Debat: Når magtforholdet fornægtes og gøres usynligt

Magtforholdet mellem de prekære billedkunstnere og deres opdragsgivere er et ømtåleligt emne, som kræver at blive analyseret og diskuteret, hvis billedkunstnernes strukturelle og socioøkonomiske vilkår skal forbedres.
Debatindlæg af billedkunstnerne og forfatterne Tanja Nellemann Kruse og Trine Rytter Andersen.
Gennem snart to årtier har undertegnede i vores roller som akademiuddannede billedkunstnere, projektmagere, kuratorer o.a. forsøgt at stykke et tilstrækkeligt levebrød sammen ved at kapitalisere på vores æstetiske og organisatoriske kompetencer i en række forskellige sammenhænge udover arbejdet med egen billedkunst. Begge tilhører vi det stødt voksende segment af prekære højtuddannede, som går ud og ind af diverse adhockratiske ansættelsesforhold i halv- og heloffentlige kulturinstitutioner.

Vi og rigtig mange kolleger i kunst- og kulturbranchen har erfaringer med at sammenflikke et årsværk ved at tjene og levere ydelser og services til forskellige opdragsgivere i parallelle forløb. Vi er som arbejdstagere karakteriserede ved en veludviklet evne til at udvikle projekter, være visionære, holde flere bolde i luften samtidig og udvise stor agilitet og tålmodighed i kontakten med vore arbejdsgivere. Mange gange står vi selv for at fundraise egen løn, samtidig med at vi skaffer midler til de kunstprojekter, vi er sat i spidsen for at gennemføre.

Vores anliggende i denne sammenhæng er magtforholdet mellem den prekære arbejdstager og den fastansatte arbejdsgiver. Vores erfaringer er nemlig, at netop dette magtforhold er en kilden sag, som helst ikke skal nævnes og for alt i verden ikke kritiseres og diskuteres – overhovedet! Faktisk er det vores oplevelse, at hvis du gør dig skyldig i at bryde denne uskrevne lov – dette tabu – er du efterfølgende endnu mere prekær (altså udsat), end før du sagde ”ja tak” til opgaven.

Begge har vi erfaringer – igen sammen med en masse kollegaer – med overtilpasning til en given situation eller med kritik, hvis situationen var for skæv eller smertefuld. Kritik er sjældent velkommen og ignoreres derfor oftest – det kan endda medføre gaslighting. Alene dét at antyde at der faktisk er tale om et reelt magtforhold – et hierarki – er ikke comme il faut. På den baggrund har vi kunnet konstatere, at mange kulturinstitutioner, særligt de små med en eller kun meget få fastansatte, er tilbøjelige til at skabe det falske narrativ, at her er alle lige – og vi  derfor er i den samme båd. Dette udmøntes bl.a. i den uimodsigelige fordring fra den ”hårdtarbejdende og dedikerede” fastansatte, at den midlertidigt løstansatte, uden at protestere og helt uden kompensation i øvrigt, skal levere timer og ildhu til projektet i samme omfang som den fastansatte selv.

Når magtforholdet skjules kan det i værste tilfælde give arbejdsgiveren bemyndigelse til at herske og mikrolede og på andre uhensigtsmæssige faconer intervenere i den midlertidigt ansattes måde at løse opgaverne på. Løst ansatte i en uægte fladstruktur, hvor magtforholdet fornægtes, oplever igen og igen, at være genstand for grænseløs adfærd fra deres overordnede. Mange oplever chefer begå den fejl at tro, at den løstansatte er til rådighed døgnet rundt alle ugens dage.

Dette misforhold er desværre meget udbredt i det danske kulturlandskab og ikke kun projektansatte billedkunstnere er ofre for det. Praktikanter, studentermedhjælpere, frivillige og allehånde fagligheder, som byder ind i kulturorganisationer med tjenester og ydelser under midlertidige forhold er i farezonen for misbrug og udnyttelse.

Der er behov for bedre vilkår for den løstarbejdende, timemedarbejderen, ad hoc medarbejderen, der ikke har de samme løn- og arbejdsforhold, feriepenge og pensionsforhold osv. som den fastansatte. Det er vores klare indtryk, at der er brug for mere solidaritet med dem, der er nederst i hierarkierne, fordi der mange steder hersker en usund og uærlig ledelseskultur, som i allerhøjeste grad har brug for at blive set på og udviklet hen imod en mere transparent, ærlig og ægte medmenneskelig praksis. Det paradoksale er jo, at netop kulturinstitutionerne, der har sådan en magnetisk tiltrækningskraft på empatiske humanister, ikke altid i virkeligheden lever op til deres flotte hensigtserklæringer om generøsitet og omsorg for mennesker, miljø og natur.

Respektindgydende værdier, som institutionerne og deres ledelser udbasunerer ved enhver given lejlighed for at afstive deres brand og iscenesætte sig som frontfigurer, når det kommer til etik, bæredygtighed, menneskerettigheder og globale verdensmål. I en konkurrencelogik er det normen at oversælge og underbudgettere i kampen om at vinde den kulturelle førertrøje.

Det er en udbredt, internaliseret diskurs blandt kulturens fanebærere, at når der tændes for rampelyset, skal alting se ud, som om det hele er foregået “helt uden anstrengelse og afsavn”.

Ingen medarbejder er derfor velkommen, hvis ikke hun forstår at føje gode miner til slet spil, når projektørlyset rammer institutionen. Mantraet synes at være, at når champagnepropperne springer, og vinen hældes i glassene, er alle glade og alle nag og konflikter glemt.

Sådan burde det også være, men hvor der er tale om skæve hierarkier, urimelige arbejdsforhold og uangribelige magtforhold, holder dette ideal for god opførsel ikke på den lange bane. Der vil altid stå nogen tilbage med en dårlig smag i munden: dem hvis indsats, rettigheder og ytringsfrihed ikke anerkendes og tilgodeses af den ledelse, som ikke er sit ansvar og sin magt bevidst.

Vi efterlyser et paradigmeskifte også på ledelsesfronten i kulturverden, vi selv er en del af, som er i pagt med de holistiske og regenerative idealer, som flere og flere kunstnere og kulturinstitutioner lige nu flokkes om at annamme i en verden udfordret af klimaændringer, forurening, overbefolkning og masseuddøen.

Den globale situation bringer flere og flere mennesker, dyr og planter ud på kanten af eksistensen. Flere og flere bliver prekære, som vi har været det, siden vi for godt tyve år siden tog afgang fra Det Jyske Kunstakademi.

Det prekære vil blive normen, også i Danmark. Ude i verden er det allerede normen! Af den grund er det altafgørende, at de udsattes stemmer høres, og at deres rettigheder og ytringsfrihed beskyttes. Ikke kun i arbejdstagerforhold, som dem vi her har peget på, også i alle andre situationer et menneske måtte befinde sig i på en jord, hvis ressourcer bliver stadig knappere.

Vi er modstandere af konkurrencesamfundet, individualismen og patriarkatet pga. af de uheldige og ulige magtforhold de skaber. Vi ønsker os en kulturverden, hvor ægte gensidig ansvarlighed og ægte samskabelse på tværs af hierarkier kan finde sted uden magtmisbrug, manipulation og skjulte agendaer.

Derfor kæmper vi for bedre forhold for hele kulturlivet – også internt i institutionerne. Det er afgørende, at også de nederste i hierarkiet får en fair behandling.