Det lykkedes – kunsten er død

En afdanket kanon
Det kunne have været rigtig fedt med et teoretisk, men godt formidlet, kritisk udsagn fra en af de unge kapaciteter her i landet, der ved noget om samtidskunsten. Og for en gangs skyld var det også møntet direkte på kunstinteresserede og ikke bare kunstteoretiske meningsfæller. Men det er Kunst er norm langtfra. Det er marxistisk teori, der rulles ud, når ph.d.-studerende Lars Bang Larsen tager fat i kunstens væsen i dag.

Så er det sagt. Det er markedsmekanismer, systemtænkning, produktionsrelationer og des lige, som fylder siderne, hvor (ja, hvad kunne man forvente..?) også gamle über-kulturteoretiske svingere som Max Weber, Michel Foucault, Baudrillard, Adorno, Hannah Arendt og venner har fundet vej. De navne kulturakademikere råber, hvis man vækker dem midt om natten. Men det er næsten på sin plads at kalde det ‘provokerende’, når man som læser (kunstakademist eller blot kunstinteresseret som der står!) hives igennem den svært afdankede über-kanon. De er tudser og triste i deres systemtænkning. For dem er kunsten en bi-ting og sandheden er, at de egentlig er langt sjovere (og mere givtige!) at læse i en kulturteoretisk sammenhæng.

En blytung bagage
Nu skulle det vel handle om den ikke så håndgribelige samtidskunst? Men det skal det altså ikke i Larsens første essay.

"Har kunsten endegyldigt nået momentet for sammenbrud i mødet med teorien, og skal vi kigge os omkring efter en ny, mindre udtalt teoretisk måde at skrive om den og producere den på? Eller kæmper vi simpelthen bare med den blytunge bagage fra én samling af teoretiske ideer, imens vi venter på den befriende tilsynekomst af noget nyt?"

Sådan spurgte den amerikanske kunstkritiker Gavin Butt i 2005 i bogen After Criticism: New Responses to Art and Performance. Det samme kunne man gøre her. Sagen er, at de nye teorier og teoretikere er fremme i dagens lys. De passer bare ikke ind i den marxistiske analysemodel, som Larsen har valgt.

Oplevelsesøkonomi og ARoS som helvedets forgård
Som det måske er antydet nu, så handler Kunst er norm ikke så meget om kunst, men om det kunsten er blevet indlejret i og blevet til gennem de sidste ti-femten år. Og her lanceres det nye i Larsens akademiske langspyt: oplevelsesøkonomien. Det er ikke helt nyt, men alligevel. Larsen formår via diverse parallelle teorier at underbygge sin idé om, at kunsten har mistet sin forskellighed i dagens kulturelle virkelighed. Og her spiller oplevelsesøkonomiens utrolige styrke i kulturpolitikken en meget væsentlig rolle.

ARoS’s racerbil-udstilling og Nordjyllands Kunstmuseums blomsterudstilling hives frem som bevis på, hvor galt det kan gå, og hvad kunstmuseets rum er blevet til. Et sted, hvor vi blændet af massekulturen bare vil opleve, opleve noget spektakulært, og helst os selv, ligesom man kan i Olafur Eliassons sanseværker, og helst ikke overraskes. Et gentagelsens limbo på vej til dødsriget, hvor man er indlagt under Eliassons kunstige sol imens Hornsleth stempler sin signatur i dit pas. Værsgo!

Hvad så med kunsten?
Kunst er norm er ikke skrevet til akademister eller kunstinteresserede. Den er måske skrevet til kulturteoretikere, etnologer eller museologer, for kunst er der ikke meget af. Larsen har dog et klart afsnit, hvor han også får sig forklaret på nogenlunde læseligt dansk om samtidskunsten:

"Kunst betragtes ikke længere som et ideelt eller ekstraordinært fænomen uden for den bestående orden, men er i en specifik forstand gjort til en norm, som bidrager til at reproducere samfundet som det allerede er. At kunst nu betragtes som en motor for økonomi og for produktionen af subjektivitet er så at sige en mutation i dens DNA, som blandt andet kaldes for oplevelsesøkonomi og kreative industrier. Her er kunst blevet til en udøvende funktion i en økonomi, som drejer sig om at mobilisere folks begær og følelsesintensiteter, for at sætte dem i stand til at forbruge sig selv." Det er Facebook-realiteterne, som Larsen når frem til. Kunsten får da også en lille note til sidst, hvor spørgsmålet så endelig lyder: "Når kunst er norm, hvordan kan man så gøre andet?" Det spørgsmål svarer Larsen forhåbentlig selv på.