En bastards bekendelser

John Kenn Mortensens tegneserie, Post-It Monstre, vandt tidligere på året den danske tegneseriepris, Ping prisen, for bedste danske debut. Men for at få sin tegneserie udgivet måtte han først gennem billedkunsten – til gengæld er priserne på hans værker steget over hundrede procent, efter tegneserien udkom. ‘High brow’ og ‘low brow’ hænger åbenbart sammen.

Den dårligste ide på jorden
“Jeg havde egentlig først forsøgt at få udgivet ‘Post-It tegningerne’ som en slags tegneserie uden forløb – ligesom den faktisk endte med at blive. Det skulle bare være en række scener med monstre på Post-Its, men det var der på det tidspunkt bare slet ingen, der ville røre. Alle syntes, at det var den dårligste ide på jorden,” griner John Kenn og stiller sin dugfriske fadøl på bordet.

Enten eller
Da der ikke var nogen forlag, der var klar på en nytænkning af tegneserien, kontaktede John Kenn ejeren af MOHS Gallery og fik sine tegninger udstillet som billedkunst i stedet. Og så var det pludselig interessant nok alligevel.

“Så gik det faktisk ret stærkt. Jeg blev kontaktet af Steffen Rayburn-Maarup fra forlaget Aben Maler, og han syntes, at det var en fed ide at udgive dem, som jeg havde tænkt; uden forløb, bare en serie af tegninger – en tegneserie.”

Low brow du ved
Nu udstiller John Kenn både Post-Its værker, tryk og større tegninger på udstillingen Storytellers på Galleri Wolfsen i Ålborg, og til spørgsmålet om hvor hans værker genremæssigt befinder sig, lyser han op i et drilskt smil.

“Altså man kategoriserer det, jeg laver, som ‘low brow kunst’,” svarer han og forklarer videre: “‘Low brow’ kunst er det kunst, der kommer mere fra illustration, animation og tatoverings verdenen. Det er meget figurativt og tit også med store patter eller store gorillaer eller pikke eller sådan noget – ‘low brow’ du ved.”

Johnn Kenn smiler af mit lidt spørgende udtryk og tilføjer:

“Altså i Los Angeles har det været stort i lang tid nu.”

Det er, hvad det er
“‘Low brow’ giver meget udtryk for, at ‘det er, hvad det er’: Der er en, der får savet hovedet af ik? eller en troldedame med store patter, der er i gang med at æde… en ged,” griner han – men med et bestemt blik – og fortsætter:

“Det er sjovt, for når man snakker med mange såkaldte ‘high brow kunstnere’, så synes jeg også tit, det er gallerierne og samlerne, der lægger dybden i deres værker. Når man hører selv anderkendte kunstnere fortæller om et af deres værker – så er det så fucking ‘low brow’, som det overhovedet nogensinde ka’ blive.”

En gammel palet
“Om de bare er havnet et ‘andet’ sted og er blevet promoveret på en ‘anden’ måde, jeg ved det ikke – eller også er det fordi, man ikke rigtigt kan se, hvad det er de maler?”

Han griner og tar’ en slurk af sin øl.

“Tag for eksempel Per Kirkeby med en omgang forskellige blå farver. Og når man så spørger ham, svarer han: “Det ved jeg ik’, det der er vist umiddelbart bare en gammel palet, som jeg har rettet til, fordi jeg skulle på ferie – eller sådan noget”,” John Kenn griner igen og forklarer hurtigt videre.

Troldepatter
“Nu vil jeg ikke klandre Kirkeby for ikke at have dybde – han er sgu egentlig nok ret vild – men pointen er, at bare fordi man som kunstner laver noget, der ser ‘dybt’ ud, er det ikke sikkert, at intentionen er mere kompleks end et par troldepatter, og hvad er så mest plat, forstår du?”