En bindende kontrakt med en jinn

I onlineværket Zoba’ah(زوبعة): Hvirvelvinden af Morehshin Allayahri kan man tage på en virtuel rejse og fremmane en arabisk luftånd, hvis man skriver under på en bindende kontrakt. I værket bruger Allahyari elementer fra den islamiske kultur til at kritisere vestlig kolonisering og overmagt og får brugeren til at reflektere over sine egne privilegier og fordomme. Mai McDonald beretter her om sit møde med en jinn en ganske almindelig mandag.

En ganske almindelig mandag mødte jeg en jinn.

Mødet skete gennem en computerskærms blåligt-kolde lys og ikke i forbindelse med et fund af en gammel artefakt i et rodet antikhandel, som egentlig er måden, jeg altid har forestillet mig at møde en ældgammel ånd på.

Det kom i stand gennem den iranskfødte kunstner Morehshin Allahyrais online værk Zoba’ah(زوبعة): Hvirvelvinden. Værket udstilles i samarbejde med Museet for Samtidskunst som en del af deres virtuelle samling. Det kan tilgås på dette link.

I værket arbejder Allahyari med den mytologiske figur jinnen, som er et væsen fra den præislamiske og islamiske begrebsverden, der ligesom engle eksisterer i en parallelverden. Den består af ild og vind, men kan også tage dyre- eller menneskeform.

I Vesten kender vi den fra eventyr om ånden i lampen, der giver dig tre ønsker eller fra Disneys overenergiske syngende ånd fra filmen Aladdin. I islamisk tradition er jinner ånder, der i modsætning til engle er ambivalente og indeholder både godhed og ondskab.

Allahyaris jinn Zoba’ah (oversat til dansk: Hvirvelvinden) skulle bringe omgående forandring med sig, når man fremmaner den.

De indledende faser til at møde en jinn

De sidste par års erfaring med en pandemi og krig har lært mig, at forandring ikke nødvendigvis er godt, og derfor er der også en vis tøven forbundet med at fremmane jinnen Zoba’ah.

For at opleve værket klikker jeg på et link og bliver omdirigeret til en side. Her bliver jeg mødt af en mørk baggrundsskærm med et tekstfelt i brændt orange. I tekstfeltet bliver jeg informeret om, at jeg – for at få lov til at fremmane Zoba’ah – skal underskrive et sæt vilkår og betingelser udformet af kunstneren.

Derudover skal jeg give mit bud på, hvordan jeg selv vil hjælpe med at ændre verden gennem små forandringer i min hverdag.

Fremmaningen af en jinn betyder i dette tilfælde at få adgang til den i AR. AR står for ‘Augmented Reality’. Det vil sige en digital og interaktiv påvirkning af dit fysiske miljø. Det kan være visuelle elementer, lyde eller andre fysiske stimuli. Som for eksempel på Instagram, hvor man kan lægge masker over sit ansigt eller til Zoom-møder, hvor man kan vælge en grøn skov som sin baggrund frem for det kontorlandskab, man befinder sig i.

Aftalen jeg indgår med Zoba’ah er ifølge info-teksten juridisk bindende.

En ulogisk del af mig bryder mig ikke om at indgå en aftale med et ukendt væsen gennem en orange knap. Jeg har ikke meget viden om jinner, men jeg har læst nok eventyr til at vide, at der altid er en ulempe, som man ikke kan regne ud på forhånd, når man indgår kontrakter med overnaturlige skabninger.

I dette eventyr er det dog ikke brugeren/gæsten, der får tre ønsker opfyldt; derimod skal man i stedet love sig bort til Zoba’ahs krav. Da Zoba’ah er en ånd, der bringer fundamental forandring, er det ifølge kunstneren en alvorlig handling at påkalde dens magt ved at downloade den.

På trods af min instinktive modstand klikker jeg på ‘fortsæt’ og bliver ledt videre til endnu en sort- og orangemeleret side med et sandfarvet tekstfelt. Her står en lang række udsagn, brugeren skal erklære sig enig i.

Et af dem lyder: “Du er her, og du anerkender Vestens vedvarende og historiske kolonialisering samt dennes undertrykkelse af andre folk i troen på hvides racemæssige overlegenhed”.

Et andet lyder: “Du er her, og du erkender, at race, etnicitet, køn, klasse og seksuelle præferencer afgør vores adgang til muligheder og ressourcer”.

