De store skæverter

Lad det være sagt med det samme: Udstillingen Café Dolly, der har taget navn efter det klonede får Dolly, er et must for alle kunstinteresserede.

Den kryptiske titel henviser til forholdet mellem kopi og original, dvs. på det dobbeltspil, som ligger i mange af de udstillede værker, der på den ene side ofte tager motivisk afsæt i fotografier og billeder fra massemedierne, men som i den kunstneriske håndtering ender med at blive originale værker eller fetich-objekter, om man vil.

Et særegent møde
Værkerne er skabt af tre kunstnere, der ikke just sætter/satte deres lys under en skæppe. Hvornår har vi set så mange værker af Francis Picabia (1879-1953) og Julian Schnabel (f. 1951) på vore breddegrader? Aldrig. Disse kunstnere og vor egen Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) har det tilfælles, at de på ingen måde vil please, snarere rykker de ved de æstetiske dogmer og vækker et frydefuldt billedbegær hos publikum – og får os til at vågne op.

Det sker på grund af de til tider megalomane formater, de syrede farver og de portrætteredes forstærkede og undertiden hysteriske positurer. Udstillingen viser et kunstnerisk slægtskab mellem disse tre kunstnere, som de ikke selv vidste af, og som aldrig tidligere har været dokumenteret.

Rigtige mænd maler kvinder!
Der skal en ganske særlig tilgang til maleriet som stof og som sprog til for at kunne se mulighederne i et så asynkront, kunstnerisk møde, og et sådant passioneret kenderblik har de to kuratorer, billedkunstnerne Claus Carstensen og Christian Vind.

Og så er de jo også mænd, og lad det være sagt med det samme: Det er et mucho macho univers, vi befinder os i. Jørgen Leth: Go home!

Ifølge Willumsen, Picabia og Schnabel er manden skaberen, mens kvinden har fået tildelt sin faste plads som muse, elskerinde og yndet motiv, som vi kender det fra århundreders kunsthistorie.

Dog lader Willumsen sin kvinde – hans sidste hustru Michelle Bourret, der var danser – performe sin kunst i mange af værkerne og oven i købet tage penslen i egen hånd i flere af malerierne. Hun var nemlig også maler!

Bad taste
De tre kunstnere har desuden det tilfælles, at de er blevet skrevet ud af kunsthistorien som ”bad taste”, da de taler og talte deres samtids herskende stilretninger midt imod: Det gælder især for franskmanden Francis Picabia og for danskeren J. F. Willumsen , at de som figurative malere i en tid, der dyrkede det abstrakte formsprog – eller som Claus Carstensen beskriver i det digre katalog – blev betragtet som usamtidige og bagstræberiske.

Picabia og Willumsen mødtes aldrig, og Schnabel havde aldrig hørt om Willumsen, før han blev inviteret med på udstillingen. Alligevel har de en del tilfælles.

Carstensen og Vind fik ideen til Café Dolly, da de så udstillingen Et værk uden grænser i 2009 på Willumsens Museum.

Denne udstilling havde afsæt i Willumsens kontroversielle maleri Kongesønnens bryllup fra 1888, der blev hans smertens barn, da det 1) blev pure afvist af censuren på Charlottenborg og dernæst 2) blev udsat for meget hård kritik.

Efterfølgende klæbede han et sort, stjerneformet stykke papir over selve kongesønnen, men senere skar han denne del af billedet helt væk. I 1940’rne genoptog han arbejdet med værket og udformede det, sådan som det fremstår i dag. Dette mystiske, eklektiske værk er postmoderne før tid. Stærkt stilciterende – ikke mindst, fordi det er skabt trinvis over mange årtier og er malet i skingre, næsten hysteriske farver, som nærmer sig popkunstens, i den venstre side, mens højre side er malet med jordfarver i en socialrealistisk stil.

Giganternes gildesal
Udstillingens første rum må vi vel nærmest kalde giganternes gildesal. Her når formaterne Wagnerske dimensioner, for på endevæggen hænger Willumsens ikke just beskedne, vitalistiske og monstrøse Store relief fra 1893-1928. I samme sal mødes Julian Schnabels megalomant store værk Fountain of Youth fra 2012 med Willumsens omtalte maleri Kongesønnens bryllup.

De to malerier danser så at sige med hinanden. Der er eksempelvis en dominerende, violet plamage i Schnabels tapetbillede, som i øvrigt sampler en historisk scene med George Washington, der netop har slået englænderne og dermed har vundet USA’s uafhængighed, med en ged med en kanin på hovedet! – et foto af en rekvisit fra Schnabels atelier. Den violette plamage virker som en skypumpe, der ville kunne udslette billedet, hvornår det skulle være. Den skaber spænding og uro i billedet.

