Efter Cobra, før Stalingrad

Om et par år fylder Asger Jorn 100 år, og Aros har mast sig forrest i fejringskøen. Det er helt ok, for de har lavet en glimrende udstilling med fokus på den periode, hvor han for alvor slog igennem internationalt.

Farveorgie
Udstillingen består af værker fra tiden efter Cobra og fra før Jorn satte det sidste og endelige penselstrøg på det statskanoniserede Stalingrad.

I den periode havde Jorn forladt Cobra-tidens mudrede brunkålfarver og var endnu ikke nået frem til Stalingrads overmalende hvidhed. I stedet fyldte han lærrederne med klare stærke farver, der i dag sætter velsignet fut på en trist dansk februarvinter.

Jornmytologien
Jorn er i dag så kendt, at det kan være vanskeligt at nærme sig hans kunst uden at blive overvældet af den kunstnermyte eftertiden har indhyldet ham i.

Man kan nogen gange komme i tvivl om, hvad der er tilbage, hvis man glemmer hans biografi, er ligeglad med anekdoterne fra hans kunstnerliv og finder den omsiggribende mytologisering overdrevet.

Men malerierne på Aros viser, at der bag udenomssnakken er en række værker, der let kan stå på egne ben uden biografiens, anekdoternes og mytologiens støttepiller.

Drukorgie
Et eksempel er maleriet Døddrukne danskere. Det forestiller eftersigende danskere, der på spritbådene til Sverige drukner sig i billigt toldfri spiritus.

Den amerikanske præsident Eisenhower havde stillet spørgsmålstegn ved danskernes moral, og Jorn malede billedet af den danske folkesjæl som en ironisk kommentar til præsidentens kritik.

Ligegyldig jagt efter fulde danskere
Er det anekdoter som denne, der gør maleriet godt? Nej, jeg tror tværtimod, at den historie fastlåser folks møde med kunsten.

Frem for at se på billedet vil man prøve at finde de døddrukne danskere blandt lærredets vilde penselstrøg.

Når man har fundet noget krimskrams, der kan ligne en menneskefigur, vil man være tilfreds. Så er maleriet set og forstået, og man kan gå videre i udstillingen – uden at have fået øjnene op for det Døddrukne danskere virkeligt kan byde på.

Glem hvad I ved
Jeg vil i stedet foreslå, at alle besøgende på Jorn International ikke køber det 300-kroners katalog, der er udgivet i forbindelse med udstillingen og bevidst overser de tekster og tidslinjer, der er malet på udstillingsvæggene.

Gå i stedet direkte hen foran malerierne og se på dem med egne øjne – prøv endda at lade være med at læse billedernes titler på de små skilte – bare se ordentligt på malerierne.

Kaotisk vildskab
Foran Døddrukne danskere leder jeg ikke efter folkesjælen eller stangstive danskere på toldfri svirretur. Jeg oplever derimod en energi så voldsom og et kaos så vildt, at enhver genkendelig figur straks opløser sig for øjnene af mig.

Lærredet er så sprængfyldt med farver og vildskab, at jeg ikke kan finde hoved og hale i noget som helst.

I stedet er jeg overladt til mine øjnes vilde glid henover lærredet, når de fanges af en eller anden særlig eksplosiv farveudladning eller et løssluppent penselstrøg, der bringer to skrigende farver alt for tæt sammen.

Saft og kraft
Så hvorfor er Jorns Døddrukne danskere et godt maleri, og hvorfor er Jorn International en god udstilling?

Det er den, fordi nogen gange er det eneste, man har brug for en masse energi og farver og saft og kraft.

Og det er Asger Jorns malerier fyldt med.