Lis Clausen har gjort det anderledes end resten af galleribranchen. Først var hun lærling hos sin far, men i 1984 overtog hun kunsthandelen og fik den allerede dengang succesrige kunsthandel til at blomstre yderligere, bl.a. med inddragelse af mange kvindelige kunstnere. Nu takker hun af efter 52 år med Clausens Kunsthandel.
Art Matter har mødt hende i kunsthandelen til en 'farvel-samtale' et par dage, før hun takker af.
Lis Clausen. Foto: Lisbeth Bonde
Vi mødes en solskinsformiddag i Clausens Kunsthandel og Banja Rathnovs Galleri. Solen vælder ind gennem de mange vinduer, og på bordet i køkkenet har Lis Clausen hentet en masse store scrapbøger frem om kunsthandelen i tiden, hvor hendes far stod for driften. Jeg bemærker især avisudklip fra galleriets gyldne årtier, navnlig i 1960’erne og 70’erne, hvor populariteten steg og steg.
Interviewet finder sted nogle dage, før Lis Clausen giver stafetten videre til sin kompagnon, Banja Rathnov og Mette Sterup-Hansen, faktotum og skribenten bag alle galleriets pressemeddelelser - og et omvandrende leksikon i Clausens Kunsthandels lange historie.
Hvordan blev din far i sin tid sporet ind på kunsten?
”Gennem billedhuggeren Bomand Utzon-Frank (1917-64, søn af billedhuggerprofessor Einar Utzon-Frank (1855-1955). Han startede som møbelsnedker hos Rudolf Rasmussen (et berømt snedkerværksted i København, som blev drevet af 4 generationer - Red.). Han indrettede kontorer for at tjene penge, men endte med at lære Utzon-Frank-familien godt at kende. De udviklede et tapetdesign, som blev meget vel modtaget og endte med at blive masseproduceret og indbringende. Denne finansielle succes i kombination med det faktum, at min mormor og morfar, som både var landmænd og minkavlere i Odsherred, efterlod min mor 30.000 kr., gjorde det muligt for min far at erhverve huset i Toldbodgade 9. 30.000 kr var 1/3 af husets pris.”
“Familien Utzon-Frank ejede huset i Toldbodgade 9, hvor Bomand solgte blå flasker og japanske træsnit uden de store salgsresultater. Han opgav projektet, men min far forsøgte at føre det videre en stund. Til slut besluttede han at købe huset af Utzon-Frank-familien i 1953. I denne tidlige fase fik han løbende besøg af Jane Muus og Svend Wiig Hansen. Der var god synergi, og min far besluttede nu at begynde at sælge grafik, men samtidig var der et gipsværksted i huset. Det fortsatte i mange år, men blev nedlagt, da afstøberen Victor Moth blev ansat på Kunstakademiet. Da gik det så godt med salget af grafikken, at min far havde brug for nogle flere udstillingskvadratmeter end dem i butikken i stuen.”
Faderen lagde fundamentet for en kunstinstitution
Clausens Kunsthandel er ikke kun historien om Lis Clausen, men i lige så høj grad om hendes far, Viggo Clausen (1922-2010), der som tidligere nævnt grundlagde kunsthandlen i 1953 og gjorde den til et centralt og velbesøgt udstillingssted for moderne kunst i den eksperimenterende ende af skalaen.
Valget af det danske ord kunsthandel var helt bevidst. Viggo Clausen ville gerne holde tingene lidt nede på jorden og tage afstand fra al hype ved at undgå det franske ord galleri/galerie, der gav association til en kunstscene med streg under internationalisme og kunst forbeholdt de pengestærke. Nu var det mere en butik, som man kunne gå ind i fra gaden, og forsyne sig med kunst.
Skilt af Albert Mertz ca.1970. Foto: Clausen
Toldbodgade 9 blev et epicenter for moderne kunst
Og hvilket hus for kunsten! Toldbodgade 9 var et eventyr, et fortryllende univers, hvor man blev smittet med kunstens virus. Etage efter etage kunne man opleve skønne udstillinger og kunstnerskaber, som ikke kunne ses andre steder i det dengang endnu spartanske og iltfattige København, når det angik kunst.
Fra starten blev der satset på grafik, som henvendte sig til den almindelige danskers pengepung i efterkrigstiden, der stadig var præget af varemangel og økonomisk smalhals. Mange kunstsamlere in spe har gjort deres første investeringer i Clausens Kunsthandel.
Viggo Clausen. Pressefoto
Der er mange Huse – men et var noget særligt – Clausens Kunsthandel.
