Døden så sort som tusch

Christina Hamres udstilling Kolde Kolbøtter på Galleri Kant i Esbjerg er en uro- og tankevækkende skildring af livets tunge spørgsmål. Døden er et udbredt tema i værkerne, og den beskrives på flere måder; både som udfrielse, som tvang og som en fjende, der skal bekæmpes. Hver tegning stiller skarpt på en bestemt følelse, som meget vellykket kommunikeres videre til mig. De sygelige gule, røde og grønne farver, der dominerer i tegningerne giver mig en fornemmelse af, at der ligger en klar følelse af lidelse bag værkerne.

Mennesket som kødklump
Mange af tegningerne består af en kombination af figurative væsner og tekst. Værket Kødklump viser et menneske liggende oven på en sort piedestal, som ligner en kiste  eller en ambolt. Mennesket er udflydende og virker livløst. Det er en passiv kødklump, som hæves op på en piedestal og dermed anerkendes som menneske.

Rundt om dette motiv står ordene ”Kød” og ”Klump” skrevet i knogler, som om de har forladt kroppen og nu håner den. Det er en fantastisk beskrivelse af menneskets hjælpeløshed og passivitet overfor døden og forgængeligheden. Dette forstærkes desuden i Christina Hamres valg af tusch-tegningen, der i sig selv let forgår.

Tvungen forståelse
Christina Hamre har lagt stor vægt på tvang i sine billeder. I Involuntary ses et menneske, der bæres fra livet til døden. Hun synes at sige, at hverken livet eller døden er vores eget valg. Vi er nødt til at opleve begge dele. Mellem disse to poler udspændes vores tilværelse. Hamres skriftlige budskaber i billederne er med til at gøre opmærksom på et bestemt aspekt af billedet, men i visse tilfælde ville jeg helst være foruden. Et billede som Involuntary kan uden problem tolkes på mange interessante måder, men det begrænses af tekstinformationen og bliver derfor mere ensidigt – desværre.

Kranier og blod
Der spares ikke på symbolerne i tusch-tegningerne. De er fyldt med kranier, knogler, flag, fugle, stokke, øjne og en enkelt hundehvalp – i kunstfaglige termer ville man benytte udtrykket Memento Mori, dvs. menneskets bevidsthed om døden og dets forgængelighed, om sådanne symboler.

Et billede som Fighting death gør brug af skelettet som et tydeligt symbol på døden. Billedet viser mennesket, der står hævet over skelettet og ser ud til at vinde. Der er stor dynamik i billedet, og mennesket ser ud til med stor kraft at gøre kål på det lille, blodige skelet. Dette billede viser en modstand mod den elendighed, som mange af de andre billeder overgiver sig til.

Der er en tydelig tvetydighed mellem billederne. De undgår derfor at virke barokke eller pubertære, som ellers kan være en fare, når man gør så stor brug af symboler. Værkerne udtrykker tilsammen en nuanceret og divergent oplevelse af døden, og hvordan den virker på de levende.

I en verden, hvor fokus er på ungdommen og døden næsten er usynlig, går jeg fra Christina Hamres udstilling med et nyt og mere fortroligt forhold til døden. Memento mori: Jeg husker, at jeg skal dø.