskab næsten opmærksomheden fra Zuccos imponerende tegnetalent.

Anderledes vellykkede er Zuccos tegninger af fabeldyr og andre forunderlige, ofte halvt menneskelige, væsener. Davide Zucco fører sin pen med en fabelagtig præcision, der leder tankerne hen på Julie Nords eventyrtegninger. Men hvor Nords univers som oftest er befolket af storøjede alfelignende skikkelser, bliver vi hos Zucco mødt af kranier, slangeøjne og glubske rovdyr. I de farvelagte tegninger træder disse elementer frem i rene symbolophobninger, der kan minde om motiver fra tatoveringer.

Inspiration fra undergrunden
No Tears Left, som er malet på papkasser, og den titelløse lydinstallation, hvor elektronisk musik strømmer ud fra højttalere, der er inkorporeret i en kombination af vægmaleri og collage, er udstillingens mest omfangsrige værker. Det er samtidig med disse værker, at Zuccos rødder i et kreativt undergrundsmiljø træder tydeligst frem. Her er spirende træer med dybe rødder og ornamenterede gevækster i stærke farver, der leder tankerne hen på de væg- og gavlmalerier, man i tidens løb har kunnet se i alternative miljøer som Christiania og Ungdomshuset.

At kunstneren har tilknytning til street art kommer dermed ikke til udtryk i et formsprog, der minder om det, vi kender fra nyere, danske eksponenter for genren som HuskMitNavn, Søren Behncke og Jan Danebod. Nok er mange af Zuccos værker forsynet med statements, men de er snarere af eksistentialistisk og spirituel karakter end graffitiagtige og samfundsrevsende.

Davide Zucco på Mogadishni er således en oplevelse, der på en gang er rå og retro og samtidig undertiden himmelråbende naiv. No Tears skal derfor ikke ses, fordi den på nogen måde gør os klogere på de dybsindige emner, den lægger op til. Til gengæld bør man unde sig selv den nydelse, det er, at se en foruroligende og magisk billedverden forløst så smukt som her.