Dokumentarfilm i grænselandet

CPH:DOX vil gerne vise dokumentarfilm, og festivalen vil også gerne vise, at dokumentarfilmen er en kreativ bastard, der arbejder på kryds og tværs af journalistikkens diktum om soberhed og objektivitet.

Næste år kunne man måske med fordel stramme konceptet i stedet for at udvide yderligere.

Til gården og til gaden
Der er film om kunst og film som kunst. Der er seminarer, konkurrencer, og prisoverrækkelser. Der er artist talks og temaserier sat sammen af gæstekuratorerne The Yes Men og vores alle sammens Ai Weiwei. Grundlæggende må man dog applaudere, at CPH:DOX igen så aktivt prioriterer at vise produktioner fra grænselandet mellem film og kunst. For hvor skal man ellers se dem.

Gallaåbningen fandt sted i Koncerthuset, hvor danske Andreas Johnsens spritnye dokumentarfilm om Ai Weiwei fik dansk forpremiere. Filmens titel The Fake Case refererer til de kinesiske myndigheders forskruede sagsanlæg mod systemkritikeren Ai Weiwei, og filmen følger kunstneren i tiden omkring hans husarrest.

Alt dette nævnes mest for at pointere, at diverse alliancer med samtidskunsten – her repræsenteret ved Ai Weiwei – spiller en central rolle for den flotte profil, CPH:DOX har fået etableret igennem festivalens beskedne levealder.

At finde guldet
Fint at festivalen åbner ballet med et kendt ansigt, men også fint, at man efterfølgende kan orientere sig i underskoven af mindre og mere formeksperimenterende film. Det er oftest i udkanten af programmet, man finder guldet. En af de bedste film jeg selv så under sidste års festival var den umiddelbart undseelige Leviathan som udelukkende foregår på et enormt uhyre af en fiskerbåd. Filmen er renset for speak, musik og andre farvende virkemidler, hvilket bare gør den stærkere.

Det er i sådanne og lignende tilfælde, CPH:DOX viser sin berettigelse som en kunstnerisk orienteret dokumentarfilmfestival, der påtager sig ansvaret at indsamle og præsentere ny filmkunst og nye kunstfilm.

Konkurrencen NEW:VISION hører til blandt de nyeste tiltag på CPH:DOX. NEW:VISION består af et konkurrencefelt på i alt 15 film, hvoraf flere er samlet i parvisninger.

Hovedprisen er sponsoreret af CHART Art Fair, og den internationale jurysammensætning skal uddrage én film fra et felt som blandt andet inkluderer et frenetisk, dada-udsyret – og irriterende prætentiøst – portræt af Elsa von Freitag-Loringhoven (The Filmballad of Mamadada), tyste skildringer af levevilkårene i periferien af det velstillede Vesteuropa (Aleksander og Promised Land), samt et mærkværdigt visuelt stemningstriptykon af en film (A Spell to Ward Off The Darkness).

Helt tæt på
Især det polske kunstnerpar Anka og Wilhelm Sasnals nedbarberede skildring af den simple bonde Aleksander skiller sig ud. Aleksander er vedkommende uden at være omklamrende.

Filmen fremstår mest som en konstatering af, at sådan her ser der også ud i Europa; nogle steder forbereder man natten ved at varme jord op i en gryde for derefter at sprede det ud på sengelagenet og dække det med dynen.

Rent visuelt kredser kameraet om det levede livs materielle og stoflige karakterer – jord, sne, dyner, kød, vand, blod, beton. Som for at understrege, at disse mennesker lever et liv tættere på verden.

Nikolaj Skyum Bendix Larsens film Promised Land er en nyredigeret udgave af kunstnerens videoinstallation af samme navn fra 2011. Promised Land foregår i den franske havneby Calais, hvorfra en færgerute etablerer forbindelse til England – the promised land. I Calais lever flygtninge og emigranter i lejre langs jernbanen og i forladte strandhytter. Det er en film om nødvendigheden af håbet.

Filmen kan lidt det samme som Aleksander, idet den viser dagligdagen i de her udkanter. Promised Land betjener sig dog af et mere ekspressivt og ulmende lyddesign end Aleksander, og det bliver et unødigt og distancerende element i en film som ellers rent visuelt og tematisk er tæt på sit undersøgelsesfelt.

En umulig præmis lykkes
Produktionsholdet bag den føromtalte film Leviathan, som i øvrigt fik NEW:VISION-prisen i 2012, står i år bag filmen Manakamana. Det er en virkelig god film. Ingredienserne er følgende: en svævebane ved Manakamana-templet i Nepal, et stationært 16mm kamera og en række mennesker. Kameraet filmer uden afbrydelser passagererne under transporten til og fra toppen af det bjerg, hvor templet ligger.

Det er i sagens natur en langsom og repetitiv film, men der sker noget undervejs, når man kommer ud på den anden side af utålmodigheden. Hverdagens små koreografier tydeliggøres. Blink, vejtrækning, berøring. Der sker en potensering af det banale, og det forvandler sig til små dramaer – til glimt af noget større. Manakamana er et lille stykke øjenåbnende filmkunst.