Direktør Forlader Gl. Holtegaard
Gl. Holtegaards direktør Maria Gadegaard har pr. 1. september opsagt sin stilling efter 10 år på posten.
Gl. Holtegaards direktør Maria Gadegaard har pr. 1. september opsagt sin stilling efter 10 år på posten.
Gl. Holtegaards direktør Maria Gadegaard har pr. 1. september opsagt sin stilling efter 10 år på posten.
Nyheden om direktørens afgang falder sammen med nyheden om, at Gl. Holtegaard er lukningstruet fordi Rudersdal Kommune har opsagt sin tilskudsaftale med institutionen ved udgangen af 2024.
Om direktørens afgang udtaler bestyrelsesformand Jens Ive:
”Maria Gadegaard har leveret en fremragende indsats med at sætte Gl. Holtegaard på Danmarkskortet som en markant kunsthal, hvor kvalitet i udstillingerne altid har været i højsædet. Samtidig har Maria Gadegaard med sit team formået at formidle stedets historie i samspil med samtidens kunst på enestående vis. At formidle både barokken og den nyeste samtidskunst i ét og samme greb – med stor respekt for Lauritz de Thurahs barokanlæg – har sat fokus på Gl. Holtegaard som det stykke nationale kulturarv, som stedet er. Jeg vil gerne takke Maria for en fremragende og visionær indsats i sin tid på Gl. Holtegaard og ønske alt godt fremover. Foran os står der nu en stor opgave med at bevare stedet og aktiviteterne, og jeg er sikker på, at Gl. Holtegaards øvrige dygtige medarbejdere og en meget engageret bestyrelse vil gøre sit yderste for at løfte stedet igennem de markante udfordringer, der nu tårner sig op, efter at Rudersdal Kommune har trukket sin mangeårige støtte til stedet.”
Direktør Maria Gadegaard siger:
”Det har været 10 fantastiske år, hvor vi virkelig har flyttet Gl. Holtegaard og gjort stedets udstillinger og aktiviteter relevante for flere. Jeg kunne ikke have ønsket mig bedre anmeldelser og omtaler af vores udstillingsprogram eller større og mere generøs opbakning fra de mange fonde, som har gjort den høje udstillingskvalitet mulig.
Men alting har sin tid – 10 år er jo længe – og jeg har derfor opsagt min stilling med henblik på at søge nye udfordringer og muligheder.
Jeg er oprigtig ærgerlig over, at min opsigelse falder sammen med, at et flertal i Rudersdal Kommunes kommunalbestyrelse har valgt at opsige tilskudsaftalen med Gl. Holtegaard med udgangen af 2024. Jeg håber inderligt, at det vil lykkes bestyrelsen at tilvejebringe et økonomisk grundlag for videreførelse af Gl. Holtegaard. Dette eventyrlige sted.”
Kilde: Gl. Holtegaard