Billedkunstner Svend Wiig Hansen
Svend Wiig Hansen har ristet en rune over galleriet og dets betydning for hans kunstneriske udvikling:
”Der er mange Huse (i kunsten - Red.) – men et var noget særligt – Clausens Kunsthandel Toldbodgade 9 – det er Navnet – men det var ogsaa Stedet, hvor Mennesker kom for at tale og se med Clausen – af nogle blev der sagt, at det var en Livsnødvendighed at komme der – en Oase – nogle af dem, der kom, var os – vi, der udstillede, for os blev det et Hjemsted og Lærested – her mødtes vi uden Aftale med hinanden i festlige og alvorlige Samtaler og Diskussioner omkring Clausen – varme Samvær, der kunde bryde en mørk Tilstand. Meget har vi at takke Clausen for, og det Træ, han plantede i dette særlige Hus, gror stadig.”
Hvornår tog du syvmileskridtet og besluttede dig for at overtage galleriet efter din far? Du har mig bekendt tre søskende, som ikke kom i spil i forbindelse med overdragelsen i 1983? Deres interesser lå måske andre steder end billedkunsten?
”Ja, jeg var den eneste af os, som gik op i kunst som daglig beskæftigelse. Jeg kom ved et tilfælde ind i billedkunsten, da jeg var begyndt at læse til arkitekt. I en sommerferie meldte jeg mig i galleriet for at få et studiejob. Man skulle jo leve. Det var i 1974. Jeg startede under en udstilling med Svend Wiig-Hansen. Den var pragtfuld,” smiler Lis Clausen. ”Den står stadig meget stærkt for mig. Men jeg blev også betaget af hele miljøet – kunstnerne, især Albert Mertz, som jeg tidligt havde været optaget af.”
“Det skyldtes bl.a., at jeg i sin tid havde fået lov til at bo i hans lejlighed i Voldparken i Husum, mens han var i Frankrig. Jeg var især optaget af hans fabulerende kunst fra 1950’erne. Jeg måtte fraflytte lejligheden, da de to ”Susanner” vendte hjem fra Frankrig. Det var dels Albert Mertz’ biologiske datter – fotografen - dels hans samlevers datter, som også hed Susanne.”
“Da jeg efter mit sommerferiejob hos min far vendte tilbage til arkitekturstudiet hos professor Johan Otto von Spreckelsen (1929-87), som jeg i parentes bemærket var vældig glad for, følte jeg mig ikke længere så inspireret. De havde også tildelt mig en lærer, der var temmelig kedelig.”
Butikken i Toldbodgade 2017. Foto: Clausens Kunsthandel
Lise Nørholm. "Et objekt kan ikke være ældre end det materiale, som det består af". Installation med kunstværker af Lise Nørholm, Erik Hagens, Albert Mertz, Maria Thorsen, Richard Winther, Henning Hansen, Henrik Mené, Ole Sporring, Jens Peter Groth Jensen, Teddy Sørensen, Hanne Sejrbo, Tage Stentoft, Michael Mørk og Mette Augustinus Poulsen. Foto: Clausens Kunsthandel
Du får 10 år sammen med din far og lærer kunsthandlen og driften at kende fra grunden.
”Ja, jeg plejer at sige, at jeg var ti år i lære!” udbryder Lis med latter.
Det kunne måske godt have bragt jer på generationsmæssig kollisionskurs – du er jo en ægte 1968’er med – må man formode – andre livsværdier end den ældre generation? Men hvordan var han som nestor?
”Han var god! Han var en virkelig god arbejdsgiver – bedre end jeg nogensinde har været – han skældte fx aldrig ud! Det har jeg selv gjort. Selvfølgelig var vi også oppe at skændes, men det gik aldrig på det kunstneriske. Her var vi fuldstændig enige. Hvilket måske også skyldes, at jeg siden barndommen havde levet med den kunst, som blev udstillet i kunsthandelen. Vi var også helt enige, når en udstilling ikke havde levet op til vores forventninger – her tænker jeg ikke på salg, men på kunstnerisk substans.”
Hvornår følte du, at det var det rigtige tidspunkt at overtage kunsthandelen?
”Min far havde været ung og smart i årtier, men kunne ikke rigtig acceptere, at han var ved at blive ældre. Han kom i panikalderen og havde lidt svært ved at finde fokus. Så 1984 blev det rigtige tidspunkt at tage over.”
Sys Hindsbo. Uden titel. Olie og akryl på lærred. 2022. Foto: Clausens Kunsthandel
Ole Broager: Klokken er mange, 2016. Træsnit. Foto: Clausens Kunsthandel
Jeg er kommet i Clausens Kunsthandel, siden jeg var barn, hvor jeg ledsagede min far, der var næstformand i Carlsberg Kunstforening, rundt på gallerierne. Det var derfor med stor sorg, at jeg erfarede, at galleriet måtte flytte fra Toldbodgade 9 i 2017. Stor var glæden, da du og Banja Rathnov slog kludene sammen og flyttede ind i Studiestræde 14, og I har formået at holde den kunstneriske fane højt sammen. Du i Butikken og Banja i de tre udstillingsrum ud til Studiestræde. Skrev I en kontrakt i sin tid?
