Dødedans og andre psykosociale ventiler

I udstillingen The Carollers of Kölbigk på Galleri Bo Bjerggaard, udfolder Peter Linde Busk sine værker indenfor en middelalderlig referenceramme.

Det groteske som psykosiocial ventil
Særligt kredser værkerne om tidens brug af det groteske, sådan som det kommer til udtryk i narrefiguren og begivenheder som karnevallet og dødedansen. Her fungerer det groteske som en slags psykosocial ventil, der for en stund kan frigøre individet fra samfundets idealer, koder og sociale hierarkisering.

Fra grotesk til tragisk
Udstillingens tema understreges af udstillingens titel The Carollers of Kölbigk (Sangerne fra Kölbigk). Titlen referer til et middelaldersagn om en gruppe tiggere, der – efter at have sunget og danset på kirkegården i den tyske landsby Kölbigk – som Guds straf blev dømt til at danse sig selv til døde.

Måske peger titlen på, at det groteske, til trods for dets potentiale som ‘ventil’ i forhold til samfundsmæssige restriktioner, også kan kamme over i det tragiske, hvorved individets plads i samfundet helt ‘punkteres’.

Befriende modstykker, fast forankret i stoffet
Om Linde Busks figurer skriver kurator og kunstskribent Anders Gaardboe Jensen følgende i udstillingens katalogtekst:

“Figurkroppene rejser sig sjældent fra deres grund, men forbliver fast forankrede i stoffet og det materielle underlag – deres ekspressivitet og vitalitet til trods.”

Gaardboe Jensen skriver videre:
“Disse indtrængende og grimasserende ansigter, som indimellem helt svinder bort i desperation og had, giver tilsammen figurerne et skær af ikke-officialitet. Dertil kommer disse totale forvrængninger og flaksende eller løst påsatte kropsdele, der imidlertid er gestaltet på en ganske specifik måde, som aldrig helt berøver disse skikkelser deres karakter af elementær menneskelighed.”

Et udtryk, som han kobler med middelalderens fremstillinger:
“Vi genkender denne type fremstilling af menneskekroppen fra narremageriets og karnevallets groteske realisme, som i kraft af overdrivelse, negation og degraderende former havde til hensigt at virke som befriende modstykker til enhver idealisering og social hierarkisering.”