Douglas Gordon går helt tæt på

Overbevisende og flot tilrettelagt udstilling på Aros af den skotske videokunst-legende, der med helt enkle greb og en insisterende dvælen fremkalder store kontraster af mørke og lys. Altimens kryber værkerne ind på de store spørgsmål, som knytter sig til det at være menneske.

Vi er ved begyndelsen af udstillingen. Og høj musik strømmer ud fra et blåt rum, der er sat op lige før indgangen. Men vi er også ved begyndelsen af mennesket Douglas Gordon. I det blåmalede rum skal vi nemlig forestille os, at vi står i Gordons mors mave og er et foster, der lytter med på den musik, som hun lyttede til, da hun var gravid med ham. Værket, som hedder Something Between My Mouth and My Ear (1994), er et godt eksempel på, hvordan Gordon arbejder.

Han begynder ofte med det personlige, som han transformerer til en universel og almen størrelse. Her i det blå rum kan vi stoppe op et øjeblik, sanse rummet og lytte til populærmusik fra 1960’erne, som spiller fra højtaleren, der står nonchalant placeret på gulvet som på et teenageværelse. Eller vi kan dykke længere ned i de lag af refleksion, som værket også tilbyder. At vi altid er påvirket af andre menneskers valg, og at både valg og erindringer smelter sammen med vores kollektive erindring, som vi kender den fra den fin- og populær-kulturelle kanon.

Men vi kan også fortsætte videre rundt i udstillingen, dykke længere ned, og lade de porøse værker spejle og gennemtrænge hinanden, mens musikken binder sammen.

Rock n Roll video

Tidligere har jeg oplevet Gordons værker enkeltvis på store udstillinger rundt i verden. Men ofte fortaber det sig præcis hvor og hvornår. Her på Aros er det første gang, jeg ser dem i samlet flok og i en større udstilling – 12 installationer, fotos, tekststykker og musik.

Douglas Gordon fik sit gennembrud i 1990’erne, og det gav genlyd i hele kunstverdenen, hvor også priserne fra begyndelsen strømmede hans vej. Turner Prize i 1997, Premio 2000 på Venedig Biennalen i 1997, og i 1998 fik han Guggenheims Hugo Boss Prize.

Den mest rock n roll’ede af videokunstnere er han blevet kaldt af flere anmeldere. Der er noget råt og direkte ved hans konceptuelle værker. Og det er også oftest sådan, han bliver udstillet og beskrevet, med tyngden på det ubehagelige, uhyggelige og mørket.

Englen og djævlen

Men her på Aros er tilgangen en anden. Udstillingen hedder In my Shadow og påberåber sig en dualisme, hvor Gordons mere lyse sider får plads. Inspirationen til udstillingen kom fra forestillingen om den lokkende djævel og den gode engel, der sidder på hver sin skulder og forsøger at påvirke os – en forestilling som optog Gordon som barn. Men selvom figuren kan synes simpel, skal man ikke forveksle den med banal – hverken i værkerne selv eller kurateringen.

Mozart og holocaust

Fra det næste rum kan man høre Mozart. Her er helt mørkt og på to skærme ser vi de to jødisk-polske musikere Roi Shiloah og Avri Levitan, der spiller koncert sammen. Den ene på bratsch den anden violin.

På skærmene deler værket sig i to parallelle fortællinger. I den ene er vi med på togrejse mellem Berlin og Warszawa, hvor de to musikere rejser tilbage til landet, som deres forældre forlod i 1939, og følger i fodsporerne på de mange jøder, der blev tvunget på denne tur under Anden Verdenskrig.
I den anden oplever vi de to musikere fortabe sig i den vidunderlige musik, i isolerede og intime nærbilleder, hvor ansigterne afslører dyb koncentration, nydelse og stor kærlighed til instrumentet og musikken. Her har vi mødet mellem på den ene side det enkle, nære, næsten trivielle, og på den anden side både det djævelske og guddommelige.

You talkin’ to me?

Kampen mellem det gode og det onde manifesteres også, når Gordon iscenesætter den ikoniske scene fra filmen Taxi Driver (af Scorsese, 1976) , hvor Robert De Niro står foran spejlet og øver sig i at trække blank, mens han siger “You talkin´ to me?”.

Gordons helt enkle, men stærkt virkningsfulde greb, er at fordoble scenen og vise den på to lærreder overfor hinanden, der langsomt glider ud af sync, så Robert De Niros monolog forvandles til en skizofren dialog mellem to udgaver af ham selv. Og vi ser det afgørende øjeblik, hvor gode intentioner og høj moral forvandles til grim selvtægt.

