Det kunstløse samfund

Kan man forestille sig et samfund uden kunst? Der vil selvfølgelig altid eksistere kunst og kunstnere, da kunsten er en fundamental, menneskelig udtryksform, der sikkert findes så lang tid, der eksisterer mennesker. Men vil kunsten altid spille en rolle i samfundet? Kan man forestille sig et samfund, hvor kunsten ikke længere betragtes som noget særligt?

I februar bragte kunsten.nu fire glimrende essays af Asmund Havsteen-Mikkelsen med en række spekulative refleksioner over samtidskunstens potentiale for at klare sig i fremtiden i kraft af sin radikale kontingens, hvor kunsten ikke længere har én essens, og alt er muligt. Asmund Havsteen-Mikkelsen er dog selv inde på, at det også kan gå galt for samtidskunsten, og jeg kan ikke modstå fristelsen til at spekulere mere over, hvad der videre kan ske.

Kunstens reducerede betydning
Det er indlysende, at billedkunsten ikke har samme betydning for samfundet i dag, som den havde tidligere. Førhen var det at fremstille billeder en langt mere omstændelig proces, der forudsatte en håndværksmæssig kunnen, der ofte var knyttet til særligt begavede håndværkere, der i mange tilfælde også kunne være kunstnere. Kunsten havde en vigtig, opbyggelig funktion for mange mennesker, hvilket ikke mindst kirken forstod at udnytte, og for fyrster, konger og industrimagnater var kunsten et middel til at demonstrere magt og vælde. Kunsten blev desuden betragtet som et dannelsesinstrument for den almindelige borger, og den var derfor værdsat som et priviligeret og eftertragtet aktiv, der med tiden blev kommercialiseret og kom til at spille en ikke uvæsentlig rolle i det kapitalistiske markedssystem.

Hvis man ser bort fra det allersidste, er situationen i mellemtiden helt forandret. Kunstens position som den dominerende billedudbyder er forlængst blevet omstyrtet af massemedier som film, tv og internet, og vi producerer allesammen milliarder af billeder i døgnet med vores kameraer og mobiltelefoner. Kunsten er ikke længere et sublimeret håndværk med særlige funktioner, men omfatter nu alle tænkelige discipliner, som ikke adskiller sig fra alt muligt andet i samfundet. Den er overordnet et fluidum uden fast essens, og den er, som Asmund Havsteen-Mikkelsen siger, hvad-som-helst.

Overskridelsen som strategi
I det postmoderne gøres der således flere forsøg fra kunsten selv på at overskride grænserne og eliminere kunstbegrebet som en selvstændig kategori. For eksempel er meget af den relationelle kunst overhovedet ikke til at skelne fra ikke-kunstneriske handlinger. Det er klart, at den relativistiske nivellering af kunstbegrebet ikke ligefrem bidrager til at fastholde kunsten til tidligere tiders priviligerede status. Jo mere kunsten frisættes, og jo mere den kan være alt muligt, jo mindre indflydelse og betydning får den.

I den almindelige samfundsdiskussion og mediernes udlægning af kunsten er det tydeligt, at i det omfang kunsten overhovedet anses som betydningsfuld, er det primært som underholdning og adspredelse, der kan tjene den økonomiske vækst. Men selv her er kunsten underlagt så stor konkurrence, at den ikke formår at slå til. Udbuddet af sport og kommerciel underholdning er i dag så stort, og det moderne menneske har så mange adspredende valgmuligheder, at kunsten er reduceret til en triviel subkultur overgået af en masse andre.

Afvikling af kunstinstitutionen
Så der er absolut ingen tvivl om, at kunsten idag har mistet det meste af sit terræn i forhold til tidligere. Og hvad skal der til for, at kunsten fuldstændig forsvinder som en betydningsfuld samfundsmæssig faktor i den nærmeste fremtid? Her må vi kigge på de institutioner og omstændigheder, kunstmuseer, gallerier, samlere, formidlere, kritikere, kunstakademier osv., der påfører kunsten en vis essens og konstituerer den som kunst i samfundet. Hvis de forsvinder eller ændrer karakter, kan det medføre, at kunsten ikke længere spiller en synlig rolle i samfundet. I hvert fald ikke i den form vi kender i dag.

Kunstmuseerne er allerede i fuld gang med at transformere sig. I oplevelsesøkonomien foregår der en bevægelse fra kunst til visuel kultur, og fortsætter udviklingen kan man forestille sig at kunsten helt opsluges i visuel kultur og bliver overflødig som en selvstændig kategori. Desuden kan man også forestille sig, at den teknologiske udvikling snart muliggør, at alle artefakter kan medieres så troværdigt på ethvert sted, at hele ideen om en unik samling af originale kunstværker er ligegyldig. Hvis alle kunstværker i praksis kan være tilgængelige overalt for dem, der gerne vil se dem, hvad skal man så med kunstmuseer?

Den samme skæbne kan overgå gallerier og samlere. Hvis kunstværket gøres virtuelt tilgængeligt overalt i en form, der ikke skelner mellem original og kopi, så er galleriet ikke længere en gunstig forretningsmodel, og samlerne uddør, fordi vi alle bliver potentielle konsumenter af hvad-som-helst-kunst eller -underholdning, der hele tiden kan distribueres derhen, hvor vi måtte ønske det.

I mellemtiden er kunstuddannelserne sikkert blevet opslugt af universiteterne og mainstreamet i en grad, der gør, at faget fjerner sig fra sit udgangspunkt i den kunstneriske praksis og bliver et rent teoretisk anliggende.

Vi er fri… for kunst!
Og hvad skal man så også med kunstnere? Når kunsten er hvad-som-helst, kan den fremstilles af hvem-som-helst. Den ultimative selvorganisering vil udfolde sig, når grænsen mellem dem, der producerer kunst, og dem, der modtager kunst, fuldstændig forsvinder. Alle mennesker bliver kunstnere, når de konstant producerer billeder og kunstneriske handlinger og hele tiden distribuerer dem rundt til hinanden.

På den måde kan kunsten som vi kender den forsvinde fra samfundet gennem sin fuldstændige emancipering ved at blive opslugt af alt. Selvfølgelig vil der hele tiden et eller andet sted være nogen, der alligevel vil hævde, at de manifesterer en kunstnerisk essens, der forsøger at holde kunsten i live som en særlig udtryksform. De vil trives i kunstneriske menigheder i cyberspace uden at spille nogen større samfundsmæssig rolle. Og de vil måske udvikle et helt nyt kunstparadigme, der ikke ligner noget, vi kender i dag.