Det handler (ikke) om mit køn

“Det handler om mit køn … det handler ikke om mit køn … det handler om min mulighed … det handler ikke om min mulighed … det handler om min indsigt … det handler ikke om min indsigt … det handler om…”

Stemmen i øret er Marie Thams’. Jeg sidder øverst på en overdimensioneret trappe på Viborg Kunsthal med høretelefoner på, og stemmen fortsætter med at opremse, hvad det handler om og ikke handler om: Min motivation, min prioritering, min påvirkning, min cyklus, min funktion, mit ønske, min opdragelse…

Det handler om kvindekamp for 100 år siden og en kvindekamp i dag, som tilsyneladende er mere abstrakt, mere kompleks, mindre entydig, mere nuanceret – og måske også mere handlingslammet?

Handlingens Resonans er en dobbeltudstilling af Maj Hasager og Marie Thams, som spiller umådelig fint sammen al den stund, at Hasagers historiske vækkelse af kvindesagen og Thams pivåbne ‘analyse’ af en nutidig kvindekamps position bløder forbilledligt ind i hinanden.

Ukendte heltinder
I år er det hundrede år siden, kvinder fik stemmeret i Danmark, og Maj Hasager har i sin del af udstillingen dykket ned i historien om kvinderetsforkæmperen Elna Munch (1871-1945) og sideløbende fortællinger om den svenske valgretsaktivist Frigga Carlberg (1851-1925) og den britiske suffragette-bevægelse. Hymns to Unknown Heroines hedder værkkorpuset.

Man kan blandt andet – i et dias/lydværk – høre Munch tale for stemmeret til kvinder, læse en monolog af Carlberg, se avisartikler og posters omhandlende datidens kvindedemonstrationer etc.

Det er altid relevant at udfordre nutidens bedøvende historieløshed, og på en ophængt liste kan man eksempelvis overraskes behørigt over, at fuld valgret for kvinder først sker i Portugal og Lichtenstein i henholdsvis 1975 og 1984!

Hasagers kunstnerskab kredser som oftest om, hvordan historie bliver skrevet og hvilke ideologier og magtforhold, der ligger som bagtæppe for historieskrivningen. Som et kritisk modtræk bringer hun ofte oversete og personlige beretninger i spil.
Hun gjorde det eksempelvis eksemplarisk og øjenåbnende i den netop afviklede udstilling We will meet in the blind spot på Galleri Image, som viste blinde pletter i fortællinger fra en fascistisk/futuristisk bydel i Rom. En udstilling jeg anmeldte her på siden. Læs anmeldelse

Hvor er den kritiske historieskrivning?
I Viborg Kunsthal synes jeg dog, det kan diskuteres, om der er tale om et ‘alternativt blik’, en ‘overset historieskrivning’ og ‘ukendte heltinder’.

Ligeret og kamp mod magt- og vanebetinget undertrykkelse er noget, alle vi feminister stadig må være kampberedte i forhold til – også i dag. Men er historieskrivningen om kvindekampens tilkæmpede positioner decideret overset eller udgrænset i dag? Tværtimod forekommer det, at det er noget, der er ret indgroet i vestlig/dansk kulturel selvforståelse, og som selvsamme kultur bryster sig af. I visse tilfælde bruges det ligefrem selvfedt og ideologisk til at fremhæve ‘vores kultur’ på bekostning af andre ‘tilbagestående kulturer’.

Hasager er vanlig tør og dokumentarisk, men i Viborg er det næsten en en-til-en-museal fremstilling med montrer og sirlig fremvisning af historisk arkivmateriale. Man spejder lidt efter Hasagers skæve og kritiske historieskrivning. Jo, hun indfletter rigtignok billedmateriale fra en ukendt, velhavende skotsk familie i 1920´erne, hvor kvinderne dyrker fritidsaktiviteter, men jeg er ikke rigtig sikker på, at jeg klokkeklart fanger ideen med det.

Men som sagt: historieløsheden trænger som oftest til opvækkende opråb – og til gengæld fungerer det historiske blik som en glimrende resonansbund for Marie Thams del af udstillingen.

