DIAS – en kunsthal for digital frihed

Den digitale kunst er som sådan ikke et nyt fænomen herhjemme. Man kan sige, at den er i gang med at etablere sig. Meget ofte starter et miljø med et udstillingssted, der giver kunsten den fornødne opmærksomhed og kan være med til at bryde isen.

Lige nu er det muligvis sat i værk med Danmarks første kunsthal for digital kunst.

Der er flere kunsthaller, festivaler og udstillinger, der arbejder med den digitale billedkunst, men det er ikke dedikeret og kun sporadisk. Og lige nu er situationen faktisk, at mange af de rigtig dygtige danske kunstnere i det digitale felt primært udstiller i udlandet. Det er scenariet i følge kuratoren ved DIAS i Vallensbæk.

At frem-elske det digitale
“Vi vil forsøge at vende det flow, og samtidig invitere det internationale til Danmark. I den digitale kunst især, og i kunsten i det hele taget, giver det ikke så meget mening at snakke om det nationale og internationale længere. Man kan vel sige, at vi forsøger at skabe en frugtbar udvekslingskultur, hvor vi forsøger at vise det bedste vi nu kan på den platform vi har til rådighed,” forklarer Rasmus Vestergaard, imens han viser mig rundt i åbningsudstillingens 12 værker på Vallensbæk S-togstation af både danske og internationale kunstnere, velkendte og knap så velkendte navne på dansk jord.

“Lige nu er der en masse prikker i det danske kunstmiljø, som trænger til at blive forbundet, og den forbindelsesfaktor vil vi gerne være. Både ud fra hvad vi laver, men også fra en mere principiel betragtning om, at man kan fremelske den digitale kunst i langt højere grad, hvis man har nogle dedikerede udstillingssteder, hvor der også opbygges en erfaring, som miljøet kan nyde godt af,” siger Vestergaard.

En pædagogisk rolle
Han ser en meget vigtig pædagogisk rolle for kunsthallen – også én der rækker langt ud over den lokale placering:

“Det er meget vigtigt at vi begynder at betragte den digitale kunst som en kunstform, der har en udtalt konsekvens. Det kan godt være at vi har en konkret idé om, hvad et tv er, hvad vi bruger vores computere og telefoner til, og hvad internettet kan og ikke kan, men begynder man at bruge disse værktøjer som medier i kunsten, så skaber man et andet forhold til disse objekter.

Og i den store optik; hvad er så konsekvenserne af en digital livsførelse? Hvad sker der i realiteten, når du poster noget på Facebook? Hvad kan man egentlig med en database i dag? Hvordan kan virkeligheden manipuleres via det digitale? De her helt eksistentielle spørgsmål i dag er vigtige lige netop nu,” lyder argumentet.

Den digitale frihed?
Så udover at være et pædagogisk projekt på den digitale kunsts vegne, så rummer kunsthallens legitimitet også nogle opgør:

“Hvordan kan vi vende logikken i Microsofts officepakke og Facebook på hovedet og være lidt anarkistiske og undersøge det potentiale der ligger i det digitale felt. Vi er jo ikke blevet mere frie med det digitale – tværtimod. Vi sidder alle sammen med vores telefoner og tjekker mails og synes godt om det hele. Hvis man kan gribe tilbage i den logik og finde de kvaliteter i det digitale som noget vi kan bruge og som man kan ytre sig igennem, så er der noget dér, som kan gøre os klogere.”

Vi er i Vestergaards øjne generelt meget autoritetstro som forbrugere, hvor for eksempel det yngre publikum ganske givet vil have en helt anden forståelse, der er vigtig at opdyrke.

“Den lyst til at interagere, som det unge publikum bærer på, kan virkelig udnyttes i det digitale felt.Vi kan vise at de remedier vi alle sammen bruger hver dag kan bruges som kunstneriske medier og kan meget mere, end de umiddelbart er skabt til.”

Den digitale bruger
For i den digitale kunst er der også en forstærket position til brugeren, der i langt højere grad bliver medskabende og egentlige producenter i og af værket. Dette stiller nogle helt andre krav og indfører nogle interessante personlige dimensioner i de kunstneriske processer i Følge Vestergaard.

“Vi vil gerne tage del i det projekt, der startede i modernismen, som forbinder kunsten og virkeligheden med hinanden. Det er ikke adskilte verdener, og de udtryksformer som omgiver os, er faktisk noget vi kan bruge aktivt. Vi kuraterer udstillingerne ud fra netop den logik, at kunsten er en del af det sprog og den kommunikationskultur vi alle sammen er en del af. På den måde er der mange grænseflader, der nedbrydes her og som vi må forholde os til og kan optage læring fra.”

Rasmus Vestergaard erkender at man hurtigt kan komme til at gribe ind i det helt centrale styresystem hos folk, hvor der i dag er mange daglige og sociale mekanismer, der varetages.

“Jeg vil gerne problematisere det, fordi jeg faktisk mener, at folk ikke ved, hvad de gør, og så samtidig vise de digitale spor i kunsten, hvor man kan opleve, hvad der også kan lade sig gøre. De logikker vil jeg i hvert fald gerne udforske. Spørgsmålet er så, hvordan man kuraterer udstillinger, der kan det? Der er et element af adfærdsforskning og mange udviklingsområder i det her,” understreger han.

Fra kunsthal til center
Den digitale kunst er ofte meget researchbaseret, så derfor vil DIAS også ret hurtigt udvikle sig til at blive et center, som også inkluderer en konkret vidensproduktion og forskningsinitiativer.

“Det er meget vigtigt i det her felt, hvor man sjældent kommer med en ren akademisk eller kunstnerisk baggrund, men ofte krydser ind over feltet med en teknisk baggrund eller med afsæt i fx filmkunsten.” Og samme udviklende tilgang præger også udstillingsprogrammet:

“Vi ser vores udstillingsprogram, som noget der hele tiden udvikler sig. Der er mange tusind faste publikummer til vores udstillinger, så det vil være vigtigt at give dem nogle nye oplevelser undervejs. Lige nu har vi lagt et program tre til fem år frem i tiden, der stadig kan justeres.

De første udstillinger vil være relativt umiddelbare, hvor man på ganske kort tid vil kunne få et indtryk af, hvad der er på færde. Senere vil så gå ind i mere komplicerede greb, der måske kræver lidt mere af publikum, men så håber vi, at de er gearet til det,” lyder forhåbningen fra Rasmus Vestergaard.