Den nordiske intimitet

Vi er i midten af 2006. ItalienskeLorella Scacco, kunsthistoriker og kurator med en dagligdag i Rom, havde i langtid fulgt den nordiske kunstscene og fik lyst til at beskrive de indtryk ogideer hun havde fået i mødet med den nordiske samtidskunst fra slutningen af90’erne.

Det er nu endt med oversigtsværket Northwave– A Survey of Video Art in Nordic Countries. En præsentation af 28 markantevideokunstnere i de nordiske lande gennem de sidste tyve år og medintroduktioner til 26 yngre navne på scenen.

“Jeg overvejedehvilket felt jeg skulle fokusere på, og kuraterede samtidig en rækkeudstillinger med videokunst i Italien. Og da videokunsten er meget sparsomtdokumenteret i Norden, besluttede jeg mig for at kigge på videokunsten i dettenordiske perspektiv,” forklarer hun.

Ud i det nordiske landskab
Mange af kunstnerne kendtehun i forvejen: Elina Brotherus (FIN), Lauri Astala (FIN), Eva Koch (DK), PetraLindholm (FIN), Marianne Heske (N), Henrik Håkansson (S), Roi Vaara (FIN) – bare for at nævne nogle få. Lorella Scaccorejste siden til de nordiske lande for at indsamle materiale, studere tekster ogsnakke med en række kunstnere og kuratorer.

“En forskningsproces,der var svær for mig, fordi der er skrevet meget lidt og sjældent på engelsk.Så jeg har interviewet en hel del kunstnere for at indfange tilstrækkeliginformation fra feltet, samtidig med at fx. Kunstrådet i Danmark, CIA (Centrefor Icelandic Art) i Island, Frame (Finnish Fund for Art Exchange) i Finland,IASPIS i Sverige og OCA (Office for Contemporary Art) i Norge har hjulpet tilved at henvise til nogle kunstnere, der kunne være relevante i den herkontekst. Sådan startede det.”

Og resultatet er en bogder tegner tendenser og kunstneriske strategier siden 60’ernes spæde begyndelsetil nutidens stærkt profilerede kunstnere og praksisser.

Et intimt rum af høj kvalitet
Det her er således også historien om et medie i kunsten, der får mere og mereplads gennem de sidste 20 år og i dag er et af de stærkest profileredekunstmedier. Bogen er ikke et udtryk for et stringent forhold til videomemdiet,men favner kunstnere, der også bruger videoen som et vigtigt element i deresperformances, installationer og så videre. Et kompendium over de sidste togenerationer i videokunsten i Norden: 90’er og 00’er-generationen.

Helt fra starten af havdehun to ret stærke indtryk af den nordiske videokunst:

“Først: den højekvalitet. Professionalismen som omgærder værkerne og processerne. Både metoden,teknikken og konceptet. Hele seriøsiteten i tilgangen til videokunsten.Improvisation fylder for eksempel ikke så meget, imens værkerne ofte udtrykkerstærke analytiske elementer.”

“For det andet: enfølelse af et intimt rum. Dette er ret generelt for de nordiske kunstnere. Deter forbundet til hverdagslivet og den nordiske kultur i mine øjne.”

Dette intime rum vender vitilbage til.

International selvpromovering
Noget helt tredje, Scacco noterede sig, var, at efter 90’erne, hvor dennordiske kunstscene åbnede sig op for en markant internationalisering, så erden nordiske kunstscene i dag meget globalt orienteret, dog samtidig med athvert land fokuserer mere og mere på promoveringen af sig selv.

“Jeg ved ikke om dethandler om markedsføring eller om den nationale kulturpolitik i landene, menihvertfald er det første gang i år, at der ikke længere vil være enfællesnordisk præsentation i Den Nordiske Pavillon under Venedig Biennalen,2011,” konstaterer hun.

At være åben for verden
Og i følge Scacco har derhele tiden været forskel i forholdet til omverdenen og EU for eksempel. Sverigehar været langt mere internationalt orienteret tidligt og været åben forudenlandske påvirkninger, hvor Danmark på kulturpolitisk plan har ageret langtmere protektionistisk i forhold til udlandet.

“Sverige og til delsFinland var i det hele taget mere ambitiøse i forhold til de andre nordiskelande. Og internationalt set var de to scener stærkt profileret tidligt.Danmarks kunstscene har bestemt kvaliteten, men har ikke investeret nok. Danmarkhar en speciel rolle, fordi landet er placeret ‘i midten’ af Europa og erpåvirket både af kunstneriske strømninger fra Holland og Fluxus-bevægelsen fraCentraleuropa, og kunstnerne har grebet disse strømninger med stor entusiasme.Men det er en rolle, som Danmark kunne have dyrket og profileret endnubedre,” pointerer hun.

Et andet element, som mani Scaccos øjne skal være sig bevidst, er, at mange af den nye generationsvideokunstnere kommer fra andre lande og kulturer end den nordiske. Og det vilkun blive en endnu tydeligere realitet i fremtiden. I fremtiden hedderkunstnerne altså ikke bare Andersson og Rasmussen. Derfor var det også vigtigtfor hende at lave den her bog nu.

To generationer
Hvis man skal betragte de to generationer af videokunstnere i Norden, så er derflere elementer, der træder frem i følge Scacco:

“Hos Eva Koch (DK) erder tydelige refleksioner omkring hvad der kulturelt er uden for og inden for.I undersøgelser af emigranten for eksempel. Og hos Lilibeth Cuenca Rasmussen(DK/RP) bliver disse spørgsmål mere politiske, men på en legende måde. Den nyegeneration er generelt mere bevidst om de politiske og sociale udfordringer isamfundet.”

