Naturen eksisterer ikke, del 1: Om Guldalderlandskabet som ideal

Anledningen til nedenstående kunne være Alternativets reformulering af SF’s gamle, fjollede forslag om at give naturen menneskerettigheder. Eller Esben Lunde Larsens bemærkning om, at en kornmark også er natur. Begge dele er en måde at bruge begrebet natur på, som er helt i skoven. Så at sige.

Udgangspunktet for det følgende er, at naturen ikke eksisterer. Ikke i Danmark, som jeg beskæftiger mig med her, eller nogen andre steder. Og det siger jeg helt uden forbehold. Den findes simpelthen ikke. Basta. Jeg har aldrig set tegn på den nogen steder – og da slet ikke i kunsten. Det skulle da lige være i slutscenen i J. G. Ballards roman Drowned World, hvor hovedpersonen langsomt opløses i det grønne helvede, der omgiver ham. Men spørgsmålet er, om det giver mening at kalde det der grønne noget for natur. Denne her gang mere eller mindre kontinuerte biomasse, vi er en uadskillelig del af.

Når vi snakker om natur, snakker vi ikke om biologi.

Hvad er natur?
En definition på natur, som jeg vist nok har fra Gregory Bateson, er nogenlunde den, at natur er det, der ligger før sproget og bevidstheden, paradiset før syndefaldet, før det tænkende menneske bliver til. Naturen her er det tabte paradis, som er os stedse nægtet. Det ville i hvert fald forklare den temmelig skizofrene måde, naturen fremstilles både i kunst og lovgivning.

Mine forældre og en håndfuld venner havde i halvfjerdserne en gammel gård med en masse jord til som fælles sommerhus. Noget af landskabet blev fredet, hvilket indebar, at en klat træer øverst på en bakke skulle fjernes, og der skulle være græssende dyr. Landskabet skulle tilbageføres til en førindustriel stand – bare uden, at det var fødevareproducerende. Eller mere præcist skulle det have en lighed med guldaldermalerierne, som vor mor lavede dem, med får og lyng men med et fravær af hyrder. Det var her, at det første gang blev klart for mig, i hvilken grad det danske landskab er forvaltet og gennemkontrolleret, og ikke mindst at der er tungtvejende æstetiske overvejelser inde i billedet.

Vi kan gå videre med oprindelighed og førsteret, eller hvad man nu skal kalde det. Hvem var her først? Det kan siges meget kort: Af nulevende pattedyrarter var det mennesket, der var her først. Nogenlunde samtidig med ulven i øvrigt – og formodentlig hunden, hvis man skal dømme efter nordtyske fund. Alle andre arter er nogen, der har mænget sig siden. Vi er simpelthen de første efter istiden, som stadig er her sammen med vores kære vovser.

Det uberørte
En anden tilgang fandt jeg omkring år 2000 i en artikel om livestreaming af internetradio. En tid, hvor nethastigheden var omkring 56k. Artiklens udgangspunkt var, at der nok stort set ikke var noget publikum til streamingerne – hvis overhovedet. Det resulterede i nogle overvejelser om streamingerne som deterritorialiseret og suverænt rum. Altså rum uden nogen ind- eller udgange, uden nogen magtudveksling med omverden. Som det indre af et brombærkrat; fundamentalt utilgængeligt og uden at nogen interesserer sig for det. Det slog mig, at det er en lignende tankegang, der ligger til grund for vores natursyn.

Vi står i vores forestilling udenfor og kigger ind uden at interagere. Vi holder os på stierne og gør ingenting. Vi er i teorien tilskuere, endda med forsigtige blikke, ikke-interessenter eller deltagere. Det er det, der har kunnet afføde balladen om et eller andet naturområde på Amagerfælled, som der ikke må bygges på, fordi det har været uberørt siden Ruderkonges tid. Hvordan noget, der har været administreret i så lang tid, kan defineres som uberørt, er mig en gåde.

