Den udfordre(n)de krop

Som mennesker er vi altid kastet tilbage pådet, og kunsten vender altid tilbage til det: det faktum, at mennesket bor i ogerfarer igennem en given fysisk krop.  Litteraturen,filosofien og billedkunsten kommer stadigt med nye overvejelser over det, naturligvisogså fordi verden hele tiden udvikler sig, ikke mindst i en mere virtuel, ikke-kropsligretning.

Udstillingen Show Time – Koreografi i international samtidskunst på Gl.Holtegaard bringer på den vis ikke noget nyt på bane, men de medvirkende kunstneregiver os alligevel nye billeder på, hvordan vi bebor verden, og hvad destrukturer, vi omgiver os med, betyder for os som kroppe. Man har allieret sigmed en udenlandsk kurator, Liberty Paterson, som har valgt yngre kunstnere,ligeligt fordelt på køn, fra forskellige dele af verden.

Kropsligetegn
Koreografi er græsk og betyder danseskrift. Man kan også gå den anden vej, ogse på, hvordan vi bevæger vores kroppe i dagligdagen, og notere de bevægelsersom en dans, en hverdagens koreografi. Det viser sig måske, at der er et systemi det, vi tror, er vores fri og individuelle bevægelser.

På en hel væg viser franske Jacqueline Doyen,hvordan politikeres kropssprog og i særdeleshed gestik, er forbløffendeensartet. Man bliver forstemt over simpelheden i retorikken; den pegendefinger, den inviterende hånd, den bekymrede mine, men man bliver også bevidstom, at vi, uden at være opmærksomme på det, faktisk tales til og dermed ogsåmanipuleres med, på andre sprog end det mundtlige.

Knitrende poesi
Australske Shaun Gladwell er repræsenteret med 3 store videoinstallationer, dersætter fokus på streetkulturens koreografi. I en af dem ser man kunstnerenselv. Han står på sit skateboard på en lille betonflade, helt ude ved enforblæst kyst. Det regner, hav og himmel har samme urolige grå lys, og i detterum indskriver den roligt og repetitivt cirklende, tunge grå krop sig med sinhelt egen poesi.

På lydsiden knitrer det som regn og drejendehjul, og intensiteten tager til, da Gladwell slutteligt piruetterer, så mangenkalder digteren Yeats poetisk-filosofiske overvejelse fra 1927 : “Obody swayed to music, o brightening glance, how can we know the dancer from thedance?”

Magtenssprog
Pablo Bronstein, født i Argentina, men bosiddende i England, kunne i sommersopleves på Charlottenborg, hvor han udfordrede institutionens magt ved atomdanne kunsthallen til pissoir.  På Gl.Holtegaard udforsker han, hvad det barokke rums arbejde med symmetri ogblikretninger gør med vores kroppe. Vores kroppe styres også af arkitekturen, vi gøres større eller mindre,underdanige eller frie, ligesom vores udsyn er tilrettelagt for os på forhånd.

I sit rum arbejder Bronstein med barokkens strengeakser, og med datidens magtsprog, som bl.a. ytrede sig i vildtvoksendeforgyldte ornamenter. Står man midt i rummet, har man udgangen i ryggen og etur på alle sider, der tikker tiden ind, men samtidig også er kunsthistoriskevidnesbyrd, opsamlinger af tid, og eksempler på magtens sprog.

Næsten som en antitese til Bronstein blomstrerdanskfødte Nina Saunders sære møbler spredt gennem udstillingen. Her synesmøblerne at have kropsliggjort alt, hvad de har hørt på af menneskelige traumergennem tiden. Tænk, hvordan Freuds divan ville tage sig ud efter en tur iSaunders værksted!

Kroppepå repeat
Tyrkiske İnci Eviner arbejder også med magtens rum i sine to videoværker;”Harem” fra 2009, og ”Parliament” fra 2010. ”Harem” er et treminutters loop,som udfordrer den mandlige vestlige fantasi om Orientens harem. I Evinersudgave er haremmet et perpetuum mobileaf simple kropslige bevægelser og lyde. En fastlåst forestilling, tvunget tilevig gentagelse.

Bedre står det ikke til i Eviners fortolkningaf parlamentet i Strassbourg, hvor mænd i jakkesæt laver samme infantile stivebevægelser, mens letpåklædte mænd og kvinder vrider sig lystent i deres egnelukkede rum eller fejer gulvet hos magten. Og nedenunder magtens center kravlermenneskemyrerne i deres gange, hverken ude eller inde.

Drømmendekroppe
20 minutter skal man sætte af for at se kinesiske Cao Feis videoværk ”WhoseUtopia”. Optaget på en Osram-fabrik i Guangzhou-området i Kina, er den på éngang en dokumentar om arbejdsgangen på en fabrik, hvor unge kinesere meddrømmen om et bedre liv laver lys til vestens storforbrugende befolkning, og envisualisering af almenmenneskelige drømme og håb. Som del af det vestligeforbrugersamfund bliver man flov over, hvor mange mennesker, der har hverenkelt pære i hånden, før du køber den billigt på tilbud et sted. Men manbliver også betaget af skønheden i Cao Feis sikre, rytmiske klipning, og af denværdighed hvormed de unge arbejdere konfronterer os. Drømmene får krop: enballetengel danser på fabriksgulvet, en arbejder forvandles til en forrygende taichi-dansende krop, og en anden til guitarist.

 

 

Show Time er en lavmælt udstilling, hvor der er pladstil, at man kan være med sin egen krop og tanke og mærke de udfordringer,værkerne stiller dem. Hvad gør mine omgivelser med mig, og kan vi stadig drømmeom ”en by der er blød som en krop”?