Den gode fortæller

Det at fortælle historier er vel egentlig den mest grundlæggendemåde at kommunikere på. En naturlig måde, hvorpå vi lagreroplevelser og giver dem videre. Lige nu kan man opleve både fortrængte og oversete fortællinger på Overgaden i København.

Det er sjældent, man oplever en billedkunstner, dervirkelig forstår at fortælle en god historie med lige dele alvor og dramatiskforførelse. Men thailandske Apichatpong Weerasethakuls aktuelle udstilling Primitive på kunsthallen Overgaden formår at udfolde en både grum og smuk historie, der fører bevidstheden af lokkende stier tæt forbi menneskets grundvilkår.

Oversete historier
Det er også sjældent man oplever Sonja Lillebæk Christensen fortælle så lidt,som det er tilfældet med udstillingen NothingElse Matters, der retter blikket mod ‘oversete’ historier.

Christensen har før vist store styrker i intime fortællingerfra den kulturelle ‘periferi’ med både personligt, politisk og kulturelt bid.

Menpå Overgaden tilføjer ingen af hendes værker intimitet, bid, et reelt grundlag for enfortælling eller bare en antydning af, hvorfor deher tilsyneladende oversete historier ikke bør forblive oversete?

Kunstnerisk investering
Efterladte signaturer fra væggene på et sindssygehospital i Vordingborg (Rygerum, Oringe Sindsygehospital,Vordingborg, Danmark (1907-1996), fra 2011) kunne have været interessantog måske intimt med lidt kunstnerisk investering, imens en håndholdt og handlingsløsvideooptagelse fra et film-set i en skov (GerningsstedII, 2009) og sammenklippede YouTube-film fra transporter af store objekter(Oversize, 2011) står tilbage som temmelig ligegyldige.

Hvorfor lytte?
Det er muligvis en harsk modtagelse, men det er registreringer, der på behørig distance hverken skaberinteressante koblinger eller større dybde. Det er mænd, der kører med store ting, signaturer på en væg, en filmoptagelse og en tatovering på en arm.

“Nothing matters,”tænker man snarere. Og derfor ender spørgsmålet med at gå retur til kunsten:

Når kunst ikke længere ønsker at fortælle og nærmere fremstår som lette,uengagerede betragtninger, hvorfor skulle man så lytte?

Lokkende mystik
Det er derfor også en lettelse at træde ind på førstesalen i kunsthallen, hvoren kunstner hungrer efter at fortælle.

En dyster skildring fra Thailands historie og kultur er i denprisvindende filmmager Apichatpong Weerasethakuls hånd blevet til et omfattende (tidskrævende!) men dragendeværk, hvor fortællingen er stykket sammen af små finurlige og ikke mindstforuroligende scenarier.

Man bliver hverken forladt eller fodret som en foiegras-gås. Man bliver lokket af mystiske hændelser og ledt ad mørke, ukendtestier i en fortælling, der langsomt dukker frem af et skæbnesvangert mørke. Også er det smukt i ordets mere surreelle betydning.

Mørk historie –lysende fortælling
Ud af udstillingens otte film og projektioner (iøvrigt fornemt installeret!) erder kun én af dem, hvor vi møder en egentlig fortæller. Resten af værkerne erordløse, surreelle scener fra landsbyen og landskabet omkring Nabua i detnordøstlige Thailand. En by, der under den thailandske regerings jagt påkommunisterne fra 1960erne til 1980erne blev omdrejningspunktet for hårde kampeog en lang række mandlige indbyggeres forsvinden.

Den historie bliver i filmens fortælling til en legende omet samfund af unge helte og et kvindeligt genfærd, der lokker og bortfører de ungemænd, der vover sig ind i junglen.

Der foregår i det hele taget en lang rækkeunderlige ting: Lyn slår ned i landsbyen, imens beboerne (alle unge mænd)roligt ser på; brand opstår ud af intet; en flok grinende mænd under en form formilitærøvelse nedskyder på skift en person, der igen og igen dukker op på eneng; andre bygger en mærkværdig trækonstruktion, der i en anden projektionsnart svæver, snart lander lydløst på en eng og sidst synes at fungere somtidsmaskine badet i et rødt lys.

Drømmen om det evige
Alt foregår i en uendelig gentagelse, et limbo, hvor tiden står uroligt stilleog unge mænd etablerer nye omgangsformer afskåret fra det ‘normale’ liv iverdenen udenfor.

Her dyrkes idealerne fuldt ud om helten, legenden og denmenneskelige skæbne udspændt mellem fortid og nutid, virkelighed og overtro,sorg og retfærdighed, død og erindring.

Primitive er etvisuelt og fortællemæssigt trip, man gradvist indser den reelle betydning af.Stor fortællekunst – ikke mindre.