Den hvide soldat

Hengemt bag et tørt bjerglandskab ligger Jerusalem og stivner i den bibel-historiske fortid. Derfor besøger folk byen, og derfor må man ved lov fortsat kun bygge i den såkaldte Jerusalem-sten, som kopieres fra Grædemuren. Her findes ingen moderne kunsthaller, og kun Israel Museum udenfor byen lægger rum til nutidige kunstudstillinger.     

Jerusalem hviler under historisk byrde og identitet, men som national hovedstad findes også her kunstakademiet Bezalel. Mange studerende bor dog i metropolen Tel Aviv, hvor jødisk historie og erindring afvises til fordel for modernitet og æstetik, og hvor undergrundskunsten finder hurtige forbindelser til udstillingsstederne.

Jerusalem omkranses af nabolag, som mimer de ortodokse jødiske ghettoer fra 1800-tallets Europa, men i byens lille moderne midte er en ny række unge kunstnere begyndt at danne et modstykke til Tel Avivs velernærede kunstscene. Her bryder kunsten igennem på små beskidte iværksætter-barer og fremfor alt på gaden.

Politisk kunst i Jerusalem
Jerusalems politiske bevidsthed er så betændt og udmattet, at den ofte visner på byens historiske sten, før den kommer i tale. Mange hader mange, og mange går tolerant og simpelt igennem hverdagen. Palæstinensiske børn kaster somme tider sten mod bussen ud til akademiet, og i bussen har nogen ridset ordene: “a good arab is a dead arab”.

I det nye Jerusalem lever ungdomskulturen i sprækkerne mellem disse ekstremer. Her imploderer modsætningerne i væksten af en ny kultur, og her forsøger de unge kunstnere at finde nye måder at tale på. Men kan man overhovedet lave politisk kunst i Jerusalem?

Jeg møder første gang gadekunstneren Yuda på et vakkelvorent værtshus omkring daggry. Han mumler lidt Bukowski-citater og snubler videre ind i ordene:

“I believe that where politics failed – art will prewail.”

Selv er jeg nok ikke troende, men han er jødisk barn af de kontroversielle bosættelser i øst-Jerusalem, så hans stemme rejser min opmærksomhed.

The White Soldier
Nogle dage senere står jeg i Yudas lejlighed før vores vandretur igennem øst-Jerusalems palæstinensiske kvarterer. Han rækker mig en doven morgenkaffe og peger på en hvidmalet militæruniform og et legetøjsgevær:

“We’ll patrol until we get to where we need to be – I have my orders.”

Vi går ind i en taxa, og ud af en taxa. Vi står klemt mellem anonyme boligblokke ved et intetsted langt udenfor Jerusalems genkendelige midte. Vi træder ind i en opgang, så han kan klæde om og male sit ansigt og hænder hvide. Den tørrede maling hæmmer bevægelserne, og han ligner en statue spaltet ud i en serie af fotografier.

Han vandrer ned ad en bred og tom gade imellem blokke af beton, og malingen klæber en uvirkelig skald til hans ansigt. Her er folk aldrig udklædte og performancekunst har ingen plads i disse områder. Dette perspektiv fravrister for så vidt det kunstige aspekt i begivenheden. Herude kan han ikke gemme sig bag konceptuelle refleksioner over selviscenesættelse og fri forhandling af kulturelle tegn. Herude er han blot en særling.

Skræk og komedie
“Sometimes it’s been very frightning,” fortæller Yuda om sine ensomme vandringer.

Som svar på mit generelt undrende blik, vender han sig imod mig:

“There is no answer… my hair hurts from the paint under the helmet. You gotta pay the price,” fortæller han i en snøvlende tone, der løfter trivialiteten ind i et flertydigt udsagn om fædrelandspligt og kollektiv skyld. Som et stykke banal hverdag har alle unge israelske kvinder og mænd jo trods alt kedet sig to-tre år igennem den statshellige militæruniform.

Jeg ser ham fra afstand. Palæstinensiske familier løber ud på gaden og bevæger sig uroligt og undersøgende rundt omkring ham. Nogle griner, nogle kaster skræmte blikke på geværet, nogle ser vrede ud. Normalt er militæruniformen i disse områder tegn på orden i en skjult undtagelsestilstand. Yudas karnevaleske forvandling af uniformen er en splint i landskabet, og lidt længere nede ad vejen står en israelsk militærpost.

Da han trådte ud af døren var han selviscenesat og kunstig, men nu er han fanget i en rolle, som han ikke forsøger at undslippe. Han tænder en cigaret og åbner de eneste ord i karakterens mund: ”I’m on patrol!”. Han gentager den samme sætning et par gange – intet andet. Han står som et social-politisk udsagn, som et spøgelse fanget mekanisk i en absurd hverdag.

Militærfolk nærmer sig, og lyden af sirener drejer omkring hjørnet. Yuda er blevet afvæbnet og svarer stadig, at han er på patrolje. I mine øjne er kunstens uvirkelige legesyge i dette øjeblik blevet punkteret af alvoren, men det vanvittige kostume klistrer stadig til hans krop, og han forbliver i rollen som afsporet soldat. De konstaterer, han ikke er i militærtjeneste, så han sidder nu i en politibil – på vej væk.

This is not west-Jerusalem!
Jeg sidder på kantstenen foran politistationen. Gaderne her er snævre og husene er improviserede gevækster i en palæstinensisk nomade-kultur. En politimand kommer ud og fortæller, at Yuda nok skal komme fri, men han skal lige skræmmes lidt først:

“He’s just a crazy dick, but this it not west-Jerusalem!,” proklamerer han og skrider tilbage til afhøringslokalet.

Om galskaben har han vel ret, tænker jeg, for her er gadekunst ikke en forhandling mellem det virkelige og det uvirkelige. Her udfylder publikum ikke det ubekendte med kulturelle kontrakter om performanceteater. Her fyldes sprækkerne med forestillinger om vold eller komedie, og den iscenesatte begivenhed bliver ikke afkodet og kastreret som ‘politisk kunst’.

Geografisk kritik
The White Soldier er et geografisk værk, som slår skizofrene streger igennem Jerusalems kulturelle landskab. De jødisk ortodokse kvarterer, de amerikansk-zionistiske bosættelser, den moderne bydel og de arabiske kvarterer indskrives i det samme labyrintiske landkort.

Som grotesk klovn udstiller han en fælles desorienteret virkelighed, som har forplantet sig i skyggen af det trivielle.

Derfor er det politisk kunst – og derfor er det måske blot endnu et vanvittigt indslag i en vanvittig hverdag. For i denne by overgår virkeligheden afgjort fantasien.

Efter fire timers forgæves venten ved politistationen begynder jeg at gå tilbage mod det nye centrum i vest.

Vejen passerer den gamle bydels stenmure, som indtagende slæber historiens tunge øjenlåg ind over Jerusalem.