Plamagen spiller koloristisk sammen med brudens lys-violette slæb i Kongesønnes bryllup. Således knyttes to vovede, maleriske greb og to tider smukt sammen. I øvrigt har Schnabel det generelt med at ‘ejakulere’ hen over lærrederne med sine store, hvide plamager, der forstyrrer billedets illusion.

Forstudier
Malerierne viser, at især Willumsen og Picabia har mange lighedspunkter, hvad angår kolorit, motiver og penselføring – selv om denne signatur klart foretrækker den tidlige Picabia frem for den sene, mens Willumsen virker all the way med sine demonstrativt voldsomme billeder. På udstillingen er der desuden en række montrer med kunstnernes inspirationsmateriale i form af albums, fotografier og ugeblade foruden Willumsens imponerende mange udklipsbøger, som kaster nyt lys på hans minutiøse forstudier og inspirationsmateriale til værkerne.

Disse montrer er en guldgrube at gå på opdagelse i. Fx fremgår det tydeligt, at Picabias kvindelige modelstudier har afsæt i erotiske, franske magasiner med pinupper. For Picabia handler det ligesom Matisse om at skildre begærede objekter i form af smukke kvinder. Af disse magasiner fremgår det også, hvor meget han rent faktisk har bearbejdet motiverne med dristige beskæringer og nye, spændende blikvinkler, hvad enten disse kokette og dekadente piger ligger, danser eller står. I en montre ligger i øvrigt et telegram fra hans gamle ven Marcel Duchamp, der ligesom resten af avantgardemiljøet havde afskrevet ham, da han begyndte at male figurativt. Telegrammet når Picabia, da hans liv er ved at ebbe ud:

”På snarligt gensyn, kære Francis,” skriver Duchamp.

Giftig-gule farver
J.F. Willumsen er ikke mindst receptionsmæssigt aldeles interessant, fordi han fremkaldte så mange reaktioner i sin samtid blandt kritikerne, der havde overordentlig vanskeligt ved at goutere hans selvhævdende optræden og ”larmende” stil. Men kors, hvor er han vital! Hans malerier fra Venedig slår benene væk under publikum og gør os let søsyge: De er drømme-agtige og surreelle med deres giftig-gule farver – som var de nedsunket i en af Andres Seranos urinmontrer.

Hvad angår Schnabel, så er han en højst levende malerfyrste, der ligesom Willumsen og Picabia ofte præsenterer os for personer fra sin nære kreds – gerne i kæmpeformater. Hans forkærlighed for det storladne går igen i hans monstrøse hus Palazzo Chupi i Greenwich Village, NYC. En 53 m høj, lyserød efterligning af et venetiansk palads – og en veritabel kunstkatedral, hvis opførelse vakte modstand i nabolaget.

Ny-ekspressive Schnabel
Hans malerier viser i øvrigt en anderledes pensel-”skrift” end hans ældre kolleger.

Ikke mærkeligt, for Schnabel, der var dømt ude af kunstens store kanon i 1990’erne og begyndelsen af 00’erne, men som har markeret sig stærkt sidenhen ikke mindst som filminstruktør (bl.a. Basquiat og Dykkerklokken og sommerfuglen), er jo rundet af 1980’ernes ny-ekspressive maleri med al den kraftfulde energi, som kendetegner dette.

Han er en forrygende og meget modig maler, der går planken ud – og i øvrigt også en stor portrætkunstner, hvilket ikke mindst fremgår af portrætterne af Albert Oehlen iført kardinalkjole og af hans nye hustru, den danske fotomodel Lykke Mai, som han genskaber i sit vellignende potteskår-maleri.

Hun er topløs og bærer en fræk sejlerkasket.

Fuld montering
Alle sale er inddraget, og der vises også film om de tre kunstnere. Med andre ord er hele Willumsen-apparatet blevet taget i brug. Salene er malet i nøje afstemte farver, der spiller sammen med værkerne.

I den sidste sal møder man Picabias gådefuldt abstrakte punktum-billede La Terre est ronde (1951), der på sin vis binder en sløjfe på hans samlede oeuvre, samt Willumsens sidste maleri Englen over graven (1955), hvor han bereder sig på at dø ved at lade en engel svæve over en grav i Villa Cimbrone ved Amalfikysten. Heldigvis spræller Schnabel stadig af liv. Men han får fornemt modspil af de to afdøde malere, for Picabia og Willumsen sparker sig uden problemer fri af dødens lænker i deres signalkraftige og højst originale værker.