Derfor er performancekunsten så populær lige nu

Leder af Performa biennalen i New York RoseLee Goldberg var i Danmark for at åbne udstillingen Performa Archive på Copenhagen Contemporary. “Helt fra begyndelsen af det tyvende århundrede har performance været central for kunstens praksis”, siger hun.

I 2005 lanceredes verdens første biennale for performance i New York. Sidenhen har Performa forlængst cementeret sin særlige position for performancekunsten, og i løbet af de første syv udgaver har biennalen præsenteret knap 600 værker, arbejdet sammen med 700 kunstnere og turneret med værker i 20 lande.

Udstillingen Performa Archive på CC giver et dansk publikum mulighed for at få et indblik i nogle af de performanceværker, der gennem årene er skabt til og fremført på Performa i perioden 2005-2017. 30 dokumentationer af performances præsenteres i deres fulde længde fordelt over ugens dage, og du kan blandt meget andet opleve Elmgreen og Dragsets Happy Days in the Art World (2011), Yvonne Rainers danseperformance RoS Indexical (2007), der er en genfortolkning af Igor Stravinskys ballet Forårsofret, eller Ragnar Kjartanssons 12 timer lange opera Bliss (2011).

Kunsten er drevet af performance

Bag Performa står RoseLee Goldberg, hvis mangeårige forskning i performancekunst har været epokegørende for genren, og jeg møder hende i forbindelse med åbningen, hvor hun beredvilligt, humoristisk og engageret taler for, at performance retteligt burde placeres helt i centrum, ikke bare når vi taler om samtidskunsten, men ligeså vel når vi skriver historien om de seneste 120 år kunst.

“Som jeg ser det, var det 20. århundredes kunst drevet af performance. Performance er ikke en isoleret og marginal kunstnerisk genre. Helt fra begyndelsen har performance været i centrum, ligesom det tværmediale har været et fremtrædende træk”, forklarer hun, og udpeger det performative hos en lang række kunstnere fra Futuristerne over Dadaisterne til Bauhaus, Klein, Pollock og Sherman. Ifølge Goldberg er det sådan, at nye ideer ofte udspringer som en slags levende aktivisme.

“Performance kunst handler virkelig om kunstnerens sociologi, om hvor ideer kommer fra, og om hvordan sammenhængen er mellem disse ideer”, fortsætter hun. “Hvem er bare maler, og hvem er bare performance kunstner? I begyndelsen af sin karriere dukkede Cindy Sherman op til fester forklædt som en pige fra landet, så man ikke kunne kende hende, og på samme måde er hendes fotografiske arbejder i høj grad performative. Der er et utal af eksempler på kunstnere, hvis arbejde udspringer af performance. ”

Historisk har performance haft en enormt indflydelse og betydning, mener Goldberg, og nævner den feministiske kunst som et eksempel.
“I 1970 erne var den femnistiske kunst performancedrevent, men også hvis vi ser helt tilbage til futuristerne og dadaisterne, står det klart, at bevægelsernes kvinder blev kendt gennem levende optrædener, gennem dans og performance”.

Hvorfor er performance populær

Jeg spørger hende om, hvorfor performancekunst er så populær i dag, og hun svarer med et modspørgsmål: hvorfor er samtidskunsten og kunstmuseerne så populære i dag?

“Museerne har ændret sig radikalt de sidste 15 -20 år. Museerne var tidligere steder, hvor man skulle være stille, som var man i et bibliotek eller en katedral. De nye samtidskunstmuseer har fået så stor succes, fordi der er et stort behov for institutioner, der fokuserer på samtiden, på livet her og nu. Det er et nyt fænomen og performancekunsten er en del af det fænomen. Kunstmuseer handler i dag om engagement, om tilstedeværelse, og om at gøre noget sammen. Performancekunst er en meget social størrelse. Vi er tilstede sammen nu, vi ser på hinanden, vi responderer på hinanden. Nutidens unge ønsker at kunne reagere øjeblikkeligt på kunsten”.

I Performas DNA ligger netop, at man ønsker en levende festival. Derfor bestilles ofte nye værker, der udvikles særligt til biennalen. Og Goldberg og hendes team udfordrer ofte kunstnere, der ikke tidligere har arbejdet med performance. Shirin Neshat var den første, der blev engageret til at lave en liveudgave af hendes vieodværk Turbulent, som Goldberg oplevede på Venedig Biennalen 1999. Siden er det lykkedes at engagere en stribe af nutidens mest indflydelsesrige kunstnere til at udfordre deres egen praksis og skabe værker i nye formater og retninger.
“Det er vores pligt som kulturelle producenter konstant at skubbe til nuet”, mener Goldberg. “Kunstnerne arbejder altid med at injicere samtidskulturen med en form for menneskelighed. De gør det på mangfoldige og meget personlige måder. Vi skal gøre det muligt, og vi skal turde tage chancer. Vi arbejder altid med 100 procent risiko og 100 procent tillid”.

Ikke et modefænomen

Goldberg er ikke i tvivl om, at performancekunsten fremover vil indtage en mere central placering. Den aktuelle hype, kunstgenren er genstand for, er ikke blot endnu et modefænomen:

“Fra nu af vil alle museer have performancekuratorer, for performancekunsten har fået en enorm indflydelse på, hvordan man laver kunstudstillinger og driver museer i dag. Kuratorerne må lære, hvordan man kommer i kontakt med publikum, hvordan man skaber erfaringer og oplevelser, publikum ikke glemmer, så de går fra museet forandrede.
Hvis jeg bliver spurgt om, hvad der udgør en succes, svarer jeg, at publikum skal gå derfra med en oplevelse, som de aldrig glemmer, at skabe noget som virkelig berører mennesker på en lang række niveauer”.

Nu er der altså mulighed for at få et indblik i nogle af de mange performances fra biennalen. RoseLee Goldberg ser ikke dokumentationen som noget seperat fra værket men som en del af det: “Vi er meget bevidste om at gøre historien tilgængelig”, slutter den karismatiske biennaleleder.

Engang sagde man, at hvis man ikke oplevede en performance i det øjeblik, den foregik, kunne man glemme alt om det. Det udsagn forsøger Performa og Copenhagen Contemporary at gøre op med.