Den nye vitalisme

Udstillingen Vibrant Matter i SAK Kunstbygning sammenstiller nyere kunst med værker af den danske billedhugger Kai Nielsen. Samtidig låner den både titel og tema fra en bog af den indflydelsesrige politolog Jane Bennett. Det er der kommet en fin undersøgelse ud af.

Det er nemt at være skeptisk overfor værker og udstillinger, der læner sig opad bøger og teorier, og dermed overfor kunstneriske og kuratoriske projekter, som søger at illustrere en idé. For kunst handler vel om at tænke med materialet? Om at undersøge de idéer, som fødes i mødet med noget, både for kunstner og beskuer?

Men hvad sker der, når en filosofisk eller politisk idé tager bolig i kunsten, lægger sig henover den og insisterer på at fylde? Reduceres kunsten så til noget, den ikke er, til propaganda eller illustration? Eller kan man arbejde med idéer på andre måder? Selv når de kommer fra bøger?

Når ting kommer i vejen
Med sin titel leder udstillingen Vibrant Matter på SAK i Svendborg tankerne hen på politologen Jane Bennetts Vibrant Matter: A Political Ecology of Things. Det er en bog, der kort efter sin udgivelse i 2010 vandt genklang hos mange kunstnere og kunststuderende – ikke fordi den handler om kunst som sådan, men fordi den peger på en tænkemåde, der ligger tæt på den kunstneriske.

Her anskues alt som resultatet af assemblager, sammenstillinger, hvor humane og non-humane aktører eller aktanter alle ’virker’ på hinanden, ’gør’ noget ved hinanden. Ligesom når materialet, marmoret, granitten, malingen, penslens strøg og jernets bid taler tilbage til én. Som når den skrivende mærker, hvordan ordene på siden bliver genstridige. Når de kommer med deres egne historier og insisterer på at leve et liv uden for forfatterens kontrol.

Så når kuratorerne Nanna Stjernholm Jepsen og Stine Kähler ’låner’ Bennetts titel til deres udstilling på SAK, er det ikke kun et smart greb. Faktisk formår de at sammenstille værkerne på denne gruppeudstilling på en måde, der netop lader materialiteten finde et ekko i stedets eksisterende samling af Kai Nielsens skulpturer. Det er slet ikke en nogen nem opgave.

Blandt svaneløse Leda’er
Bennetts bog er ikke direkte nævnt i udstillingen, hvilket tjener til projektets fordel. Vi kigger på manifestationer og ikke på illustrationer af idéer. I virkeligheden er det ligegyldigt, om man som beskuer nogensinde har hørt om Bennett. For her bliver marmor, jord, krop og træ levende helt af sig selv.

Der er tale om en ny materialisme; dette er udstillingens omdrejningspunkt. Temaet angribes på forskellig vis. I Jacob Kirkegaards installation Anima & Animus (2018) iscenesættes Kai Nielsens gipsskulptur Leda uden Svane (1920) med lungetung lyd og film noir-lyssætning. Den svaneløse Leda vækkes til live – hun teatraliseres, om man vil. I Kirkegaards opsætning fungerer åndedraget som soundtrack, mens dramatiske skygger forvandler marmoret til kød.

Det er smukt, men også en overdrevet bogstavelig fortolkning af kødets vækkelse. For presser blodets puls sig ikke allerede direkte mod marmorets overflade i Nielsens skulptur? Er den ikke allerede et stykke teater, også når fortællingen fastfryses i sten? Har vi brug for mere?

Krop, tanke og materie
Denne kompleksitet fanges bedre i Lea Guldditte Hestelunds Mantodea CM_04B4, (2017). Her forvandles marmoret til en klump præontologisk kød. Det kan være alt. Det kan blive til alt. Kød og marmor er fyldt med potentiale. Samtidig fungerer Kate Coopers videoværk Rigged (2014) som en undersøgelse af den ’kropsløse’ krop. Af den frihed, som kroppen opnår, når den bevæger sig ind i et virtuelt rum, hvor den på samme tid begrænses af ord, begreber og diskurser. Kroppen finder rum, men finder samtidig sin grænse.

Hvordan ’vækker’ man et materiale? Hvordan finder man dets ’væsen’? Egentlig gjorde Kai Nielsen det jo meget godt. Han var en del af tidens hybridstrømning ’vitalismen’. En strømning, der netop søgte mod naturen, mod det sunde menneske.

Hos kuratorerne – og hos Bennett – afsøges territoriet på mange måder. Den oprindelige vitalisme favoriserede mennesket. Og i Jesper Justs videoværk Ingen mand er en ø (2002) er det netop denne livsvitalitet, der kommer til udtryk.

Den nye vitalisme – med Bennett som en af hovedrolleindehaverne – udspiller sig på en ganske anden scene. Her finder vi alle de forskellige aktanter: Kunstner, beskuer, sten, saks, papir, ord, diskurs, historie, tvivl. Mennesket er ikke længere i centrum. Det er rigtig meget at tage ind, for det kræver en helt ny tænkemåde.

Blomster knalder også
Heldigvis fungerer udstillingen Vibrant Matter netop som en slags tænketank. For her mødes de forskellige aktanter. Leda fylder; men hun er også en god figur at tænke med. Selv uden svane. I Jacob Kirkegaards installation møder vi hende post-coitus, efter samlejet. De pust, vi hører, kan hverken tilskrives mænd eller kvinder. De ’er’ bare. Andre steder er svanen med. Som i Lea Porsagers mini-installation Z WAN (2016), der også benytter sig af svanetemaet. I den oprindelige historie antager den græske gud Zeus fugleskikkelse for at kopulere med mennesket. Det er et overgreb – men også en samskabelse. I samlejet forsvinder kroppe ind i hinanden, mens subjektet opløses.

Så er der Moa Alskogs video Ve den för vars skull ängen suckar och humlan gråta! (2017/18). Det er en smuk film, der på stille vis formår at samle nogle af udstillingens temaer. For blomster knalder også. Og ikke nok med det: Deres kønsorganer hænger og dingler over jorden, mens deres hjernerødder forbliver begravet i sandet. Det er alt sammen en del af den økologiske tanke, der guider udstillingen Vibrant Matter.

Vibrant Matter er en udstilling, der egentlig ikke burde kunne fungere – en udstilling, som, allerede før den får form, stritter i alt for mange retninger. For kan man overhovedet lave en udstilling, der i princippet bare handler om en måde at tænke gennem tingene på? Det underlige er, at det kan man faktisk godt – og derfor bør man gøre sig selv den tjeneste at tage en tur til Svendborg og lade sig fange af og i tingenes materialitet.