Det er sort, hvidt, rødt og komplekst
I udstillingen Court of Complexity i Kunstpakhuset tager Lene Desmentik og Peter Chr. Petersen udgangspunkt i labyrinten og et rocknummer af King Crimson.
I udstillingen Court of Complexity i Kunstpakhuset tager Lene Desmentik og Peter Chr. Petersen udgangspunkt i labyrinten og et rocknummer af King Crimson.
Udstillingen Court of Complexity er et kunstnerisk samarbejde med udgangspunkt i et musikstykke af den engelske rockgruppe King Crimson. Med kraftige associationer til teksten fra King Crimsons The Court Of The Crimson King fra 1969 og med visuelt udgangspunkt i den klassiske europæiske labyrint, går de to kunstnere Lene Desmentik (f. 1967) og Peter Chr. Petersen (f.1973) i visuel dialog. De to kunstnere udfordrer hinanden som henholdsvis billedhugger og maler i forskellige kategorier så som skulptur, maleri og installation. På udstillingen folder de en række både stringente og legesyge værker ud i udelukkende sort, hvid og rød.
Konstruktivt og rationelt
Lene Desmentiks værker er konstruktivistiske og rationelle i deres opbygning og placerer sig et sted imellem skulptur og installation. Værkerne er gerne inspireret af moderne arkitektur, hvor man ofte ser en form for stabling eller forskydninger af arkitektoniske elementer, der antager selvstændig form og karakter. Hun eksperimenterer og udforsker klassiske såvel som moderne materialer. Hendes referencerammer er en blanding af det nære og det fjerne, – hvad enten det er arkitektur, forskellige kulturer eller den berørte/uberørte natur hun henviser til.
Viruslignende mønstre
Der er en lignende systematik og leg tilstede i Peter Chr. Petersen prikkede og stribede værkkonstellationer. Hans farverige malerier og installationsværker består af enkle opbyggelige former, der foldes omhyggeligt ud i viruslignende eller formelle mønstre i udstillingsrummet. Værkernes abstrakte og serielle karakter giver naturligt associationer til strukturer og systemer, men denne tendens imødegår Peter Chr. Petersen bevidst gennem underfundige og associationsrige værktitler.
Udstillingen Court of Complexity forholder sig til udstillingsstedets arkitektur og proportioner. Samtidig benyttes en simpel farvekode for samtlige værker. Der er mange emner og metaforer på spil i udstillingen. Derfor har de to kunstnere valgt kun at fremture i sort, hvid og rød.
Fakta
Udstilling
Court of Complexity
18 maj 2013 16 jun 2013
Peter Chr. Petersens, Lene Desmentik
KUNSTPAKHUSET Se kort og tider