Den kritiske frihed

Ytringsfrihed er et af samtidens væsentligste konfliktfelter. Terrorlovgivningen, det nordafrikanske forår, politiske  undergravninger af den frie bevægelse og kommunikation, fængslingen af Ai Weiwei, kinesiske blokeringer af internettrafikken og lækager af hemmeligholdte dokumenter har sat dagsordenen på den globale politiske arena – og ikke mindst på dansk grund i de sidste fem år.

En kritisk front
Den Danske Pavillons udstilling under den 54. Venedig Biennale, Speech Matters, er så at sige højaktuel, omgærdet af diskussioner, og nok den pavillon på årets biennale, der har formået at gribe kunstnerisk om et politisk emne, der berører alle: kunstnere som publikum. Og udstillingen er heldigvis ikke en ensidig dansk behandling af ytringsfrihedens vilkår og status.

Den græske kurator Katerina Gregos har på prisværdig vis blandet nationer, udtryk og praksisser. Det er der kommet en god udstilling ud af, der sammen med bl.a. USA, Polen, Israel og især Schweiz markerer en politisk engageret, velformuleret og aktuel front blandt biennalens indslag.

Læs debatindlægget Den forsmåede nation her.

Fænomen og praksis
Ytringsfrihed har aldrig været selvskrevet, men et tilkæmpet demokratisk princip, der konstant forhandles mellem magthaverne og dem der giver dem magten: offentligheden.

Man kan netop se Speech Matters og de 18 kunstneres værker som en understregning af ytringsfriheden,som en af de mest centrale men også udfordrede rettigheder i demokratiet. Og dels som et uhyre komplekst begreb, der ikke bare er retten til at publicere hvad som helst.

Værkerne og kunstpraksisserne, der er præsenteret i Speech Matters, er delt i to:

1. De værker, der peger på ytringsfriheden som fænomen og bevæger sig rundt om det i et studie af dens natur og kritiske forhold.

2. De værker, der i sig selv udfordrer vore normer for, hvad der kan siges, hvor, hvordan og af hvem?

Fra den anden side
Udover de fine poetiske indslag fra særligt Jan Swankmajer (CZ) og Tala Madani (IRA), så er det Taryn Simon (US) og Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK), der leverer skarpe eksempler på den første kategori.

Taryn Simons værkserie An American Index of the Hidden and Unfamiliar fra 2007 er at faktuelt studie af, hvad der ligger uden forsynsfeltet og den offentlige bevidsthed i USA. Et portræt set gennem negativet.

Det mest markante værk er Zahra/Farah med afsæt i Brian De Palmas filmatisering af et amerikansk infanteris gruppevoldtægt, mord og afbrænding af den 14 årige irakiske pige Abeer Qasim Hamza og hendes familie i 2006. Fotoværket er den afsluttende ‘frame’ fra filmen, hvor pigens lig ligger skamferet og afbrændt tilbage i et råt lokale med sod og blod i lige mængder.

Hvad siger det om krigens menneskelige påvirkninger? Hvornår er virkeligheden ilde hørt? Og hvorfor er skuespilleren,Zahra Zubaidi, nu forfulgt og truet på livet af sin irakiske familie? Det svarer værket ikke direkte på, men peger diskret på ytringens to sider: Dem man ytrer sig mod og dem man ytrer sig på vegne af.

Den afghanske hund
Rasmussen er i sig selv et efternavn, der kan sætte tanker i gang om ytringsfrihed, og Lilibeth Cuenca Rasmussens performanceserie, Afghan Hound, retter også blikket mod de magtfulde mænd. Med vanlig dansabel stil og pågående kostumer vender hendes figur sig – som afghansk kriger, mand med hang til uspolerede drengekroppe og vestens ultimative prygelknabe – sig imod billederne skabt i den vestlige offentlighed og vrænger ad dem.

Stærkest i I WillNever Leave the Power:

“Ideas of libertycould land me in jail/My ideologies are fully for sale/My political choice– support the authority/Or wind up as a refugee.” Og så videre til omkvædet:

“Your western eyes/Judging/Preaching/About women’s rights/You choose which conflicts you want to see/Your sympathy and aid – they’re never for free.”

