Den moderne kunst blev født racistisk – ligesom jeg

For et par uger siden var jeg på vej til en fernisering. Da jeg stoppede for rødt, holdt der en kvinde foran mig. Hun fik øje på mig og flyttede sin taske fra bagagebæreren op foran i cykelkurven. Jeg sagde hun bare kunne slappe af – jeg havde ikke tænkt mig at stjæle hendes taske. Hun smilede forlegent, og da det blev grønt, cyklede hun videre. Min første tanke var, at hun skulle have vidst, at jeg var på vej til åbningen af en kunstudstilling. Så ville hun vide, at jeg ikke var ligesom de andre mørke fyre.

Der er to ting i den tanke, som er langt ude. Det ene er min racisme, der gør, at jeg kan relatere til hendes antagelse om, at mørke fyre stjæler tasker fra bagagebærer. Den anden er, at det bliver tydeligt, at jeg bruger kunstens højkulturelle status til at ”af-etnificere” mig selv.

Hvidhed
Det er tydeligt, at majoritetens hvidhed er en stor del af min identitet, selvom jeg med jævne mellemrum bliver påmindet om min lidt mørkere teint. Det var en af årsagerne til, at jeg inviterede kunstnerne Annarosa Krøyer, Fadlabi og kurator Tone Olaf til at diskutere pro og con’erne ved at arbejde i en, på ingen måde, etnisk neutral ”hvid kube” på Charlottenborg i onsdags.

Krøyer præsenterede sit arbejde med hvidhed i kunsthistorien og dens sammenfald mellem kolonialismen og neoklassicistisk skulptur. Den 12. april åbner hun projektet Arkiv over Hvidme på den Kgl. Afstøbningssamling. Her hun vil bl.a. implementere et permanent hvidme-arkiv i samlingen for at perspektivere samlingens historiske rolle ved at konstruere forestillingen om den hvide races overlegenhed.

Tone Olaf er kurator og en af tre kunstarbejdere bag Trampolinhuset på Nørrebro, som er et brugerstyret kulturhus med fokus på flygtninge. Den 17. april åbner Trampolinhuset CAMP, et udstillingssted for kunstnere med flygtningebaggrund.

Nogen er mere lige end andre

Fadlabi er en sudanesisk kunstner bosiddende i Norge. Et af hans vigtigste værker er Kongolandsbyen fra 2014. Sammen med den svenske kunstner Lars Cuzner satte de sig for at opføre en menneskelig ZOO i forbindelse med 100 års-fejringen af den norske grundlov. ZOO’en var en præcis gengivelse af den ZOO, som var stillet op 100 år før, da Grundloven trådte i kraft i 1914.

Kongolandsbyen Oslo 1914 from Lars Cuzner on Vimeo.

Den centrale del af værket var imidlertid den voldsomme debat, forestillinger om projektet, som var ude af proportioner og de vanvittige rygter, der opstod, da de meddelte, at de ville lave projektet. Med andre ord var det offentlighedens forestilling om projektet, som var det vigtigste element ved værket. Ifølge Fadlabi var det især nordmændenes forestilling om sig selv, som blev truet.

Et var at bringe fokus på, at Norge også deltog i den samme racisme, som var i hele Europa på daværende tidspunkt, men det overraskende var, at det var især fra de antiracistiske organisationer, at den kraftigste kritik kom. At dette kunstprojekt skulle genopføres som et norsk nutidigt projekt ville være med til at skabe forestillinger om et Norge, hvor sådanne Zoo’s fortsat kunne eksistere. Det havde kunstnerne ikke retten til.

Dette er et centralt symptom på, hvad Fadlabi kalder Skandinaviens etiske undertrykkelse. I Skandinavien er alle lige, men det er den etniske majoritet, der bestemmer rammerne for denne lighed.

Den hvide ”hvide kube”
Begrebet ”hvidhed” er i de seneste års tid blevet en del af den danske debat. Et af grundlagene for begrebet er konstateringen af, at den rationelle, logiske og observerende videnskab langt fra er etnisk neutral, men gang på gang har gået racismens ærinde – og stadig gør det. Dette gælder imidlertid også den moderne kunst, som er baseret på en eurocentrisk tilegnelse af ikke-europæisk kunst, som vi kender den fra Gauguin, Picasso og mange andre.

I sit foredrag på California College of the Arts peger den ægyptiske kurator Bassam El Baroni på, hvordan det ”afrikanske” var fuldstændig umulig for Picasso at se, selvom afrikanske masker spillede en afgørende rolle i udviklingen af det, vi kalder kubisme. Hans praksis var indskrevet i en kunstdiskurs, hvor det individuelle genis udtryk var et medie for det universelle. Kernen af det universelle var med andre ord placeret i individet.

Se foredraget her

Samtidskunstens multikulturalisme har imidlertid forstået, at kernen ligger uden for sig selv. Det betyder ifølge Baroni, at samtidskunsten er afhængig af at konstruere identiteter og kulturer til at underbygge dens multikulturelle universalitet. Det, der imidlertid er vigtigt her, er, at det er samtidskunsten selv, som definerer disse identiteter og kulturer. Det er sådan magten bibeholdes hos de centrale institutioner. Måske lidt ligesom det paradoksale i, at det langt hen ad vejen er kunstinstitutionerne, som bestemmer, hvem de mest indflydelsesrige institutionskritiske kunstnere er.

De fødte racister
Diskussionen på Charlottenborg blev afsluttet med en på en gang foruroligende og håbefuld kommentar af Tone Olaf. Som hvid heteroseksuel kvinde pegede hun på, at hun var født som en racist. Hendes arbejde i Trampolinhuset er imidlertid en kontinuerlig mulighed for at reflektere over den kendsgerning.

Som sagt er hvidhed langt om længe blevet en tiltrængt del af den danske offentlige debat, og ligesom institutionskritikken hjalp os med at for øje på kunstens rammer, kan hvidhedsbegrebet hjælpe os med at få øje på dens knap så neutrale hvide farve.