Den topløse lærer slår igen

Simon Fujiwara er aktuel på Arken med et foruroligende glat og iscenesat portræt af en kvinde. Men udstillingen Joanne er også en kompleks undersøgelse af en samtidskultur, der er drevet af en stærk trang til såvel billedliggørelse som autenticitet. 

Udstillingen Joanne på Arken foregår i et enkelt rum, hvor vi mødes af tre store ‘modebilleder’ af en kvinde i sportstøj. Vi har fået den slags billeder stoppet ind i synet i et sådant omfang, at vi næsten ikke længere registrerer bedraget: den naturlige model i sportstøjet er slet ikke naturlig. 

Selvom det sikkert skal se ud til, at hun lige holder en pause i sit træningsprogram, at tøjet sidder skødesløst, håret falder ned i øjnene, og hun ser afslappet og spontan ud, er det selvfølgelig i virkeligheden et helt igennem konstrueret, iscenesat og post-redigeret billede, vi betragter. Slet, slet ikke naturligt.

Vi ved det godt, men i en massiv billedkultur som vores, bliver det at fremtræde som billede noget, der er krøbet ind under huden. Billedligheden er blevet såvel attraktiv som svær at gnide af sig.

En kunstner som Warhol formulerede driften efter den rene billedlighed allerede i de tidlige 1960’ere, og siden er det bare blevet værre, hvis man ellers hører til dem, der forfægter en eller anden form for jomfrueligt spot uden for billedkulturen.

Behind the scenes?

På bagsiden af billederne vises yderligere to fotos, samt en 13 minutter lang film. Man er i konkret og overført betydning ‘behind the scenes’, men ak, lige meget hjælper det. Her er blot endnu flere scener.

Filmen kredser om kvinden, vi allerede har stiftet bekendtskab med på de store fotografier, Joanne Salley. Man kan læse sig til, at hun var Simon Fujiwaras billedkunstlærer fra 2000 til 2002 på drengeskolen Harrow i England. Men udover sin lærergerning har Salley mange identiteter. Hun er blandt andet model (Miss Nothern Ireland, 1998), kunstner, marathonløber, cykelrytter, danser, golfspiller og bokser. I 2011 blev hun tvunget til at forlade skolen, da hun blev offer for en medieskandale, efter at stjålne, private topløse fotografier af hende slap løs og cirkulerede blandt drengene på Harrow og andre skoler.

Den rigtige Joanne

I 2016 begyndte Fujiwara og Salley så at samarbejde om denne film. Den krogede ‘forklaring’ er, at filmen skulle skabe et ny fortælling om Joanne, som skulle overskrive imaget som den topløse lærer, og introducere ‘den rigtige Joanne’. Til dette formål anvender de reklame- og marketingsstrategier, og så er vi allerede ude i et djævelsk spil, hvor den rigtige Joanne camoufleres af lag på lag af manipulationer, som er næsten ubærligt gennemskuelige. Ubærligt er det, fordi trangen til at finde en form for ægthed i spillet er så stor.

I filmen oplever man eksempelvis Joanne til møde med brandingteamet, men er det nu også et rigtigt  brandingteam? I hvert fald instruerer Salley selv senere en skuespiller i rollen som brandingchef, der skal rådgive Joanne om hvilke strategier, hun skal benytte sig af. 

Vi oplever hende sat i scene til fotoshoots, spise morgenmad med stylede avocadotoast, morgenjogge, cykle, bokse, og alle greb er aktiveret fra lydside til softbelysning til perfekt manicure, selv når modellen bliver sølet til i mudder.

Ultimativ autenticitet

Vi ser hende også i bedste doku-stil opsøge sin tidligere skole og græde foran trappen, mens hun taler om, at hun har mistet ‘sin familie’. Indimellem er der pseudo-intime bekendelser til smartphonen fra soveværelset før sengetid. Vi er i her grundigt fedtet ind i internettets og de sociale mediers nye kodekser, hvor følelser og ekstrem selvudlevering fungerer som privat markedføring af en ultimativ autenticitet – som så måske netop er en ultimativ mangel på samme?

Selv den tilsyneladende selvrefleksion som Joanne italesætter ved flere lejligheder er indstuderet:
“Jeg føler, at jeg snyder, hvis jeg siger: Jeg er en model, jeg er en lærer, jeg er en elsker, jeg er en kunstner, jeg er en kamæleon, jeg er en fighter… jeg er en person… jeg er en kvinde…”.

Er det så fake det hele? Skandaleforsiderne i tabloidpressen er historiske kendsgerninger og ‘virkelige’. De personlige omkostninger ved offentligt at blive reduceret til et skandaleimage er sikkert også smerteligt ‘virkelige’.
Og er det vi er vidne til en powerwoman, som svarer igen med et overskud/overbud af billedestrategier (og som oven i købet vil deltage som bokser i en turnering på skolen, hun måtte forlade, ‘vanæret’ som den topløse lærer)?

Fujiwara skaber i hvert fald et særdeles kompleks narrativ, hvor vi vildledes om, hvem Joanne er, samtidig med at hun jo i en eller anden forstand virkelig brænder igennem.

Mere end et sterilt portræt

Ofte har Fujiwaras værker disse personlige eller selvbiografiske afsæt, hvori fiktioner blander sig, breder sig, revner og sprækker og afslører glidninger til (identitets)politiske eller historiske narrativer – noget man blandt andet kan erfare i hovedværket Welcome to the Hotel Munber (2006 – ), som kredser om et hotel hans forældre drev i Franco-tidens Spanien. 

Joanne er netop ikke udelukkende et gennemsterilt portræt af en kvinde, men desuden et godt eksempel på Fujiwaras arbejdsmetode, når han undersøger kompleksiteten i en kultur, der både er drevet af en stærk trang til iscenesættelse såvel som autenticitet.