En idealistisk pioner

Som udstillingen viser, var Kasper Heiberg (1928-1984) en idealist, der troede på farven som kunstnerisk materiale og på muligheden for at nå folket med kunsten. Dette demokratiske mål til trods blev Heiberg aldrig en folkekær kunstner ej heller en kunstner, der er fremhævet i den danske kunsthistorie. Men heldigvis giver Pioner i Farver mulighed for at stifte et nærmere bekendtskab med ham.

Fra maler til billedhugger
Pioner i Farver er retrospektiv og opdelt i overordnede temaer, der sikkert guider os igennem kunstnerens udvikling.

Forenklet sagt fra maler, til billedhugger, over farveteoretiker til en kunstner der arbejder med forholdet mellem kunst, virkelighed og arkitektur – alt med grundlag i farvernes liv og betydning.

Arv
Det er fx interessant at se, hvordan Kasper Heibergs opvækst i det kulturradikale hjem sætter sine spor og indvirker på hans demokratiske kunstsyn. Hans far var Edvard Heiberg, der var en af funktionalismens væsentligste personer bl.a. i kraft af sit engagement i tidsskriftet Kritisk Revy.

Skulpturel farve
Ligeledes er tiden i og efter Heibergs ophold i Paris (1962-69) rigt illustreret. Hvordan han går fra maleriet til en skulpturel formgivning, som forsøger at udforske farven i fysisk form.

Et forsøg der bl.a. munder ud i en række bemalede trådskulpturer, der med sin elegante lethed forekommer at være svævende farveformationer. Ligeledes skal her nævnes de (skitseagtige) malerier, hvor forholdet mellem farve og bevægelse undersøges.

Farve og kontekst
Heibergs vigtigste arbejder realiseredes i 1970’erne. Hans arbejde med farvens væsen kulminerer med bogen Den europæiske palet (1975), mens arbejdet med at udfolde kunsten og æstetikken i det byggede miljø sker i udsmykningsopgaverne til Skjoldhøjkollegiet i Brabrand (1972-75) og Thisted Gymnasium (1977-78).

Forenklet sagt var Heibergs kernebetragtning, at vi alle, på baggrund af det vi tidligere har set, danner farvepaletter eller sammenstillinger af farver.

Disse paletter gør på sin vis farve til et materiale, som vi kan forestille os.

Det er denne vekselvirkning mellem farve og form på det specifikke sted, som Heibergs to hovedværker benytter.

I Thisted knytter hans farvemæssigt afdæmpede værker sig nært til arkitekturens og landskabets identitet, mens Skjoldhøjkollegiets stramme og grålige arkitektur udfordres af værker, der spiller på stor farveintensitet og en leg med relationen mellem farve, flade og rum.

Projekter og integreret kunst
Mange af Kasper Heibergs udsmykningsprojekter realiseredes ikke. Pioner i Farver er som sådan en spændende introduktion til de væsentligste projekter.

Det gælder bl.a. et projekt udarbejdet sammen med Willy Ørskov til et nyt byområde i Høje-Taastrup, hvor arkitektur og billedkunsten allerede i planlægningen skulle samtænkes.

Resultatet blev ikke det store projekt, men i stedet skabte Heiberg en række fortolkninger af byinventar. Denne form for integreret kunst kendetegner Heibergs arbejde fra slutningen af 1970’erne og frem til hans død.

Kunstens rolle
På den ene side handler Pioner i Farver om en ener – en foregangsmand – og de fascinerende processer i og omkring hans virke.

Ud over det forbilledlige i at drage Heibergs kunstneriske univers frem fra arkiverne, så lever udstillingen i Køge i særlig grad af dén refleksion.

Gennem Heibergs orientering mod ”virkeligheden” rammesættes – om man vil – en fin diskussion om kunstens potentiale og svagheder i forhold til samtiden.

Heibergs ønske om at give det ”almindelige” menneske æstetiske oplevelser markerer et demokratisk aspekt.

Men hvordan skabe kunst til demokratiet – vel at mærke kunst der er i dialog med folket og ikke udtrykker ideologi?

Det generelle svar herpå findes givetvis ikke – men med afsæt i det faktum at Heiberg havde svært ved at få realiseret sine udsmykningsprojekter, kunne det polemisk hævdes, at samtidskunstens svaghed er, at den er for tæt på samtiden.

Elitær og uforståelig?
Vil en offentlighed være i stand til at gå i dialog med udtryk, der søger nye veje og endda gør det uden for de ”rette” kontekster så som gallerier, museer, akademiet mv.?

Er det så enkelt, at fx Heibergs betragtninger om farven og stedsspecifik kunst blev betragtet som uforståelig, eller endda elitær, i tiden – og at vi først nu, på afstand, kan se det unikke i hans ideer? For, måske vil folket ikke have samtidskunst, men derimod noget de kender på forhånd. Dette var en tanke, der trængte sig på, mens jeg dykkede ned i Heibergs univers og søgte ind i hans ønske om at give kunsten tilbage til folket.

Farve- og rum-mester
Pioner i Farver er en fin og lærerig oplevelse, der placerer Kasper Heiberg kunsthistorisk bl.a. i forhold til andre af tidens ”farve-kunstnere” som fx Poul Gernes og Ib Geertsen. Det er med rette, at Kasper Heiberg betegnes som en pioner. Hans metodik og videnskabelige tilgang til arbejdet med farven og byrummet var særegen.

Desværre kommer visse af Heibergs projekter ikke helt til sin ret, da udstillingen ganske enkelt er for kompakt. I dele af udstillingen kunne en skarpere kuratering have været fordelagtig, så det specifikke værk og projekt fik mere luft.

Men denne skønhedsplet til trods er en tur til KØS en oplevelse, der kan sætte tanker i gang om farven og det byggede miljø, som vi til daglig omgiver os med.