En demo er gået i sort
Vi kan passende starte udenfor, hvor tre store bannere er opstillet, som var de klar til en demo i 1970’erne. Der er dog ikke noget klart politisk opråb. Et massivt sort felt på bannerne giver følelsen af, at nok skal der udsiges noget HØJT i protest, men at kampråbet er obskurt, uartikuleret og i vildrede med sig selv.

De sorte felter er i korrespondance med Malewichs maleri Sort kvadrat (fra netop 1915), der hensatte maleriet i en sær position. Da maleriet gik helt i sort, lukkede det dets fortællinger absolut ned, samtidig med at det sparkede det helt åbent. Det var et nulpunkt og et startpunkt på samme tid. Er det samme sted, Thams positionerer kvindekampen i dag?

Et andet banner er opstillet indenfor. Banneret har form som de historiske kvindebannere, Hasager viser i sin del af udstillingen – men uden paroler foruden en hvid cirkel på hvid grund.
Banneret bruges i løbet af udstillingen som rekvisit i en performance, hvor en ung kvinde bærer det rundt i Viborg som en en-kvindes demo. Det vi alle har til fælles kalder Thams performanceværket.

Hmmm…ja, hvad er så det vi alle har tilfælles? Det er et åbent spørgsmål og et i sandhed åbent værk, som sikkert også peger kritisk på, at kvindekamp ikke just er et massefænomen i en individualiseret nutid.

Strukturel diskrimination
Og så er vi tilbage på trappen i det store udstillingsrum.
Den består af meget høje trin, smaller lidt ind øverst, og er et billede på ‘usynlig’, strukturel, arkitektonisk diskrimination. Kørestolsbrugere og ikke-adrætte er eksempelvis ekskluderet.

Og når Thams placerer en sådan ‘eksklusiv’ trappe i en udstilling om kvindekamp, er det vel for at pege på sådanne usynlige uretfærdigheder i forhold til kønnenes positioner og muligheder. Selvom kvinder har fået stemmeret kan diskriminationen være ‘strukturel’ og tildækket af traditioner, vaner, konventioner og andet, der gør os blinde.

Lydværket, jeg indledningsvis beskrev, er et kernestykke i udstillingen, synes jeg. Hvis det skal udsige en kvindelig politisk position i dag, er det gjort med opremsningens kompleksitet og negationens villighed til selvkritik og til at diskutere selvsamme position.

Det er en uklar position, men også en position, der åbent og hinsides paroler forbinder den fysiske krop med det mentale landskab, de psykologiske strukturer og de sociale muligheder og begrænsninger. Det står ret stærkt.

Flertydige demonstrative tegn
Men hvordan skal vi så læse disse alt andet end entydige demonstrative tegn?

Protesterer Thams og Hasager over, at kønskampen er gået i stå, har mistet blikket for sine historiske landevindinger og den indsats ukendte foregangskvinder har gjort? Drømmer de om at mobilisere store grupper og fælles vilje bag mindre abstrakte bannere, der kan føre os ud af en desorienteret og individualiseret tilstand.

Eller er bannerne netop abstrakte, fordi de signalerer en ny åbenhed, hvor kvindekampen med 100 år – og mere til – på bagen virkelig har skabt mulighed for en mere nuanceret politisk og social situation, hvor kønnet kan diskuteres på forgrenet vis?

Udstillingen er så vidt jeg kan se ikke klar på disse spørgsmål, men det skal en kunstudstilling heller ikke nødvendigvis være. Hasager og Thams har skabt en velfungerende montage, der fungerer i fornemt samspil og bevæger sig i et felt mellem politisk kamp og selvrefleksivitet og med rum til at tænke i.

Der er stadig kampe, der kunne føres under demo-bannere i fælles flok – eksempelvis er det beskæmmende, at ligeløn ikke er en realitet og en selvfølge i 2015. Men kønsdiskusionen foregår også på et mere subtilt plan, hvor blokbogstaver på et banner næppe duer:

Hvor det handler om mit køn, og hvor det ikke handler om mit køn, og hvor det handler om…