De orange drømme

“Er det en skulptur af tyg’gummi? Vil I ha’ en hånd?”.

To solrøde drenge i undertrøjer er helt med på idéen i kunstprojektet Social Modeling. Kunstneren Julie Bitsch uddeler et stykke tyggegummi til hver med en ske – tisfingre holdes udenfor.

Social modellering
I værket Social Modeling modelerer festivalgæsterne en figur af tyggegummi, men værket modellerer på sin vis også publikum.

Det engagerer og opfordrer gæster til at sætte deres aftryk på skulpturen. Skulpturen er 30 cm og dets skelet af hønsenet er stadig synligt, men i løbet af festivalen skal den nå op i 1:1 størrelse med manden, der sidder model overfor – det kræver mange menneskers tyggende hjælp.

Parallelrum
Julie Bitsch er en blandt flere aktører, der er blevet inviteret til at stå for et projekt i Dream City, der er en af bydelene på festivalens campingområde. Dream City adskiller sig fra de øvrige bydele ved, at man her ønsker at inddrage publikum og gøre gæsterne til aktive medspillere.  

Siden starten af 90’erne har publikumsinddragelsen været et tilbagevende greb inden for kunsten. Den danske kunstner Fos arbejder med social design, hvor OSLO fra 1999 er et nøgleværk. OSLO er et eksempel på, hvordan kunsten kan skabe et parallelrum. Værket var en form for pavillion og fungerede som et midlertidigt byrum på Israels Plads, hvor møder mellem forskellige samfundsgrupper fandt sted gennem dialoger, koncerter og events. Fos søgte at definere et rum, der er bredere end arkitektur, båret af det sociale.

Æggemad med karse
I Dream City arbejder de to keramikere Kathrine Kjeldsen Hansen og Marie Thilde Pedersen også med et alternativt interaktionsrum – her er måltidet i fokus. Søndag eftermiddag er der æggemad på menuen. Festivalgæsterne sidder omkring et bord dækket af et karsetæppe og bygger æggemader af rugbrød, smør, æg og karse klippet fra tæppet.

”Vi ser det som et socialt eksperiment – det er utroligt, at måltidet kan få folk, der ikke kender hinanden til at sidde og tale om oplevelser fra barndommen og madpakker med karse,” fortæller Katrine Kjeldsen Hansen.

Byggelegeplads
Når der skal spises en æggemad eller tygges et stykke tyggegummi deltager folk entusiastisk i Dream City, men de mere forpligtende initiativer fra gæsterne udebliver.

Theis Reibke arbejder til daglig med projektet Open Air Neighborhood, hvor han er med til at igangsætte midlertidige byrum i dialog med borgerne. Hvis borgerne eksempelvis ønsker mere grønt i området, hjælper han dem i gang med at bygge plantekasser. På Roskilde står han for ”byggepladsen” i Dream City, hvor gæster kan realisere deres egne byggeprojekter.

Når projektet Open Air Neighborhood arbejder i de virkelige byrum handler det i høj grad om socialisering – det at forskellige samfundsgrupper bygger noget sammen. Det samme er idéen i Dream City, men det lykkes ikke på samme måde.

Beer-pong og bobspil
”Her på festivalen bliver essensen lidt taget ud af projektet, og det bliver istedet en byggelegeplads. Vi vil gerne have, at tingene, der bliver bygget her, er til fællesskabet. Vi har nogle områder, der var tænkt til ting, der har en social fællesskabsværdi, men der mangler folk kreativitet”.

Der er primært blevet lavet spil som et tre-mands bobspil, drikkespillet beer-pong og kongespil og ikke møbler eller ting til det bredere fællesskab.

”Vi blev nødt til at lave skiltet her: ”Vi bygger ikke flere borde i dag” – folk vil gerne have borde til deres lejre”, erkender Theis Reibke.

Et sikkert rum
Hvor Fos’ OSLO-værk skabte et frirum i københavnernes hverdag, er Roskilde Festival allerede et frirum i sig selv. På Roskilde Festival er man vant til at se alt fra pigegarder, til skiløb, til nøgenløb og keramikernes karsemark er et blandt mange skæve tiltag på festivalen.

Projekter som Social Modeling og æggemadsbygning er relativt ufarlige projekter på Roskilde Festival. De udfordrer ikke vores hverdag, fordi vi allerede er ude af den, og projekterne realiseres inden for en kontekst, hvor vi åbne over for det meste.

Den orange følelse
Ånden bag Dream City er den Orange følelse, som festivalen igennem flere år har brandet sig på. Ved at lave brugerinddragende projekter kan festivalen skille sig ud fra de mange øvrige festivaler i Danmark og bruge fællesskabet som konkurrenceparameter. I Dream City er der også en anden stemning end i de andre bydele.

I Dream City summer der af aktivitet, og der stimuleres møder mellem mennesker, men det lykkedes ikke at engagere festivalgæsterne i de større fællesskaber – endnu. Roskilde Festival prøver med Dream City at skabe en anderledes brugermentalitet, og det sker ikke fra det ene år til det andet. Det kan være festivalen med tiden har held til at skabe en deltagelseskultur, hvor et større engagement kan skabes hos festivalgæsterne. Indtil videre bliver det ved drømmene.