Det ildehørte
Som et eksempel på hvordan normen udfordes af en kunstpraksis kan man vendeblikket mod hollandske Han Hoogerbrugges videoværk, Quatrosopous, hvor en storgrinende Berlusconi-dukke afløses af Adolf Hitlers Mein Kampf og beskeden:”A free man is he who does not fear to go to the end of his thought.”

Hoogerbrugges værk er både helt ligetil med fængende one-liners og slapstick-humor, men også et værk, der får sat nogle tanker på spidsen. Det er ikke  et tilfælde at Hoogerbrugges politiske kollage-videoer fungerer optimalt i fora som YouTube fx og dermed også en dansk pavillon på Venedig Biennalen.

En anden velkendt udfordrer af ytringens norm er amerikanske Robert Crump og hans “anti-produktive” tegneserier, hvor fordomme omminoriteter i USA bliver udpenslet til det ekstreme.

I værket When The Niggers Take Over America griber han ned i historien, vender den om, italesætter den småborgerlige frygt og smider det i hovedet på os igen med en latter, der sætter én i en vanskelig situation.

Man griner, men smagen er bittersweet, kan man vist godt sige, og bag humoren ligger en uhyre skarp kritik af det amerikanske (og vestlige)samfunds udstødnings- og tavshedsmekanismer.

Pavillon under angreb
To af de mest radikale projekter under Speech Matters er bidragene fra FOS og Johannes af Tavsheden. De er radikale, fordi de tager konsekvensen af tematikken til et yderpunkt, hvor udstillingen i sig selv bliver problematisk, og hele grundlaget for kurateringen og udstillingsformatet problematiseres.

FOS agerer off-shore biennale med Osloo – en flydende bar, alternativt offentligt rum og en platform for kuriøse koncerter, sjov og ballade, foredrag om perifære samfundsrelaterede emner, værkproduktioner på stedet og kritiske samtaler. Værket, der ligger ti minutters sejlads fra Biennalen, er i sig selv en understregning af kunstens barrikadering – og sikring – af en friere dialog, men samtidig – i sig selv – et opgør med kunstens (og biennalens) manglende åbenhed.

Den anonyme udfordrer
Samme konsekvens spores i værket af Johannes af Tavsheden, der formulerer den ultimative slutning, som Speech Matters kun peger hen imod:

Hvordan kan man være kunstner og samtidig ytre sig frit, når man er Kunstner, taler som et særligt køn, præsenteres i en udstilling, der er kurateret og endda national?

Her er konsekvensen taget, og værket (en tekst på væggen i udstillingen og en guidet tur i Giardini-området med performative indslag af kunstnerne Ayreen Anastas (PAL) og Rene Gabri (IRA)) er således uden afsender.

Den kunstneriske frihed?
Turen og dialogen rejser spørgsmål, som Speech Matters kun kan berøre flygtigt, og inkluderer politiske handlinger, nødvendige spørgsmål om prisen og kampen for ytringsfrihed, udviklingen i Nordafrika og fængslingen af Bradley Manning (den formodede whistleblower bag Wiki-Leaks’ lækkede dokumenter fra Afghanistan).

Via kunstnerne live-oversættes en rækkeinterviews fra Tunesien, hvor bl.a. en kvindelig lønarbejder fortæller om sine vilkår, og en 31 årig tuneser forklarer, hvorfor han i marts 2011 i et desperat råb for anstændighed forsøgte at springe ud fra en minaret. Der er alvor bag anonymiteten, og Johannes af Tavsheden tager nogle konsekvenser, der sætter resten af udstillingen under et givtigt kritisk men også et utopisk lys.

Efter en tur i Den Danske Pavillon er ytringsfriheden således udfordret på et symbolsk og helt konkret plan. Begrebet bliver belyst og strukket til det yderste, men det er netop det kunsten kan. Speech Matters er en ambitiøs udstilling, og den eneste fare er nærmest, at den har for mange stemmer, vil for meget, og deri ender med at problematisere sig selv helt ud af pavillonen igen. Det gør den dog ikke mindre interessant.