Nye perspektiver for en økofascisme
Den danske natur – eller skal vi ikke kalde det administreret biomasse? – som vi kender den, er relativ ny. Omkring 1800 var vi f.eks. nede på 1 % skov mod cirka 15 % nu, resten var futtet af under den lille istid. Der var massiv sandflugt langs Vestkysten og i Nordsjælland.

Store dele af vores landskab nu er en følge af en massiv udskrivning af tvangsarbejde for at binde jorden, så den ikke fløj væk. Måske den største i vores lokale historie (ganske interessant i øvrigt, da det giver nogle vilde perspektiver for en kommende økofascisme).

Utopien på Tippen
Min personlige naturkæphest er Sydhavnstippen. Tippen er et sted, jeg spadserer dagligt med min hustru og min hund Plet, som vel må regnes til faunaen derude. Den er i hvert fald en del af hendes territorium. Indtil 1973 var Tippen officielt depot for affald, jord o.l. fra byggeprojekter og var det også uofficielt et stykke tid efter, jeg flyttede til Sydhavnen i 1993.

Dengang var vegetationen noget mere sparsom end nu. Der boede en del mennesker rundt omkring og især i sommerhalvåret, hvor der var deciderede sommerlejre og store fester. Børnenes dyremark forsøgt med sommerfolde til hestene. Der var mange æbletræer, nogle pære- og blommetræer og de allestedsnærværende brombær. Det var helt tydeligt et område, som var in the making, så at sige.

Vegetationen ændrede sig løbende. Jeg så snoge mange gange i starten, isfugle og sumpskildpadder og så selvfølgelig den grønbrogede tudse, som blev symbol på kampen for at bevare Tippen. For mig udgjorde Tippen et utopisk øjeblik. Det øjeblik, hvor alt virker muligt, fordi intet er afgjort. Jeg så det ske. Og det, jeg så ske, var ikke et selvgroet vildt jomfrueligt paradisisk naturområde blive til. Dertil var der for mange mennesker, der boede på området og brugte det.

En blød afvisning
Den bevidste menneskelige interaktion var faktisk temmelig stor nok til, at området kunne komme ind under den moderne forestilling om, hvad natur er. For i den er mennesket en synder, der uopretteligt er faldet. For 7-8 år siden var der så nogen, der fandt en løsning på at fjerne menneskene fra Tippen uden at virke menneskefjendske og asociale. En rigtig blød og humanistisk løsning. Løsningen lå i det administrative begreb, der hedder invasive arter. Særligt bjørnekloen, som visse steder havde en fest, men også Hybenrosen og et par andre planter. Så Klaus Bondam – kan i huske ham? – fik sat får ud i en indhegning på den yderste del af Tippen. Det blev startskuddet til at finde på undskyldninger til at få fjernet de største brugergrupper fra Tippen: Hundeluftere, ravere, migrantarbejdere og sommercampister. Nu skal man ikke være meget af en ordkløver for at se sammenfaldet mellem forskellige kategorier af invasive arter blandt mennesker, dyr og planter.

Men det lykkedes. Sydhavnstippen er nu et dødt område, inaktivt, og kun meget få, der stadig danser en forbudt dans en sommernat på Tippen. Ingen der slår lejr op, kun meget få som mig, der skider hul i, at min hund skal være i snor. Renset for mennesker, der gør andet end at glo på den lamme hyrdeidyl uden hyrder, som det nu er blevet omformet til. Den forestilling om natur, der findes nu, er en forlængelse af middelklassens forestilling om sig selv: Passiv, lydig og overlegen.

Men. Naturen findes ikke. Og da slet ikke i Danmark. Det, der findes, er administreret biomasse. Hvis vi overhovedet skal tale om natur i Danmark som noget oprindeligt, er det mig og min hund, vi skal tale om. Vi kom først. Det er os, der er natur, hvis der overhovedet er noget. Og vi vil ikke nøjes med at stå og kigge på. Vi smider ispapir. Ispapir er helt naturligt.