Debat: Diversitet – en præmis for innovation i dansk kunst

Kan Danmark komme på linje med kunstforegangslandene Frankrig og England, hvad angår diversitet? Og dermed tage et nødvendigt skridt mod innovation i kunstforskning, folkeoplysning om kunst, kunstuddannelse, kunstarkivering og udstillingspraksis i Danmark?
Debatindlæg af billedkunstner Augusta Atla.

Kald mig konkurrencefikseret og patriot, men i mine øjne ville det klæde Danmark at være en af de bedste i Europa og verden med hensyn til vores lands kunstforskning, udstillingspraksis og museumssamlinger. Dette er dog umuligt, hvis vi samtidig sakker bagud, hvad angår diversitet i dansk kunst. Vi mister simpelthen både reel viden fra fortiden og nye læsninger af kunsthistorien, samt overser både nye kunstpraksisser og hele områder af grundkunstforskningen som køns- og kropsforståelser i kunstteori og metode. Diversitet er ej blot til lyst eller en trend i tiden, det er en helt afgørende faktor og præmis for innovation, kunstteori og ny fagviden.

I april 2022 mødte jeg kulturministeren, Ane Halsboe-Jørgensen, for at tale om, hvorvidt vi kunne blive et af foregangslandene også på billedkunstens område.
Læs interview med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Fra jeg var helt ung, har jeg lært, at dét at tælle er en feministisk praksis; data er til syvende og sidst vores eneste metode til at kende og fremme fortsat diversitet. Dette har Frankrig og England også allerede erkendt og implementeret. England har gennem deres The Arts Council indført en Diversity Report, der beder modtageren af støtte om at vedlægge et bilag om minoriteter i deres program, og besluttet, at The Arts Council ligefrem vil støtte de institutioner, der er bevidst om at fremme diversitet.

I Frankrig har man løst det på en lidt anden måde. For cirka 10 år siden har staten nedsat en komité, der netop holder øje med diversiteten på de statsstøttede kunstinstitutioner – ikke bare på museerne, men også i teatrene, bogbranchen og filmindustrien – alle kulturelle institutioner, der får støtte af staten. Hovedformålet er ligestilling. I Danmark har vi også en stat, der støtter kunstmuseer og kunsthaller, men hvorfor inkluderer vi ikke også krav om rapport om diversitet, når vi uddeler statsstøtte til billedkunst?

Problemet er, at kultur er økonomi, og når Kulturministeriet intet regulerer i kunstlivet og ej heller indsamler data, så kan kuratorer, museumsinspektører og museumsdirektører p.t. i Danmark sagtens slippe afsted med et udstillingsprogram på 90% mandlige kunstnere og nationale
samlinger på 80-99% værker af mandlige kunstnere.

Data fra HEART – Herning Museum of Contemporary Art ’s webside viser, at de 29 soloudstillinger, der var i årene 2009-2020, fordeler sig på 3 kvindelige kunstnere og 26 mandlige kunstnere. Tal fra Ordrupgaards webside viser, at de siden 2002 har haft 37 særudstillinger, som fordeler sig på 6 kvindelige kunstnere og 28 mandlige kunstnere, samt tre udstillinger, der havde fokus på en mandlig kunstner (Johannes Larsen, L.A Ring og Carl Larsson) og hans hjem, mens den kvindelige kunstner, henholdsvis Alhed Larsen, Sigrid Kählers og Karin Larsson, hovedsageligt var præsenteret som den mandlige kunstners hustru.

Selv tal fra Danmarks Pavillon ved Venedigbiennalen, kurateret af Statens Kunstfond, viser – de sidste 128 år – at 13,5% kvindelige kunstnere og 85,4% mandlige kunstnere har deltaget. Hvor længe kan en institution, som er støttet eller ligefrem oprettet af staten, blive ved med det?

Selvfølgelig ved vi alle, at siden den græske antik har der være mandschauvinisme – også uanfægtet i kunsthistorien – men i udlandet er man heldigvis ved at indse, at kunsthistorien ikke er korrekt arkiveret, indkøbt og nedskrevet. Der har været mange tusinder af kvindelige kunstnere, sågar kvinder, der havde en karriere i deres samtid, men som efterfølgende er skrevet ud af historien. Hvordan kan vi få rettet op på vores nationale kunstsamlinger, uddannelse, forskning, udgivelse og kunstbiblioteker, så de afspejler historien, som den var, også i Danmark?

Eksempler på dette i udlandet er mange tiltag. En organisation i Firenze, AWA – Advancing Women Artists, finder, arkiverer og restaurerer værker af kvindelige kunstnere i Italien. Save Venice, en organisation i Venedig, er pt. ved at restaurere værker af kvindelige kunstnere i Venedig, værker fra periode mellem det 16. og 18. århundrede.

England har, siden 1983, haft et offentligt tilgængeligt The Women’s Art Library (ved Goldsmiths University). En sektion, som Danmark endnu ikke har på Danmarks Kunstbibliotek eller Det Kgl. Bibliotek; dermed er England simpelthen 40 år foran Danmark hvad angår indsamling af viden om kvindelige kunstnere i kunsthistorien og kønsforskning indenfor kunstteori.

En fransk kurator, Camille Morineau (tidligere kurator ved Centre Pompidou i Paris), har med støtte fra blandt andet den franske stat skabt AWARE , en international online database samt et fysisk bibliotek over kvindelige kunstnere i historien. Musée de Luxembourg har lige nu udstillingen Pionnières, der viser værker af kvindelige kunstnere fra den første halvdel af det 20. århundrede; kvindelige kunstnere, der har været med til at innovere, men som er blevet diskrimineret imod i deres levetid. Spanien er ved at inkludere flere kvindelige kunstnere i deres faste samlinger på vigtige nationale museer som for eksempel PRADO-museet . Holland er også ved at inkludere flere kvindelige kunstnere i deres faste samlinger på vigtige nationale museer som The Gallery of Honour ved Rijksmuseum .

Helt nye tal fra Københavns Universitet, der kom ud i april 2022, viser kønsfordelingen på kunstsamlinger i Danmark. Disse nye data viser, at Louisiana og Aros stadig har en samling, hvor majoriteten af kunstnerne er mandlige (87,6% og 87,8%). Og under kategorien “kunst før 1900” viser det sig, at Nivaagaardsamlingen består af 2,4% værker af kvinder, 89,9% værker af mænd og 7,8% af ukendte kunstnere. Statens Museum for Kunst har i deres samling, under kategorien “kunst før 1900”, 8% værker af kvinder, 71% værker af mænd og 21% værker af ukendte kunstnere.

Men der er ingen undskyldninger længere; der har været kvindelige kunstnere helt tilbage til 1400-tallet i Europa – og i Norden helt tilbage til 1600-tallet. Hvem holder øje med diversiteten i de danske kunstmuseumssamlinger?