Zidane close-up

Undersøgelsen af, hvordan både vanvid og genialitet opstår ud af det banale, går igen. I et helt mørklagt rum trasker fodboldlegenden Zinedine Zidane rundt på banen. Og kameraet følger ham. Og kun ham, en forårsaften i april, gennem en hel kamp på Santiago Bernabeu Stadium i Madrid, hvor han spiller for sit hold Real Madrid mod et andet spansk hold, Villarreal. I næsten 90 minutter, i real tid, ser vi Zidane, der slendrer rundt på banen, Zidane der retter på strømperne, surmuler, sætter i løb, griner en enkelt gang – og til sidst sendes af banen – uretfærdigt mener mange. Det er fuldstændig magisk.

Værket har Douglas Gordon lavet i samarbejde med den franske kunstner Philippe Parreno, idet de med 17 kameraer har filmet fodboldspilleren fra forskellige vinkler. Nogle helt tæt på, så vi kan tælle svedperlerne på hans pande, mens andre viser kampen udspille sig højt oppe fra. Enkelte gange blander spanske fjernsynsklip sig med melankolsk musik og Zidanes tanker om erindring og barndom. Men udover det er det bare Zidane på banen, helt alene. Midt i en massiv tiljublen fra de tusindevis af fans.

Værket er typisk for Gordon og typisk for de værker, jeg synes er hans bedste. Enkle, klare og stærke. Men aldrig simple. Her vælger Gordon en enkel ide, som han åbner for os og breder ud, med sine redigeringsmæssige greb, i gentagelser, spejlinger, og når han viser os det samme fænomen fra mange vinkler. Han bygger Zidane op, går indtrængende til værks, vil vise os talentet, men lader ham falde til sidst, da han sendes af banen.

Det sorte øje

Douglas Gordon har noget med talent. Og genialitet. Og han bruger sit kamera intimt, som om han vil afsløre og trænge ind i det, vi ikke forstår og også her vise det store i det enkle og omvendt det enkle i det store.

Som i værket Phantom, hvor han har filmet musikeren Rufus Wainwrights øje i close-up med et særligt kamera, der optager tusind billeder i sekundet og fanger virkeligheden både hurtigere og tydeligere end menneskets øje kan. Afspilningen er i ekstrem slowmotion, som vil han vise noget essentielt her i Wainwrights sortsminkede og grædende øje; sorgen over at miste, som på et tidspunkt rammer os alle. Lydsiden er sange inspireret af moderens død.

Det enkelte værk vinder

Den enkle ide, der har inspireret den samlede udstilling, overbeviser mig. Særligt lydsiden, som man mærker betyder meget for Gordon selv, samler, når den bærer over fra rum til rum, og fra værk til værk. Værkerne snakker sammen med hinanden, og enkelte gange bliver samtalen tydelig, andre gange kun en hvisken. Dualismen mellem mørket og lyset er tydelig i alle de valgte værker og viser en ny side som lovet. Men til sidst er det alligevel det enkelte værk, der vinder.

Douglas Gordon fortaber sig aldrig i de store temaer, han belyser. I stedet bruger han sit kamera og teknikken til at komme helt tæt på, med nærbilleder og vinkelskift. Og det er her, han er så fænomenal. Han zoomer ind, bruger slowmotion og spejler. Han leger med lyden og med lyset.

Men hans værker slutter aldrig med hele fortællingen, og det endegyldige synes ikke at være en prioritet. Svaret på Wainwrights musikalske geni finder vi aldrig, heller ikke hverken Mozarts, Roi Shiloahs eller Avri Levitans. Og de 90 minutters nærbilleder af Zidanes bevægelser på banen lover ikke mere end det, de bare viser.

Kunsten at dvæle ved den enkle ide

Men måske er det, fordi han bliver hængende længe nok med kameraet tændt og dvæler ved den enkle ide, at han alligevel viser os nogle intense glimt af nogle af de store spørgsmål, som knytter sig til det at være menneske. Grufulde erindringer, tab, sublim skønhed og den sjette sans, man igen og igen forgæves prøver at sætte ord på, når Zidanes talent forsøges beskrevet, men som Gordon to gange fanger med sit kamera, når fodboldlegenden instinktivt reagerer på en bold, der kommer til ham bagfra.

Det er intenst, nærværende, komplekst og hypnotisk.