Dristig og frigjort

Gerda Wegener (1885-1940) var en fantastisk kunstner, hvis værker er fyldt med kokette, øjensmuttende divaer. Hendes stil balancerer mellem rokoko, manierisme og art deco. Det handler i høj grad om kønnet som konstruktion. At hun var langt forud for sin tid kan man nu opleve i Hollywood-filmen The Danish Girl og på Arken, som viser et stort antal af hendes billeder på en pragtudstilling.

Gerda Wegener var i årtier fuldstændig glemt, ej heller var hun skrevet ind i den danske kunsthistorie. Intet dansk kunstmuseum har indlemmet hende i deres samling. Til gengæld blev hun hædret i Paris, og den franske stat indkøbte tre værker til Louvre. Først i 1993 blev hun rehabiliteret, da Kvindemuseet viste en udstilling med hendes værker, kurateret af kunsthistorikeren Mona Jensen.

Seks år senere arrangerede kunsthistorikeren Lise Svanholm en udstilling på Øregaard Museum med Wegener. Denne udstilling blev efterfølgende blev vist i Danmarkshuset i Paris, hendes anden hjemby ved siden af København.

I 2000 udgav den amerikanske forfatter David Ebershoff så bogen The Danish Girl, der særligt fortæller den prekære og skæbnetunge historie om Gerda Wegeners mand, Einar Wegener, der var transseksuel og Gerda Wegeners private model. Bogen er netop blevet filmatiseret og har dansk biografpremiere 4. februar.

Indtil den 10. januar i år kunne man endvidere opleve tre af hendes værker på udstillingen Cool Moderne på Gl. Holtegaard. Og nu kan man på den hidtil største udstilling se ikke mindre end 178 af Gerda Wegeners værker på Arken. Hun er med andre ord er blevet hot 76 år efter sin død.

Vovet og frisindet
Der er mindst tre grunde til, at Gerda Wegener fik et så upåagtet eftermæle: Hun forbrød sig først og fremmest mod tre store k’er i sin tid: Det første k skyldtes, at hun var kvinde, og dem var der endnu kun få af i kunstens verden, da kvinder generelt mest var et smukt vedhæng til mændene.

Det andet forbudte k var det kommercielle. Hun lavede reklamer, plakater og illustrerede magasiner, herunder i Politiken og Blæksprutten. Det var dengang ikke comme il faut at arbejde kommercielt, hvis man var en seriøs billedkunstner.

Det tredje k skyldes hendes kønsmæssige præferencer: Hun var biseksuel, hvilket ikke huede den bornerte, danske offentlighed. Hun fulgte sine egne tilskyndelser frem for at iføre sig tidens moralske spændetrøje. Hun var en selvstændig, modig, seksuelt frisindet kunstner, årtier før ungdomsoprørerne, feministerne og hippierne satte seksualiteten fri.

Fra kult til kulturmarkør
I de løsslupne 1920’erne var hun kult, og køen var lang af direktørfruer, skuespillere og balletdanserinder, som ville portrætteres af hende. I Paris, hvor hun boede i 25 år, fra 1912 og frem, blev hun en mindst lige så efterspurgt portrætkunstner og illustrator som herhjemme. Dér kunne man godt acceptere, at hun både havde en mere kommerciel praksis og en kunstnerisk.

Hun udstillede på den parisiske efterårsudstilling Salon d’Automne og på Salon des Indépendants foruden humoristudstillinger som Salon du Rire og Salon des Artistes Humoristes, for hun var også en skarp og meget humoristisk bladtegner.

Hun modtog flere guldmedaljer ved Verdensudstillingerne i kunsthåndværk. Hendes succes i Frankrig var langt større end herhjemme, og hun var en del af pariseravantgarden. Fx blev hun lovprist af den ultramoderne digter Guillaume Apollinaire og af mange andre, indflydelsesrige kulturpersonligheder.

Liv og værk
Gerda Wegener mestrede allerede som 12-årig de kunstneriske virkemidler. Det fremgår af et selvportræt fra 1898, der hænger i det første rum. Et fortryllende portræt i grå toner, som brydes af hendes blåviolette krave og tørklædet om halsen. Hun var præstedatter og eneste overlevende barn, der voksede op dels i Hammelev ved Grenaa, dels i Hobro. Hendes talent viste sig tidligt, og forældrene sørgede for, at hun fik supplerende tegneundervisning, mens hun gik i skole. Som 17-årig blev hun optaget på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, hvor hun blev undervist af den fine, impressionistisk inspirerede Skagensmaler Viggo Johansen.

I denne første afdeling af udstillingen møder vi Gerda Wegener som den symbolistisk inspirerede kunstner, hun var i begyndelsen. Her ses bl.a. en række helt forrygende portrætter med rødkridt på papir, hvor hun viser, hvilken mester hun er, især når det gælder skildringen af øjne.

Man bemærker hurtigt, når man går rundt på Arken, hvor meget liv og kunst smelter sammen hos Wegener. Hun malede det og dem, som hun fascinerede hende, eller som hun begærede, ganske enkelt, og hun gav det et ekstra, manieristisk tvist i en dekadent og dekorativ retning.