Men den sidste generationer også meget mere cinematografisk og har udviklet billedsproget betydeligt:

“Peter Land (DK) ogJesper Just (DK) arbejder begge med identitet. Men hvor Land er megetinstinktiv og improviserende er Just super struktureret, raffineret oggennemarbejdet. Det er også meget sigende for de to generationer. Engeneration, der fandt sig selv i videomediet og så en generation, der er langtmere bevidst om mediets muligheder.”

Den nordiske kulturarv
Lys, melankoli og menneskets møde med landskabet er nogle typiske temaer, derhar været italesat omkring det nordiske, men det har ikke været dét, der sprangkunsthistorikeren i øjnene. Det er termer knyttet til romantikken, og enidealisme hun ikke genfinder i den nordiske videokunst.

“Det er snarere enintimitet, der bunder i en nordisk kultur, der i kraft af densocialdemokratiske tradition har et fokus på hverdagslivet, identitet ogmenneskelige vilkår, som for eksempel i feminismen. Den interesse i det socialehverdagsliv, tror jeg kommer fra den socialdemokratiske arv i Norden og depolitiske idéer om kollektivisme, som også blev italesat i Fluxus-kunsten i denordiske lande,” forklarer hun og fortsætter:

“Der er tale om ensærlig deskriptiv og indadskuende tilgang med fokus på det simple liv, somgenfindes i samtids-videokunsten og refleksionerne omkring identitet oghverdagsliv. Det er en ‘introspektiv’ tilgang, hvis jeg skulle give det etbegreb.”

Lorella Scacco formulererdet i bogen således (s. 97):
“De modeller, som samtiden udstikker, er ikke bare mange, de er også megetmodtagelige for påvirkninger fra moden og derfor meget kortlivede. Resultateter et sårbart og flygtigt ‘selv’, der er mindre funderet og mere åbent over forinvasion udefra og psykoser. På samme tid er der en tæt forbindelse mellem tidog følesesmæssig tilstand. For eksempel, imens hverdagslivet er det der gør individeristand til at skabe kontinuitet og definere deres identitet, så påvirker denpsykiske tilstand erindringens omfang og kvalitet. Der er mange nordiskekunstnere, der gengiver hverdagens mentale tilstande, erindringer og behandlerde kulturelle identitets-stereotyper i en understregning af sensitiviteten ogdybden i deres følelsesladede undersøgelser.”

En nordisk introspektion
Salla Tykkä (FIN) har helt fra starten også været et eksempel for Scacco pådette arbejde med selvet:

“Den intime atmosfærei hendes arbejde har været meget tydelig for mig, selvom jeg udmærket ved, atder ikke er nogen kunstner, der er helt igennem nordisk. Hendeskarakterer og historier er opdigtede men inspireret af et personligt,introspektivt arbejde. Det sammegælder kunstnere som Siri Hermansen (N) og Bodil Furu (N). Det er ikke bareanalytiske dokumentarer, men værker der med en intim atmosfære dykker ned i detsociale og personlige liv.”

Den amerikanskekunsthistoriker Whitney Chadwick indskriver endda denne introspektion og’hverdagspsykologi’ i en lang tradition i en analyse af Eija-Liisa Athilas(FIN) værker gengivet i Northwave:

“Athila tager ogsådel i en introspektiv tradition blandt tidligere nordiske kunstnere fra EdwardMunch og August Strindberg til Ingmar Bergman. En tradition, der ofte placerersig i centrum for italesættelser af sårbarheden og manglen på sammenhæng i denpsykologiske bevidsthed og temaer som subjektivitet, seksualitet og død,”skriver Chadwick.

Førnævnte Jesper Justbetragter netop selvet og svaghederne i mennesket, mener Scacco.

“Ifilmtrilogien, A Voyage in Dwelling, A Room of One’s Own og A Question of Silence (2008), er plottetsammenholdt i den kvindelige hovedrolle, der tager ud på en rejse iunderbevidstheden, der kulminerer i et øjebliks selv-erkendelse. I denfortælling er han langt mere ‘nordisk’end amerikansk i mine øjne,” påpeger hun.

Den nordiske intimitet
Elina Brotherus (FIN) er en af demLorella Scacco samarbejdede med helt fra starten af:

“Hun arbejder typiskmed selvportrættet og hendes private liv. Johanna Billing (S), Marit Følstad(N) og Petra Lindholm (FIN) er ligeledes fokuseret på hverdagslivet, både dereseget og andres.

Jonas Dahlberg (S) er også et eksempel på en kunstner, derundersøger grænserne mellem erfaring og observering, det offentlige og detprivate rum, sandhed og forestilling og derigennem dyrker et intimt rum,”siger hun og uddyber:

“Det er en intimitet,der illustreres i kunstnernes behandling af temaer som erindring, følelserknyttet til identiteten og kroppen. Mange kuratorer og kritikere har svært vedidéen om noget specifikt nordisk. Jeg tror, det handler om, at jeg betragterscenen udefra, og derfra har jeg måske en tydeligere oplevelse af en særlignordisk tilgang. Men bogen er bygget på min kunstoplevelse, min perception afen kunstscene.”

Og sådan fik et kunsthistoriskblik udefra måske ny relevans.