”Nej, vi skrev intet og stolede på, at det skulle nok gå.”
Clausens Kunsthandel har altid emmet af ordentlighed og kvalitet. I har valgt jeres kunstnere fra den øverste hylde, men alt synes at foregå på den stille måde – uden hype og opskruede priser. Det er virkelig godt gået i en verden, hvor stort set alt gøres op i penge. Hvordan har I kunnet være så konsekvente og dog overleve?
”Banja har jo gjort noget tilsvarende. Det er vigtigt for at overleve, at vi lever på en beskeden levefod.”
International anerkendelse fra British Museum
I 1996 solgte Lis Clausen et større antal grafiske værker til British Museums samling, herunder værker af Ole Sporring, Svend Wiig Hansen, Seppo Mattinen m.fl. Desuden erhvervede man en stor samling af Palle Nielsens tegninger og akvareller og udgav efterfølgende bogen: Modern Scandinavian Prints (1997). I 2022 supplerede British Museum med yderligere indkøb, nu også af værker af bl.a. Søren Hjort Nielsen (1901-83), Sigurd Vasegaard (1909-67) og mere Palle Nielsen foruden Jane Muus og Dan Sterup Hansen, Svend Wiig Hansen og Henry Heerup. Flere af de indkøbte værker indgik i udstillingen Nordic Noir, som sluttede i februar på museet i London.
Hvilke udstillinger kigger du tilbage på med størst glæde?
”Der er virkelig mange. Men lad mig lige fremhæve en af dem, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det var Cai Ulrich von Platens totalinstallation i 2009, som var vidunderlig, humoristisk, poetisk og simpelthen skøn.”
Hvordan vil du bruge dit otium?
”Jeg skal først og fremmest hjem og pudse vinduer. Så skal jeg sove middagslur hver dag og holde øje med de bittesmå ting, som sker i et spindelvæv og lytte til, hvad der sker hos fuglene,” slutter Lis Clausen.
I 1985 modtog Viggo Clausen Akademiraadets N. L. Høyen medaljen for sin kunstneriske formidling gennem Clausens Kunsthandel. I 2016 fik Lis Clausen tildelt Ole Haslunds Fonds legat.
Om Clausens Kunsthandel
Clausens Kunsthandel blev grundlagt i januar 1953 af Viggo Clausen, i de første år i samarbejde med Victor Moths gipsstøberi. I 1984 overtog Lis Clausen kunsthandlen og drev den frem til februar 2026, de seneste otte år i samarbejde med Banja Rathnovs Galleri og Kunsthandel. Kunsthandlen havde til huse i Toldbodgade 9 fra 1953 til 2017 og siden på 1. sal i Studiestræde 14 fra 2018.
Kunsthandlen holdt sig fortrinsvis til danske og nordiske kunstnere, men havde samtidig en bred genremæssig spændvidde. Mange af kunstnerne var præget af Koldkrigstiden, hvilket de udtrykte i stærke motiver både i deres grafiske værker, i malerier og skulpturer.
Her kan man især fremhæve kunstnere som ekspressionisten Svend Wiig Hansen (1922-1997) og koldkrigs-fortolkeren over dem alle, den suveræne grafiker Palle Nielsen (1920-2000), der blev sekunderet af sin kone Elsa Nielsen (1923-2011) og den socialt engagerede klassiker Jane Muus (1919-2007) – åndsbeslægtet med tyske Käthe Kollwitz (1867-1945), men også Dan Sterup Hansen (1918-1995), Sys Hindsbo (f. 1944) og – ikke at forglemme Seppo Mattinen (1930-2022) og på en række meget markante kvindelige kunstnere, der er kommet til i Lis Clausens tid: Først og fremmest Jytte Rex (f. 1942), som har fået en kæmpemæssig renæssance nu i en alder af +80.
Men selvfølgelig også originale kunstnere som Kirsten Christensen (1943-2026), Inge Lise Westman (1945-2024), Oda Knudsen (1938-2022), Helle Frøsig (f. 1955), Ursula Munch-Petersen (1938-2022), foruden digter-kunstneren Toni Larsen (f. 1955).
Andre vigtige kunstnere: Richard Winther (1926-2007), Cai Ulrich von Platen (f. 1955), Bjørn Poulsen (f. 1959) og den folkekære punk-grafiker Knud Odde (f. 1955), Erik Hagens (f. 1940), der alle på hver deres måde har bidraget til Clausens Kunsthandel stærke profil. Her følte man kunsten og kunne også føle på den i de mange kasser, der fulgte med til Studiestræde 14.