De mest fuglede er de bedste

Fuglen er et fascinerende dyr, og de seks kunstnere fanger hver især en bid af denne fascinationskraft. På vej hjem fra Jagten – på noget andet-udstillingen nynner man uafværgeligt med på Bird, Bird, Bird, The Bird is the Word-sangen fra Svend-Allan Sørensens værk, og det er svært at være uenig; fuglen er ordet.

Liv og død
Det er ikke en udstilling, der skubber kunstens grænser. Ambitionerne er anderledes beskedne i forhold til samtidskunsten andre steder, men de fleste værker har til gengæld fint fat i noget enkelt, men væsentligt; nemlig fuglen som aftryk, motiv og begreb – død eller levende.

Udstillingen handler også om jagten som det, der forbinder mennesket med naturen, men det er især denne monomaniske betagelse af fuglen, der er interessant.

Skudt i flugten
Trine Søndergaard og Nicolai Howalts billeder er det første, man ser, når man kommer over i særudstillingen fra museets faste udstillinger af Johannes Larsens naturskønne billeder. En billedserie af en fugl, der bliver skudt i flugten, viser vej ind i Jagten – på noget andet-udstillingen.

Smukke flakser
Disse grynede fotografier er smukke. Der er noget elegant ved en døende fugl, også selvom vi kun kan se gråtoner i et grovkornet omrids. Fuglen bliver ramt, flakser i luften og styrter, og der er noget meget simpelt og smukt over dette lille optrin.

Ikke nok om fugle
Peter Holst Henckel bidrager med billeder fra Flora Danica III og Explaining the World to a Child, hvor naturen bliver sammenfiltret med politiske motiver fra medierne. Der er flere gengangere fra hans soloudstilling på Brandts i sommer, og selvom der er fugle i enkelte af billederne, handler det ikke rigtigt om fugle.

Det skal det gøre, så man skynder sig videre til Svend-Allan Sørensen, der er gået fuldstændig fugleamok med ordet fugl. Der er fuglecitater i forskellige typografier, og hvis man ikke allerede har fugl på hjernen, får man det her.

The Bird is the Word
Han har muligvis stjålet mekanikken fra de uhyggelige, mekaniske nisser i indkøbscentrenes julelandskaber. I hvert fald står der en udstoppet kalkun og drejer hovedet i mekaniske ryk, mens den synger den gamle ørehænger fra 1960’erne The Bird’s the word. Det er tilpas sært til at virke.

Der mangler noget
To kunstnere har malet fugle. Vibe Bredahls kulørte fugle er sat sammen af farvemønstre, mennesker, fisk, sommerfugle og andre fugle, og Lise Blomberg har malet politiske ikoner med fuglekroppe, bl.a. Hillary Clinton og Angela Merkel.

Blombergs penselstrøg er fornemme, og Bredahls farvemylder er flot, men det er som om, der mangler noget. De er ikke rendyrket fuglet ligesom Trine Søndergaard, Nicolai Howalt og Svend-Allan Sørensens fugle, og når man først har fået fugl på hjernen, er det kun dét, der tæller.

På jagt
Før vi kan forstå jagten, må vi forstå fascinationen ved det jagede. Det fornemmer man i værkerne, der holder sig enkelt og uanfægtet til fuglen som form og symbol. Vi må lukke andre forstyrrelser ude og forholde os til én ting alene; det, vi både beundrer, tegner, maler og skyder efter.

Trine Søndergaard, Nicolai Howalt og Allan Sørensens værker har dette monomaniske blik på fuglen, som jægeren har over for sit bytte.

Forstyrrelser
Bredahl og Blombergs giver associationer, der i andre sammenhænge kunne være gode og tankevækkende. Her bliver det forstyrrende, og man fornemmer ikke den jagendes ensidige, fortættede fascination af det, der bliver jagtet.

Det gælder også Peter Holst Henckels billeder, hvor politiske ikoner får ny mening i nye sammenhænge. Det er udmærket, men det handler hverken om fuglen eller forholdet mellem jæger og fugl. I jagten må vi lukke af for alle forstyrrelser, hvis vi vil finde fuglen.

Tilbage til Johannes Larsen
Når man er færdig i Jagten – på noget andet, skal man gå tilbage til Johannes Larsens fuglebilleder i museets faste samling. I gensynet vil man muligvis få noget andet og mere ud af hans fugle, hvis man nynner Bird, Bird, Bird, The Bird is the Word imens.