Det totalitære paradis

“Jews, fellow countrymen, people, peeeople.”

Ordene vidner både om en totalitær historie, vi har hørt før, og én vi endnu ikke har set effekten af. Det er også de første ord i ‘den polske trilogi’ af den israelskevideokunstner Yael Bartana (f. 1970): Mareridt(2007), Mur og tårn (2009) og Attentat (2011). 

Retur til traumet
Det er tre værker, der et sted mellemvirkelighed og fiktion dykker ned i det traume – og på sin vis stadig åbne sår, som nazismen efterlod i den europæiske sjæl.

Ikke mindst i Polen, hvor de trefilm er optaget og hvor 3,3 millioner polske jøder enten blev henrettet, deportereteller drevet ud af landet.

Trilogien handler om disse skæbners snarlige returtil åstedet.

Det er freudiansk terapi, en mental og billedlig retur tiltraumet, vi indlader os på i Louisianas mørklagte sale, hvor alt er skåret nedtil en minimal installation med fokus på lærredernes kontroversielle udsagn.

Et nyt håb
Filmene følger den fiktive politiske bevægelse JRMiP (The Jewish Renaissance Movementin Poland), der først hylder den nye leder, Slawomir Sierakowski, på enrungende tom stadion i Warszawa (ét af nazisternes deporterings-steder i Polen),hvor unge rekrutter hylder bevægelsens nye dagsorden og paroler som:”Return not as shadows, but as hopes for the future” og “Healyour wounds and we’ll heal ours”.

Siden følger vi opbygningen af en kibbutz, der bliver rejsti en kollektiv ekstase midt i Warszawa, imens lokalbefolkningen kigger mistroisktil.

Trilogien afrundes med en stor mindehøjtidelighed for den nu snigmyrdede leder, Slawomir Sierakowski, med taler, sang og indfølt pathos, hvor martyren endelig ophæves tilideologiske højder, og visionen formuleres i et manifest, der også ligger tilfri sammenrulning i en bunke på gulvet i udstillingen.

Propanda og kitsch
Det er klassisk revolutionsfortælling, men fra trilogiens første scene er mankonstant i tvivl om, hvad man skal mene og føle.

Filmenes æstetik og JRMiPs symboler,flag og uniformer har stærke referencer til totalitære bevægelser og 30’erne og 40’ernes krigs- ogfædrelandspropaganda og film som Viljentil triumf (1935) af Leni Riefensthal.

Der er armbind, ørne ogdavidsstjerner, høje sorte støvler og en konstant hyldest af kollektivet, arbejde,sundhed og mangfoldighed.

Men det er svært at afmontere så gennemtærsket retorik og symbolikfor at indlejre nye håb i samme form. Bartanas trilogi bliver aldrig’trans’ -national eller -kulturel, selvom den forsøger at indtage netop ensådan position. Hele trilogiens vision om en ny jødisk renæssance og et nytparadis hænger snarere fast i et retorisk og symbolsk dynd, hvortil man aldrig ønsker at vende tilbage.

Historiens retur
Det er hér trilogiens provokation og tvetydighed ligger. Hér, hvor ironien fårsin bitre eftersmag. Men også her, hvor værket bliver interessant i relationentil fortællinger og følelser, der til stadighed præger totalitære idealer oghistoriske forståelser (kommunistiske som nationalistiske), ja selv nutidige konflikter som fx mellem Israel og Palæstina.

Tydeligst formuleret af en (virkelig) israelsk forlægger under den afsluttendemindehøjtidelighed, hvor han først understreger, at polakkerne aldrig harangret deres medvirken til jødernes udryddelse og dernæst pointerer, at deteneste værn mod et fremtidigt holocaust er etableringen af staten Israel.

Mennesket synes at kæmpe med sig selv og hinanden for at slippeud af en lang, mørk skygge, som i Bartanas behandling blot synesendnu mørkere og endnu mere aktuel.

Totalitær kvalme
Aktualiteten bliver ikke mindre, når det går op for én, at Sierakowski ikke er fiktiv, men en aktiv politisk figur i Polen, der selv har lagtkrop og ord til sin rolle i trilogien.

Imens sætter en form forideologisk, totalitær (og gammelkendt) kvalme ind, når zionismenskal lære os alle at angre, føle, omfavne, forstå og rejse os igen sommenneskehed i en fuldendelse af ‘den europæiske drøm’. Jøden – det ultimative offer – bærer nøglen: enmedmenneskelige indsigt og en vision for os alle, imens pigtråden sættes op og støvlerne tramper videre.

At stå lammet
Det er kort sagt med en markant tøven, man overværer de sidste højlydte replikkeri trilogien, imens den israelske nationalhymne afspilles baglæns: “Join us, and Europe will be stunned!”

Man er mentalt ‘stunned’ efter et besøg hos Yael Bartana, ogmed god grund. Det er markant kunst, der rækker langt ned i historiske,kulturelle, religiøse og samfundsmæssige traumer og utopier. Og på sin egenkitschede facon får trilogien slået porten op til et paradis, der er ligeså smukt som det er grusomt, fortidigt som nutidigt, fiktivt som virkeligt. Det er ikke et under, at vi står lammet.