Tiden, hvor jeg skal underskrive kontrakten, er kommet. Jeg skal erklære mig enig i samlet 15 udsagn, der alle handler om værdipolitiske emner om identitet, historie og klima.

Selvom ideen om at være med til at forestille sig en anden tidslighed, alternative rum og en anden fremtid lyder god, og selvom jeg i princippet ikke er imod de 15 udsagn, synes jeg, at manglen på mulighed for debat eller at få uddybende forklaringer er skærende.

Nederst på siden kan man enten erklære sig enig eller uenig. Gad vide, hvad der ville ske med ens kunstoplevelse og adgang til værket, hvis man erklærede sig uenig?

Jeg ender med at erklære mig enig.

I næste rum mødes jeg af endnu en orange side med samme farve som sandet i en ørken. Her skal jeg udfylde et spørgeskema med bokse til navn, alder, køn og etnicitet. Jeg antager, at boksene er til for at gøre brugeren opmærksom på eget ståsted og de fordomme og forforståelser, der følger med. Derudover skal jeg udfylde en boks med en mikrohandling, som jeg forpligter mig på at udføre for at skabe vedvarende forandring. Jeg skriver:

“Jeg forpligter mig til at være mere åben og nysgerrig i dialog med andre, der har andre holdninger end mig.”

Forhindringer på vejen til mit møde med jinnen

Jeg bliver hvirvlet videre gennem den elektroniske labyrint og møder på min skærm en gestalt med to hoveder, horn og hugtænder. Zoba’ah. Hun sidder i skrædderstilling og drejer langsomt rundt. Foran hende er en QR-kode, som jeg skal scanne på min mobil for at få adgang til AR-versionen.

Ironisk nok glitcher appen flere gange, og jeg bliver sendt ind til en abonnements side for et firma, der laver 3D-print. Her bliver jeg opfordret til at indtaste mine oplysninger for at få en guide fra firmaet (helt gratis!), og der er en pil, som peger på et felt, hvor jeg kan investere i firmaet.

Det er ikke kunstnerens intention, men det bliver min oplevelse af værket, at jeg ikke kan få adgang til jinnen, og i stedet bliver lokket til at skrive under et nyt sted. Ironien består i, at det er et vestligt tech-firma, der forsøger at få mig til at oprette medlemskab, og Allayahri i sit værk blandt andet peger på en kritik af, at Vesten er i gang med en ny kolonisering af Mellemøsten. Denne gang teknologisk. Denne kolonisering foregår ved 3D-teknikker, som bliver brugt til at scanne kunstværker, som de vestlige firmaer styrer adgangen til.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om Zoba’ah spiller både mig og Allayahri et puds? Zoba’ah skulle trods alt være både god og ond, med sin egen vilje og handlekraft.

Mødet

Jeg er lige ved at give op, scanner QR-koden igen og igen, og overvejer, om det her ville være sket, hvis jeg havde en iPhone i stedet for en Android.

Til sidst lykkes det. Zoba’ah er her. Eller i hvert fald er hun i mit værelse, når jeg ser gennem min ødelagte telefonskærm. Man kan dreje jinnen og se den i 3D, og man kan gøre den større eller mindre.

Der sidder hun på min kommode ved siden af en kaffekop. I vinduet sammen med potteplanter og lysestager. På en reol med bøger med sin mørke marmorlignende krop og orange smykker i ørerne, om halsen og armene. Et orange dyr med horn pryder hendes to hoveder.

Efter at have betragtet jinnen i mit værelse lægger jeg til sidst telefonen fra mig og scroller videre. På hjemmesiden kan man læse om kunstnerens projekt og se på gamle illustrationer af Zoba’ah. Derudover kan man trykke på et rundt piktogram, med en stregtegning og ordene Commitment Archive.

Herinde ligger andre kunstbesøgendes løfter til Zoba’ah. Løfterne spænder fra at bage mere kvalitetsbrød, til at spare på vand og strøm, til at aflære sig sin internaliserede racisme.

Vi er har alle indgået en kontrakt med et overjordisk væsen, men hvad skete der med dem, der sagde nej? Hvordan var deres oplevelse af værket? Jeg går tilbage til startsiden og klikker ‘uenig’ på kontraktdelen.

Endnu orange side blinker imod mig. Der står: “Du har valgt ikke at deltage”.