“Du vil have det. Du har brug for det”

Det amerikanske kunstnerikon Barbara Kruger er udstillingsaktuel på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Her fylder hendes værker væggene med ord om fråseri. Vi har talt med hende om forholdet mellem ord og rum.

Det er et rum af ord. Hårde, grafiske linjer dominerer. Rødt. Hvidt. En smule sort. Skriften på væggen truer med at opsluge én. Der er ord på væggen og ord på gulvet. På trods af hårdheden kommer jeg alligevel til at tænke på en mundhule. For er en mund ikke også et rum fyldt med ord?

Barbara Krugers udstilling på Museet for Religiøs Kunst er en del af det større udstillingsprojekt De Syv Dødssynder, som for tiden kan opleves på syv midtjyske museer.

Læs anmeldelse af Begær, Randers Kunstmuseum her
Læs anmeldelse af Grådighed, Holstebro Kunstmuseum her

I denne udstilling stilles der skarpt på synden Fråseri. Også dette ord får mig til at tænke på munden. For handler fråseri netop ikke om at stoppe alt for meget i det store gab? ”Gluttony”, siger man på engelsk. Fra det latinske gluttire. At sluge.

I ordenes vold
”NEVER ENOUGH” står der på endevæggen. Og andre steder: ”YOU WANT IT” og ”YOU NEED IT”. Hos Kruger er det en anden mund, der taler. Den snakker til mig bagfra. Når jeg ser på hendes værker, bliver jeg mindet om, at jeg har mange ord i mit hoved. Nogle af dem udtales, andre forbliver usagte. Det er ikke alle ord, der ruller ud over tungen. Mit ubevidste råber et lavmælt sprog.

Samtidig fyldes jeg med ord udefra: Reklamer, nyheder. Køb dette produkt! Prøv denne nye ting! Spis! Æd! Mere! Jeg mættes med slogans. Ét eller andet sted mødes ordene i mit hoved. Jeg spørger Kruger, om hun også anser sine ord for at være en slags slogans.

”Nej, jeg tænker ikke på dem på den måde. Jeg kalder dem ikke slogans, men tekster. Det handler mere om at skabe en effekt.” Hun fortsætter, ”De fleste, der ser mine værker, ved jo ikke, hvem jeg er. De ser kun mine ord. Og dermed den mening mine ord prøver at skabe.”

Jeg ved ikke, om det er sandt. Jeg forestiller mig, at mange, der besøger en udstilling af Barbara Kruger, godt ved, hvem hun er. Men som samtalen skrider frem, fortsætter hun med at påpege, hvordan hun blot er en lille brik i en større kontekst.

Bagom koderne
Jeg holder fast i spørgsmålet om sloganet. Og kommer ind på branding. Er der ikke en særlig Kruger-æstetik? En Kruger-font? Sans-serif? Fremhævede bogstaver? Hvidt på rødt? På sort? Et særligt ordvalg? Men Kruger fastholder, at det ikke handler om det. At hun har lavet meget andet arbejde, der slet ikke ser sådan ud.

”Slogan er et meget begrænsende ord,” siger hun. Jeg spørger, om hun trods alt ikke synes, at hendes arbejde stadig handler om koder. Koder i hverdagssproget, i reklameverdenen og dens underliggende ideologier. Om udstillingen i Lemvig ikke også indeholder koder. Eller blot religiøse konnotationer, som vel også er en slags koder. Og om hvorvidt et religiøst rum adskiller sig fra andre rum på denne vis. Som udstillingssted.

”Ethvert rum indeholder forskellige udfordringer og begrænsninger,” svarer Kruger. ”Jeg har tidligere arbejdet i religiøse rum, eksempelvis i Skt. Peters kirken i Köln. Historisk er meget figurativ kunst blevet brugt til at illustrere bibelske narrativer, og en del klassisk musik var inspireret af de selvsamme narrativer. Med ankomsten af abstraktion og konceptuelle værker er det klart, at de kunstneriske praksisser er blevet langt mere sekulære. I dette tilfælde blev jeg bedt om at forholde mig til et specifikt tema, nemlig Fråseri. Og det var, hvad jeg gjorde. Jeg har altid forsøgt at lave arbejde, der handler om, hvordan vi relaterer til hinanden: Hvordan vi elsker, frygter, misunder og lærer. Jeg ser mit arbejde her som et forsøg på at visualisere disse relationer”.

Tvivlen kommer dig til gode
Og så snakker vi om rum. Jeg kommer endnu engang til at tænke på munden. For i Krugers udstilling på Museet for Religiøs Kunst er ordværkerne så store, at man føler sig ganske lille. Det er, som om rummet spiser beskueren. Jeg spørger hende, hvad det betyder, når man kommer op i skala. Og hvilken rolle arkitekturen spiller.

”Det var et vigtigt skift for mig, da jeg for mange år siden endelig kunne få råd til at arbejde på en større skala og derved gøre mine værker mere rumlige. Arkitektur er en af mine allerførste interesser. Hele denne idé om at arbejde med rum. At positionere kroppe og tænke over, hvordan disse kroppe læses, hvordan kroppene tænker i disse rum, ja, det er en kæmpe udfordring.”

Og så stiller jeg det alt for store spørgsmål om, hvad det er, hun ønsker at opnå med sine værker.

”Det handler vel om at skabe tvivl, om at få beskueren til at stille spørgsmål, ja, om at få dem til at betvivle, hvad de præsenteres for. Jeg vil gerne holde mit arbejde åbent. Det skal være noget, der byder beskueren velkommen. Hvilket selvfølgelig ikke betyder, at folk dermed ikke skal stille spørgsmål til den kontekst, jeg præsenterer dem for. Jeg tror, tvivl er meget vigtigt. Jeg kan ikke rigtig være mere specifik. Jeg tror, at enhver beskuer producerer deres egen mening. I én eller anden grad i hvert fald. Egentlig er der ikke så mange koder i mine værker. Man skal ikke have en ph.d. i konceptuel kunst for at forstå det, jeg laver.”