Som hos Matisse, der lidt tidligere malede odalisker, østers og smukke opstillinger på sit credo ”luxe, calme et volupté” – overflod, ro og vellyst – der skulle forplante sig til betragteren, mærker man tydeligt Gerda Wegeners begærende forhold til sine motiver, og de mange smukke divaer med de halvt lukkede sovekammerøjne emmer af erotik.

I serien med illustrationer til den erotiske bogudgivelse Les Délassements de l’Éros (Eros’ adspredelser) fra 1925 kan man opleve hendes frimodighed, når det gælder erotik mellem kvinder. Det er en hel Kama Sutra for lesbiske.

Den transseksuel partner
Gerda Wegener, som er født Gerda Maria Frederikke Gottlieb, levede et romanagtigt liv. Som 19-årig bliver hun gift med den to år ældre landskabsmaler Einar Wegener (1882-1931), som hun havde mødt på Kunstakademiet. Da parret havde slået sig ned i Paris, levede de et luksusliv, som primært blev finansieret på baggrund af hendes kommercielle og kunstneriske succes.

En af hendes foretrukne modeller er gemalen, der iscenesætter sig som en smuk kvinde, der gerne lægger krop til Gerda Wegeners mange dekadente og pikante portrætter i bedste 1920’er-stil.

Han føler sig ikke ”hjemme” i sin mandekrop. Han er transseksuel, og Gerda Wegener støtter ham i at gennemføre en kønsskifteoperation som den første i verden. Under denne metamorfose får han en ny identitet som kvinde – også juridisk. Hans officielle navn bliver Lili Ilse Elvenes, men hans kunstnernavn er Lili Elbe. Hun/han dør imidlertid kort tid efter af komplikationer i forbindelse med en af operationerne. På det tidspunkt er ægteskabet mellem de to ”kvinder” blevet opløst af Christian X.

Lystfulde dramaer
I 1931 slår Gerda Wegener sig ned i Marokko sammen med sin anden mand, den italienske flyveofficer Fernando Porta. Men Gerda Wegener føler sig isoleret fra kunstscenen i Europa, og parret bliver skilt i 1936. Der er så mange eksotiske og meget inspirerende skildringer af hverdagslivet i det nordafrikanske land på udstillingen. Sine sidste år tilbringer Gerda Wegener i København, hvor hun dør på Frederiksberg Hospital ensom, glemt og forarmet.

Hos Gerda Wegener er kvinderne slanke og højbenede og altid klædt i det sidste skrig. Mange af dem er de såkaldte garconner – kortklippede kvinder, der ligner unge mænd. Hendes kompositioner er ofte prismatiske med stærke stråler, som bryder billedfladen, og som udgår fra skarpt slebne diamanter eller fra lyskilder, og på den vis peger de direkte på den samtidige art deco. De portrætteredes blikvinkler skaber et latent, lystfyldt drama, som gør motiverne fascinerende. Billederne emmer af erotik, og hun er en mester i at skildre øjne med sjæl og længsel. Det fremgår særligt af en serie fabelagtige papirarbejder med rødkridt, som hun laver i begyndelsen af 1900-tallet.

Kvindelig flanør
Gerda Wegeners modelagtige kvinder, der færdes i storbyen Paris, og som næsten altid har blikket rettet mod noget uden for billedet, minder mig om den samtidige forfatter Virginia Woolf, som i sit essay Street Haunting fra 1927 lader sin hovedperson (forfatterens alter ego) flanere rundt i Londons myldrende gader, angiveligt fordi hun skal købe en blyant. Her bliver kvinden som flanør søsat for første gang i litteraturhistorien.

Det var utænkeligt bare et årti før, at kvinder bevægede sig ud i byen uledsaget. Det ansås ikke for god tone – det var noget, som kun de fattige eller prostituerede kvinder gjorde. Men Virginia Woolf sender sin kvinde ud på de vilde vover, hvor hendes begærende blik får ny inspiration, og de mange sansninger bliver dernæst til ord på papiret. Skrevet med den blyant, som hun endelig finder?

Fortælling som kritisk dialog
Udstillingen rummer også en række værker af Einar Wegener, men hustruen er langt den bedste maler, der også giver sig i kast med at lave pasticher på verdenskunstens store, ikoniske billeder. Fx Edouard Manets berømte maleri Olympia fra 1863.

Men til forskel fra Manets skandaleomsuste maleri, der viser en luksusluder, der ligger nøgen på sengen og venter på den næste kunde – altså en ”falden” kvinde, der indgår i en seksuel markedsøkonomi, hvor manden har hele magten, så fremgår det af Gerda Wegeners akvarel fra 1931-36, at kvinden selv råder over – og nyder – sin krop. Forhængene i himmelsengen, der er fyldt med puder og dyner, så Jyske ville blive misundelig, er formet som kvindelige kønsorganer, og den karikerede, sorte tjenerdreng med de store læber rækker ikke blomsterne fra kunden frem som hos Manet, nej, han kommer med en langhåret, hvid kat, der er mindst lige så blød som dynerne og puderne – og blomsterbuketten er smidt hen i krogen, for den har ingen interesse.

Gerda Wegener er en teknisk overlegen maler og storyteller, og der er nok at komme efter på udstillingen, hvis værker fortrinsvis er lånt hos private samlere, der hele tiden har haft blik for hendes kvaliteter. Nu er tiden moden til fordomsfrit at anerkende hende efter fortjeneste.