Ekspedition gennem universets historie

Det er ikke de små og overskuelige ting, Camille Henrots udstilling på Charlottenborg omhandler. En overvældende installation og et lige så stort opsat videoværk undersøger de store fortællinger om altings oprindelse og tilblivelse, fra det vestafrikanske Dogon-folks kosmiske myter til den vestlige videnskab og dens største museers blik på verden.

I videoværket Grosse Fatigue indtastes ”History of the universe” i et google-søgefelt og den overvældende billedstrøm og ordflom, der følger, kunne være resultaterne. Det er både storladent og kaotisk afvæbnende, da stort og småt mødes på tværs af alle kategorier.

Nærbilleder af dyr, laboratorie-agtige processer med væsker og mikroskoper, kultobjekter og youtube-videoer passerer forbi i en hektisk strøm.

Et tilbagevendende element er museets samling og undersøgelse af verden, som vises gennem optagelser af arkiverne, hvor eksotiske fugle ligger tæt i skabene, som forskerne omhyggeligt studerer.

Herot har også skabt værket gennem research ved The Smithsonian Institution i Washington, der med samlinger som blandt andet National Museum of Natural History, Archives of American Art og National Air and Space Museum er verdens største museumskompleks. Og en katedral for den videnskabelige og samlingsbaserede forståelse af verden.

Myten om en bleg ræv
Titlen ”The Pale Fox” stammer fra et berømt antropologisk studie udgivet af Marcel Griaule og Germaine Dieterlens i 1965. Dette studie beskrev det vestafrikanske Dogon-folks mytologi og verdensforståelse, hvor guden Ogo, den blege ræv, var central som repræsentant for uorden og kaos, men også nysgerrighed, skabelse og frigørelse.

Henrot behandler både den for os fremmedartede mytologi og den etnografiske undersøgelse af den i en totalinstallation, der kredser om skabelsesberetninger og historien om verdens udvikling. Tilsyneladende i den blege rævs ånd med kreativt kaos som princip.

Kaotisk skabelsesberetning
Installationen er opbygget gennem to rum omkring, hvad der tilsyneladende er en form for tidslinje. Her signalerer rene papirark og et fotografi af en baby åbenbart al tings begyndelse og herefter former en kaotisk og svært aflæselig verdensallegori sig.

Der er dynger af obskure tidsskrifter, ny-religiøse publikationer, naturgenstande, souvenir-udgaver af eksotiske objekter og videnskabeligt udstyr. For at skabe surreelt momentum køres en legetøjs-slange (fundet i en museumsbutik?) rundt mellem genstandende.
Dette farverige kaos refererer tilsyneladende til forskellige forståelser af verdens udvikling og dekonstruerer den videnskabelige orden til noget mystisk og fremmedartet, sådan som Dogon-folkets mytologi tager sig ud for os.

Dette perspektiv giver mindelser om den franske antropolog Bruno Latours fremstilling af den erklæret ”moderne” videnskab som baseret på en særlig tro og selvfremstilling. Det er et potentielt spændende og relevant tema, som kunsten gennem de senere år også har behandlet en del. Henrots fremstilling fremstår dog som noget flagrende og uaflæselig.

Mellem seriøsitet og kitsch
I et højtideligt blåt rum med en stemningssættende baggrundsmusik er det svært at afkode, om udstillingen er ment som en alvorlig refleksion over skabelsesberetningerne eller om det tvært i mod er en fremstilling af ny-religiøs og pseudo-videnskabelig kitsch i en verden, hvor alt er set med flakkende google-briller.

Her bidrager Henrots skulpturer og tegninger også til forvirringen. Ved siden af de indsamlede genstande indgår der i installationen en række små skulpturer og enkle tegninger lavet af kunstneren. Er det parafraser over primitivistisk kunst, en oprigtig fortolkning af naturens kræfter eller en yderligere sammenblanding af vores verdens orden? Det virker mystificerende på en ikke helt produktiv måde for denne beskuer, i al fald.

Så giver det mere mening at inkludere en montre med genstande udlånt fra Nationalmuseets etnografiske samling. Disse autentiske museumsobjekter stammer fra Pale Fox-ekspeditionen og fremstår således i et nyt, interessant lys i udstillingen.

Arkiv-ekspedition hvorhen?
Det synes oplagt at se Henrots vilde totalinstallation som fremlæggende en ekspedition, ikke ud i fjerne dele af verden, men i arkiverne. Den tematiske setting og det stemningsfyldte blå rum er gode, men værkerne holder ikke helt momentum og producerer for meget kaos og for lidt undersøgelse af de spændende tematikker.

Henrots værker indfrier derfor ikke helt de store tematikker og det omfattende materiale, de gør brug af. Ekspeditionen vil for meget og kommer for lidt ud af stedet.