Det levende fotografi

Fotografiet er kunstens absolut mest demokratiske medie, og med facebook og især Instagram er det også et medie, hvor den æstetiske betydning og det kunstneriske valg er rykket ind blandt de glade amatører. Derfor er Copenhagen Photo Festival også dét mere vigtig i kraft af sin professionelle markering af en kunstnerisk genre med egentlige kvalitative parametre.

Udover nogle Instagram-konkurrencer og andet inkluderende folklore, så er det også den insistering på fotografiet som centralt samtidskunstmedie, der står tilbage.

State of The Art på Slottet i Photo City (Carlsberg-området) – en ‘greatest hits’ fra de centrale københavnske gallerier med en markant fotoprofil – understreger den dagsorden.

Nu skal de kulturinteresserede festivalgæster vide hvem Astrid Kruse Jensen, Per Bak Jensen, Jacob Holdt, Ebbe Stub Wittrup, Trine Søndergaard, Peter Funch, Nicolai Howalt og resten af galleriernes top-fotokunstnere er. Der er ingen overraskelser her, på godt og ondt.

Det distancerede fotografi
Det kvalitative parameter synes fra festivalens side at manifestere sig i et æstetiseret fotografi, hvilket bliver præsenteret i markant grad på Den censurerede udstilling (Bryghuset).

Her er indhold og skildring trukket i baggrunden til fordel for æstetiske greb, minimale kompositioner, materialer, teksturer, distancerede blik og fangede øjeblikke på og i verdenen omkring os.

Headbangers – Jacob Ehrbahns udstilling på Fotografisk Center skiller sig positivt ud i den sammenhæng, og illustrerer forbilledligt, hvordan en fotografisk undersøgelse af subkulturens normer, heavy-genrens langhårede stilisme og koreografi, stadig kan være æstetisk dragende og udfordrende.

Med tryk på samtid
Festivalens perler er for deres anmelder en række udstillinger, der netop udnytter fotografiets evne til at skildre livet – og de dybere dimensioner af dette.

Et facet af fotografiet, der er helt igennem etnografisk og old school, I know, men også reaktualiseret i kraft af mediets bevægelse ind i privatsfæren, hvor vi alle er fotografer med foto-apps og jeg skal komme efter dig.

Det er et fotografi, der stræber efter det rungende dyb i os, hvor vi reflekterer, kæmper og søger. Det er også her fotokunsten folder sig konceptuelt ud som samtidskunst med tryk på ‘samtid’.

Det etnografiske lys
I Photo City er Luca Bertis udstilling Menneske og Natur på Ærø et meget fint indslag i denne disciplin.

Som et led i et stort Udkantsdanmark-projekt har Berti mødt hverdagen på Ærø anno 2011-2012.

Berti indskriver sig bevidst i en etnografisk tradition og historie med sort-hvide fotgrafier, der uprætentiøst og lavmælt formår at opfange hverdagens lys og mørke, overflade og dyb.

Disse skildringer bider sig ubesværet fast.

Det samme gælder deres anmelders to andre farvoritter blandt ‘satelitudstillingerne’ under Copenhagen Photo Festival: Den modige og forfriskende undersøgelse af den leverpostejfarvede middelklasse Middle Classic på Københavns Museum og Elin Høylands tårefremkaldende familiedrama The Brothers i Bygning 55 i Kødbyen.

Middelklassen som tilstand
Middle Classic er af uransagelige årsager en af de meget få tematiske udstillinger på festivalen, og der er skam både værker, der bliver på et overfladisk næsten fordomsfuldt niveau – og det er måske retfærdigt, hvis man virkelig mener at middelklassen er et rent overfladisk og materielt fænomen – men altså også bidrag, der med et exceptionelt fotografisk blik får undersøgt og blottet noget, der kunne minde om middelklassens indre.

Niclas Jessens serie Pauser er en hverdagsskildring af middelklassens flugt. De små tidslommer i hverdagen hvor vi søger svar, trøst, venskab, klarhed, kærlighed og ro. Denne svært beskrivelige, stille, flygtige men dybt refleksive tilstand bliver smukt skildret hos Jessen, hvor værkernes iscenesættelse forsvinder til fordel for en fortælling, vi kan relatere fuldstændig umiddelbart til. Jeg fik en decideret kropslig reaktion foran værkerne af at være i pausens ofte rensende ro.

Middelklasse som normalisering
Et andet indre skildres hos danske Nicky Bonne – en fortælling om middelklassens sociale normer og disciplinering i løbet af industrialiseringen.

Bonne bearbejder et ‘middelklasse-arkiv’ og aktiverer fortællingen ved at klippe nutidige mennesker underlagt nutidens normer og kultur ind i de gamle fotografier.

Det er historien om middelklassen som normalisering. Men in Love skildrer således en mandekultur (et gruppefoto med høj cigarføring), hvor to mænd som det mest naturlige i verden snaver på tredje række. Vi støder ind i små twists, der effektivt blotter ‘middelklassen’ som en herskende norm, der i samme bevægelse skabte ‘afvigere’. Banko!

Et sjældent nærvær
Livets dyb bliver i den grad fanget med linse af norske Elin Høyland i serien The Brothers (2001-2009). En værkserie, der strækker sig over 8 år og følger to brødre, Harald og Mathias Ramen, og deres tætforbundne liv og skæbne i den lille norske landsby Vågå.

De to brødre er spundet ind i en ekstrem tosomhed på godt og ondt, og værkerne udtrykker den konstante spejlning, kærlighed og afhængighed deres forhold er præget af. Og lad mig være helt ærlig, det er utrolig rørende på et nærmest banalt, menneskeligt niveau.

Fotografiets evne til netop at behandle det almene, banale, hverdagslige og menneskelige cementeres så det dirrer i underkæben gennem seriens værker, og særligt når man i seriens sidste værker ser Mathias sidde overfor sin storebrors tomme seng. Et sjældent eksempel på fotografisk fortælling, nærvær og dybde.

Copenhagen Photo Festival 2013 står tilbage som netop det. En hyldest til et fotografi, der ikke stopper ved overfladen, kompositionen og det spektakulære scenarium, men som tager os under overfladen, hvor erkendelsen er dyb og i direkte forbindelse med det levede liv.