Dybdepsykologiske kortslutninger

Med foruroligende indsigt i den menneskelige psyke og i en sjælden appel til min billedfascination og skuelyst styrer Annika von Hausswolff mig direkte ind i den billedverden, der ikke kun åbner sig i hendes værker, men også for mit indre øje.

Værkernes helt store styrke er, at de så overlegent spiller på underbevidstheden, og giver adgang til sindets afsidesliggende krinkelkroge. Men alt for håndfaste psykoanalytiske tolkninger står dog for fald i Hausswolffs univers.

Igennem påfaldende iscenesættelser, overdramatisk lyssætning, enkelte billedelementers absurde kombinationer eller synlige konstruktioner såsom fiskesnører, der fikserer stolen i Philosophical Chair, sætter Hausswolff imidlertid en stopper for forprogrammerede billedanalyser, og stiller dybest set spørgsmålstegn ved mine indgroede og fastlåste verdensforståelser.

Pigen med motorsaven
Det absurde i at se en pige med en motorsav i Girl With Chainsaw sætter således gang i alle mulige fortolkninger: Tilskrives pigen en aggressiv drift, idet hun er udstyret med en symbolsk erstatning for et magtredskab? Lurer hendes overjeg i den mørke døråbning? Har hun overhovedet kræfter til at forløse denne drift?
Aggressionen og forestillingen om den barnlige uskyld hænger ikke rigtigt sammen.

Pigens kropsholdning fortæller desuden, at hun er ligeglad med det, der foregår, og snarere agerer rekvisit i en scenografi. Alt virker pludseligt opstillet og iscenesat.

Samme virkning har værket Domestic Sculpture, som viser en rød sofa med rodede sofahynder. Mine associationer går i retning af hjemmet – sågar en hjemlig voldsscene, trigget af de rodede hynder og den blodrøde farve.

At fotografiet er knivskarpt og i naturlig størrelse spiller med i forførelsen. Konflikten indfinder sig, når jeg bliver opmærksom på gulvet og bagvæggen, som ‘afslører’, at scenariet er en opstilling i atelierrummet.

Livets banalitet
Stillet overfor Where Everything Begins and Ends # 2, som viser en seng mellem et fototapet af en solopgang og et vindue, fokuserer jeg i retning af selve livets cyklus. Det er i sengen vi undfanges og dør. Fototapetet står som symbol på livets ophav. Vinduet med det himmelblå rullegardin repræsenterer himlen – der hvor vi ender. Sengen er tom og uredt – åben for begge muligheder. Vi kan ikke se, om der i sengen opstod eller endte liv.

Snart bliver jeg opmærksom på den billige seng med kunstig finer og synlige skruer, det kitschede og dårligt opsatte fototapet (dårlig smag), den hverdagsagtige trivielle stemning og det grå kunsttæppe. Koblet til disse omgivelser, bliver forestillingen om livets vidunder fuldstændig gjort til skamme.

Feministisk selvforståelse
Det serielle værk I Am the Runway of Your Thoughts fortolker jeg umiddelbart som en feministisk forestilling om kvinden som offer for mandens fysiske overlegenhed og hans voldelige seksualdrift. Modelflyets stærke fallossymbolik, rettet mod kvindens åbne mund, skaber scenariets seksuelle undertoner. Mandens brutalitet understreges af, at modelflyet gengives i et perspektiv, der vækker minder om terroranslagene på World Trade Center.

Billedet gentages i serien med små forskydninger, og med gentagelsens magt ophøjes denne forestilling til en eviggyldig sandhed. Jeg tænker: “typisk for de der feminister og deres mandebillede. Kan de dog ikke komme videre”?

At hun gennem den trættende gentagelse af samme visuelle replik faktisk prikker til min egen stereotype forestilling om, hvordan feminister tænker, får mig til at spørge, om det ikke snarere er mig, der skal komme videre?

Involverende billedmagi
Jeg er altså i høj grad involveret, når jeg udsætter mig for Hausswolffs billedmagi. Det gør sig ikke kun gældende, når jeg træder ind foran værket Search Party – installeret som et kæmpestort tapet i udstillingen – og jeg fysisk bliver en del af eftersøgningsholdet i det uvirkelige scenarie, hvor især kvinden med spædbarnet på armen virker mærkeligt.

Jeg inddrages også næsten umærkeligt i værket A Given Moment in the History of Coming Into Being, hvor jeg først senere erkender, at det er jo ikke mit blik, der får drengen til at holde sig for øjnene. Måden han holder sine hænder på, virker instrueret og ulogisk. Gestikken ligner den af et lille barns, der tror på virkningen at dette forsvindingsnummer.

Det ender altid med en ny begyndelse
Dobbeltvirkningerne trænger igennem overalt hos Hausswolff. Hun drager sin beskuer ind i sit  billedunivers ved at spille på skue- og sensations-lysten, mens hun prikker til underbevidstheden og taler til de undertrykte drifter.

Men de mange tvetydige, modsatrettede informationer i værkerne giver mig næsten altid fornemmelsen, at mine (stereotype) billedtolkninger ikke slår til.

Mine forestillingsverdener ramler sammen som et korthus. Set i et andet perspektiv, føles det som et tab, og som at give slip på en del af sig selv. Dog er der intet tab uden mulighed for en åbning til noget nyt: It all Ends with a new Beginning!