Den nye kuratering

Hvilke aktører og begivenheder i kunsten kan rent faktisk skabe nye dagsordener? I de sidste tre årtier er store udstillinger, biennaler (og herunder dOCUMENTA) blevet udslagsgivende i kunstfeltet, hvilket har givet kurateringen; dét at organisere, konceptualisere, tilrettelægge og formidle udstillinger, en central funktion.

Der er mange måder at skrive kunsthistorie på. Man kan skrive om specifikke kunstværker eller kunstnere, fx kunstnerbiografier, eller om en kunstnerisk bevægelse, men faktum er, at næsten alle væsentlige kunstværker har mødt sit publikum på kunstudstillinger, understreger Daniel Birnbaum, der netop indtager og har indtaget en meget central position i kunstfeltet som kurator for blandt andet Venedig Biennalen i 2009 i samarbejde med Hans-Ulrich Obrist. Under sin tiltrædelse som tilknyttet professor ved CBS i København, har jeg fanget ham til en snak om én af de helt centrale organisatorer i kunstefeltet: kuratoren.

“Hvis man skal betragte dette spørgsmål helt generelt, så skabes kunstværket først, når det har et publikum. Et maleri i et atelier er måske færdigt, men man har endnu ikke udtænkt, hvordan det når en modtager. Og det er derfor man laver udstillinger,” forklarer Birnbaum i fuld fart. Vi er inde og pille ved hans helt centrale kunstfaglige nerve, indser jeg hurtigt.

Udstillingen som normskred
“Helt aktuelt findes der en stærk tendens til at fokusere på udstillingen som en ganske radikal enhed, der kan påvirke hele feltet ved at manifestere en gruppe af kunstnere eller en ny idé. Så rent kulturhistorisk er det meget interessant at se på udstillingen som et anderledes redskab i blikket på, hvordan kunsten har udviklet sig.”

Vores snak glider tilbage i historien til den britiske udstilling This Is Tomorrow på White Chapel i 1956, (kurateret af Bryan Robertson, red.), med bl.a. Richard Hamilton. Det var en udstilling, der var kurateret på en ret spekulativ og eksperimenterende måde, men som ændrede blikket på kunsten, mener Brinbaum.

Og det samme gælder Jean-Francois Lyotards udstilling Les Immatériaux på Centre Pompidou i 1985, der var et af de første eksempler på en udstilling, hvor et tematisk greb sidestillede alle former for materialer i en undersøgelse af et intellektuelt fænomen, ’det immaterielle’, og hvor udstillingen som format bliver selve værket og blikket på samtiden.

Læs mere om udstillingen her

Den nye kuratering
“De fleste udstillinger – også i dag – er jo soloudstillinger, der præsenterer en kunstner eller en periode eller -isme inden for kunsten. Den her tilgang, som Les Immatériaux illustrerer så eksemplarisk allerede i 1985, er en mere eksperimentel og intellektuel tilgang, og jeg synes det er rimeligt, især i dag, at man kan anvende udstillingen som et intellektuelt kollektivt format, som en symfoni,” pointerer Birnbaum.

Af aktuelle indslag kan man tage Arktis på Louisiana og den tidligere Pop Art Design, som Birnbaum også husede på Moderna Museet i Stockholm, hvor han har været direktør siden 2010. Men også den forgangne dOCUMENTA (13), kurateret af Carolyn Christov-Bakargiev, var i hele sit grundlag bygget på den tanke. Og den tilgang til udstillingen som intellektuelt format blev ikke undfanget af kunsthistorikere eller kuratorer og slet ikke i 00’erne.

“Hvis vi ser på kurateringen helt tidligt i det tyvende århundrede, så var kuratorerne mestendels administratorer og inspektører, der var ret usynlige. De havde måske indflydelse og magt, men det var rent administrativt. Men der fandtes også excentriske og formulerende personer i kunsten, for eksempel en kunstner som Marcel Duchamp eller digteren André Bretón, der ved siden af deres kunstneriske virke lavede udstillinger. Og det var faktisk kuratering, som vi forstår det i dag, når Duchamp lavede udstillinger med surrealisterne. Det var jo nogle ekstreme idéer om, hvad en udstilling kunne være. Så det var faktisk med kunstnerne som helt centrale skabere, at den ’nye kuratering’ fødtes. Og det fokus blandt kunstnere findes jo stadig i dag,” påpeger han.

Modefænomenet
Kuratering er senere blevet et modefænomen med figurer som Harald Szeemann (Schweizisk kurator, der anses som den første ’uafhængige kurator’, eller ‘udstillingsmager’, som han selv benævnte sit virke, red.) og Pontus Hultén (den skabende direktør for Moderna Museet i Stockholm i 1960’erne og Centre Pompidou i Paris, red.).

