Dejens performative æstetik

Ny engelsksproget bog om Søren Dahlgaards dej-portrætter, udført i 14 lande, trænger fra mange forskellige vinkler ind i denne forunderlige, performative del af hans oeuvre.

Søren Dahlgaard er en global kunstner, som rejser rundt i verden og opfører sine surrealistiske, skæve, poetiske og frem for alt performative værker. I de senere år har han boet og arbejdet i Melbourne, Australien. Hans konceptuelle, men samtidig eksotiske og spektakulære kunst trækker tråde tilbage til dadaismen, surrealismen og fluxus-kunsten og rummer en god portion underfundig humor. Han artikulerer sig som regel performativt i krydsfeltet mellem teater og billedkunst, idet han involverer sig selv direkte i fremstillingsprocessen som en del af værket.

Værkerne er ”indgreb” på objekter eller personer, som når han forklædt som dejkriger maler på en hæk, eller når han flytter sine ligusterhække på hjul med sindrige kinetiske mekanismer – her er den humoristiske kritik af grænsedragninger mellem naboer i Ligusterdanmark til at tage og føle på – eller når han udfører sine dejportrætter.

Som en hårdt kæmpende sportsmand fremstår han determineret på at nå sit mål, selv om han ofte fejler undervejs og gør sig til grin foran publikum. Man påvirkes følelsesmæssigt af hans kunst, som ofte rummer en sorgmunter poesi.

Landmand på en koralø
De fleste af hans værker bliver til over tid. Lad os her nævne det, der har varet længst, nemlig det innovative, bæredygtige landbrugsprojekt Growing Vegetables on a Coral Island på Maldiverne, der strakte sig over to år, fra 2002 til 2004. Også videoværkerne, der står tilbage som dokumentationer af hans performances, er naturligvis tidsbaserede.

Lad os her fremhæve den hylende morsomme og helt absurde The Drumming Bread Hut Performance, en hytte bygget af 500 baguettes, der udgør den skrøbelige og uholdbare arkitektur, i hvis indre befinder sig et trommesæt. Værket blev udstillet sammen med andre værker på ECCO Contemporary Art Center i Brasilia i 2011 og kan nu ses på Youtube og på hans hjemmeside www.sorendahlgaard.com. Inde i værket udførte han i egenskab af hans alter ego, dejkrigeren, et vildt trommespil med brødene, som blev slået i stykker hen ad vejen, så hytten til sidst var brugt op – og brudt ned.

Når Søren Dahlgaard performer, betjener han sig af en nøje fastlagt koreografi. Iført sin brødharnisk udførte han foran et publikum på Louisiana i 2008, et mangefarvet, abstrakt-ekspressivt maleri på en ligusterhæk! Til slut forlader han fuld af maling og med sine delvis ødelagte brød på kroppen ’åstedet’, der er fyldt med brugte og ødelagte rekvisitter og maling overalt. Det ligner relikvier fra en brødmassakre, hvilket det på sin vis også er. Denne rituelle maleri-aktion eller maleri-performance er båret af lige dele passion og aggression

Dej er mangetydig
Nu foreligger så en engelsksproget bog på det britiske kunstforlag Art Books (A/B) om Dahlgaards dejportrætter.

Dej har “nogle interessante referencer til religion – fx til sakramentet, og så har den en spændende og yderst formbar tekstur, som gør det muligt at skubbe ”skulpturen” i nye retninger. Dej minder meget om gips, ler eller marmor pga. dens hvidhed. Men til forskel for fx marmor er dej i sagens natur ikke noget langtidsholdbart materiale. Det er derfor vigtigt at lave videoer eller tage fotos af dem, inden de forsvinder,” skriver kunstneren og pointerer brødet og dejens universelle karakter.

Bogen er først og fremmest en billedbog med mange fotografier af personer, hvis hoveder er dækket af 10 kg dej. Vi er ude ved stranden, inde i storbyerne. Konteksten får en meget stor betydning for vores afkodning af personerne. Der er tale om en ny form for non-portræt, hvor ansigtet – vores visitkort – er gemt bort bag en hvidlig masse, hvilket får de portrætterede til at ligne en blanding af E.T. og Elefantmanden.

I sine dejportrætter går Søren Dahlgaard oplagt i dialog – og i krig – med en lang tradition inden for kunsthistorien, som han dekonstruerer ved at forholder sig både kritisk og humoristisk til den. Samtidig forholder han sig eksplicit til den omsiggribende identitetskrise og selviscenesættelseskultur, som vi kender så godt fra medierne, hvor portrættet – i særlig grad selvportrættet eller Selfien – i dag har kronede dage.

Men i stedet for at trænge ind i den portrætteredes sjæl og gengive personernes fysiognomi mimetisk (virkelighedstro), defacer (modificerer) han dem og får os i stedet til at fokusere på deres påklædning, at fundere over deres kropssprog, alder, sociale tilhørsforhold, etnicitet etc. For når vi ikke kan forholde os til ansigtet, er vi på spanden. Så er det virkelig vanskeligt at definere en persons identitet. Samtidig er det jo en kendt sag, at vi ifølge bl.a. den franske teoretiker Guy Debord (1931-94) lever i et skuespilsamfund, hvor vi hele livet igennem indgår i en ophobning af skuespil, som frarøver os en mere direkte oplevelse af tilværelsen. Alt er medieret, og altid er vi gemt bag vores sociale masker.

Passion og aggression
Bogens mange bidragydere, der har leveret korte tekster, ”læser” Dahlgaards dejportrætter ud fra mange forskellige synsvinkler. Retorikeren Barbara Læssøe Stephensen mener, at dejportrætterne minder os om, hvor vanskeligt det er i al almindelighed at opfatte folk og elske dem for det, de er ’indeni’.

Kunsthistorikeren Rune Gade bemærker, at den portrætterede ikke bliver set, er usynlig, hvilket er hele pointen, og derfor handler det ikke længere om at skabe et vellykket portræt. Hertil kommer, at kunstneren skal handle lynhurtigt, fordi den tunge dej falder på jorden, inden man får set sig om. På den måde er dejportrætterne snarere at sammenligne med et kort skuespil end et stykke billedkunst.

En af de medvirkende i dejportrætterne på Statens Museum for Kunst beretter om, hvordan det føltes at være genstand for publikums latter. Det betød faktisk intet, fordi hun følte sig beskyttet bag dejen. Dejen er ikke klæg og klistret, som hun havde frygtet, derimod tør, blød og tung. Den finske kurator Silja Kudel fremhæver, at de portrætterede føler sig fremmede for dem selv under deres dejhætter, mens den canadiske kurator Barrie Mowatt, konstaterer, at dejportrætterne ”indfrier det, som en offentlig kunst-intervention bør gøre: den stimulerer sanserne og driller hjernen, så vi genererer tanker og indsigt hinsides det øjeblik, hvor vi ser værket og engagerer os i det.” Pladsen her tillader ikke, at vi kommer rundt i alle teksterne.

Bogen er en lystvandring i denne højst alternative portrætkunst, hvor dejens skulpturelle og sociale potentialer bliver undersøgt og dermed identiteten som en mere eller mindre flagrende størrelse.