De var ifølge Birnbaum definerende figurer for en hel generation, hvor Szeemann nok var den tydeligste person inden for kurateringen, da han forlod museet som defineret ramme for kunst, og hvor udstillingen blev til en højere form for kunstværk i sig selv, udfoldet bl.a. i hans kuratering af dOCUMENTA 5 i 1972. Og der var mange, der dengang var kraftigt imod, at kunstværket blev til en lille bid i det store puslespil; udstillingen som ophøjet event skabt af Kuratoren.

“Man kan vel sige, at der i løbet af 1990’erne skete en forskydning, fra at alle var vrede på kritikeren, som den der formulerer idéen om, hvad kunsten er og skal, til at det blev kuratoren, der lå for had. Men i dag er det snarere nogle centrale managers, samlere eller gallerister, der definerer feltet, der i mine øjne, og hvis man skulle være lidt pessimistisk, har oplevet en tiltagende kommercialisering. Den kommercialisering gør, at de figurer, der ikke er i direkte kontakt med markedet, bl.a. kritikeren og kuratoren, marginaliseres fra de ting der foregår internt i kunsten,” forklarer Birnbaum.

Ukritisk forvaltning
Det problematiske ved den internationale kunstverden i dag er i museumsdirektørens øjne, at der findes en kunstverden, der faktisk lever sit eget liv inden for et ultra kommercielt miljø i de store kunstbyer rundt omkring i verdenen.

“Kuratoren kunne måske spille en rolle i den her sammenhæng som tilrettelægger og producent af de mange triennaler, biennaler og festivaler, men disse events er i realiteten mere og mere blevet til markedets selvrefererende begivenheder. Derfor har messerne blandt andet fået en ny rolle, hvor de finansielle rådgivere formulerer indholdet, imens den teoretiske dybde og det indholds-tjek, der ligger i fx kritikken, ikke længere er en nødvendighed.”

Men i Birnbaums optik er kritikeren og kuratoren vigtige aktører:

“Den perfekte betragter kan man vel sige: Én som ved meget, forstår og kan sætte sig ind i kunsten, og derudover kan finde ud af at artikulere og formulere sig om den. Men kritikeren er marginal i dag, også på grund af en kraftig internationalisering, hvor kritikeren ofte er lokal og skriver til et lokalt publikum. Jeg har selv været både kritiker og en organiserende del af disse store kunstudstillinger, men nu har jeg faktisk en helt anden rolle. Jeg er vel knap nok kurator. Jeg laver selvfølgelig udstillinger, men tænker jo mest over, hvad et museum kan være i dag, og hvordan dialektikken mellem historie og samtid kan være frugtbar, også med blik på denne kommercialisering og privatisering af kunsten?” erkender Birnbaum og slår ud med armene.

Mellem marked og akademia
Idéen om, at kunsten møder et publikum findes på mange måder i kunstværket selv. Men hvordan dette møde foregår er ikke en selvfølge, men den kuratoriske opgave, hvis man spørger Daniel Brinbaum, og den kan kunstneren til tider løse selv, men ikke som en selvfølge.

“Hvis man skal pege på den legitimering, der ligger i kurateringen i dag, så ville det i mine øjne være; at bryde med den automatisering, der ligger i markedets logik og en udbredt konventionalisme. Jeg har aldrig produceret en udstilling, hvor en krystal udstilles ved siden af en computer, men jeg tror på, at der findes en interessant interdisciplinær måde at forholde sig til kultur på, som hverken kunstmarkedet eller det akademiske felt befordrer,” lyder det fra Birnbaum.

Men det er selvfølgelig ikke alle udstillinger, der er gode, fordi de er interdisciplinære, understreger han.

“Det kan jo blive meget komplekst og ofte fungere ret dårligt, men jeg kan rigtig godt lide idéen om, at fx et kunstakademi ikke bare beskæftiger sig med kunst. Bauhaus-modellen og dens fokus på det hele, levede liv er jo interessant og forholder sig meget direkte til virkeligheden,” påpeger Birnbaum.

Men han erkender også, at kurateringen i takt med den øgede kommercialisering har en tendens til at nærme sig branding eller management.

“Der findes altid en truende tendens til at instrumentialisere kunsten, men jeg tror, man bliver nødt til at leve med det. Det kommer til at være sådan uanset hvad. Og der er forskel på gode kuratorer og dygtige eventmanagers, men nogle gange er det svært at se forskel. Og så er vi jo tilbage ved den her tiltagende kommercielle logik, som findes midt i kunsten lige nu, hvor de funktioner, som ikke er inkluderet i markedets logik, bliver mere og mere marginaliserede. Men en dygtig kurator, der insisterer på at være en kurator, eller en kritiker, der insisterer på ikke bare at skrive omtaler, er først og fremmest ikke en del af markedet, og det er heller ikke deres eksistensberettigelse.”