En kompleks cocktail på Charlottenborgs afgangsudstilling

På årets afgangsudstilling fra Det Kongelige Danske Kunstakademi kan man sætte sig og nyde en helt unik drink, samtidig med at selve udstillingen som altid er en cocktail af forskelligartede værker. En del handler om kroppen, ingen handler om corona, som til gengæld præger hele oplevelsen.

Jeg havde ikke set det komme, at to af de værker, der gjorde mest indtryk på mig på årets afgangsudstilling, ville være keramikværker, men sådan er det. Og de har begge et mellemværende med den biologiske krop.

Laura Guiseppis installation af keramiske relieffer er lige så vild i sin æstetik, som den er stramt tænkt og udført. Den skildrer seks stadier af en undfangelse gennem fertilitetsbehandling. Vi følger ægget fra dets indkapsling i en follikel over dets ‘udklækning’, befrugtning og embryostadie til i det sidste relief at se det nyfødte barn indefra. Det kan måske lyde tørt og klinisk, men farverigdommen, størrelserne og tyngden af disse keramikfremstillinger gør det til en decideret wow-oplevelse.

Det andet keramikværk, jeg vil fremhæve, er af Klara Lilja. Det handler snarere om det modsatte: den døde krop.

På et bord ligger et væld af keramiske objekter, hvoraf cirka halvdelen er menneskelige legemsdele, arrangeret fra hoveder til fødder, tilnærmet en anatomisk logik. Men de suppleres af en blækspruttearm, en tudse, forskellige stjerneformer og en række redskaber: en vase, nogle skåle, skeer, en citronpresser. Ét af hovederne og en af hænderne er uden hud, og der er en makaber og næsten kvalmende stemning i værket, som æstetisk klart domineres af lyserødt og hvidt.

Der er efter sigende en dybere alkymistisk symbolik på spil, som vi ikke får præsenteret, men fornemmelsen af et barokt memento mori fornægter sig ikke.

Afgang 2021 er som altid en blandet byhandel af video, skulptur, installation, performance og todimensionale billeder, der tematisk stritter i alle mulige retninger, og hvis der viser sig nogle tendenser, så er det kun meget sporadisk. Men skulle man pege på en sådan sporadisk mini-understrøm, ville det være kropsligheder.

Kærtegn af vægge

Kroppen tematiseres nemlig ikke kun af keramikken, men i høj grad også af Marina Dubias performative værk, der på hemmelige tidspunkter udfolder sig for de heldige.

Dem var jeg iblandt, for allerede på vej op ad trappen så jeg en kvinde opføre sig mærkeligt, og når man er på vej på udstilling, ved man godt, at mærkelig adfærd som regel betyder performance. Hun stod med begge hænder på væggen og rystede langsomt og monotont med den ene hæl løftet. På væggen løb en blå væske ned, og i løbet af det næste kvarter så jeg en række lignende besynderlige optrin på steder med blå væske i nærheden.

En kvinde lå ned og kærtegnede væggen mens hendes underliv bevægede sig frem og tilbage i, hvad der måske kunne tolkes som samlejebevægelser, hvis ikke de var for mekaniske og uhenførte. Men snart efter så jeg kunstneren selv kærtegne en skillevæg, mens en fjerde performer kærtegnede enden af skillevæggen, så der er tilsyneladende en form for erotisering af selve væggene på færde, måske fremkaldt af den blå væske?

Alma Ulrikke Bille Strædes livtag med kroppen er også i den gådefulde ende, men æstetisk virkelig slående. På gulvet står en række objekter: En ‘hest’ af den type, man kender fra gymnastikundervisningen med en kortærmet ringbrynje henover; en højtenologisk, moderne brynje; en hjelm og en tilsyneladende afstøbning af noget af en krop i plastic. En række forskellige kropsligheder med nogle fotografier fra en plasticfabrik på væggen bagved.

Jeg ved ikke, hvad det præcis skal betyde, men det rummer en kraft som samlet komposition.

Det samme gælder i øvrigt Jesper Christoffersens små, charmerende gør-det-selv-skulpturer af hverdagsmaterialer, der alle synes at rumme en gåde, man ikke ønsker svaret på, for spørgsmålet er mere interessant. Og Birk Horsts mærkelige video-transportbånd med surreelle organiske former.

Kajsa Karlsson leger influencer med guides og tips, der går stik imod skønheds- og modeindustriens påbud, og som på kartonsedler, man kan tage med hjem, benytter den instruktionsform, man kender fra fluxus:

“1. Fremhæv ansigtstræk, du har lært at skjule med concealer / 2. Gå på arbejde med dine fremhævede træk/omvendte concealer.” – en klar stikpille til de herskende skønhedsidealer, som også præger denne:

“1. Dæk spejlene i dit hjem med hyggelige tæpper, sy dem fast hvis nødvendigt. / 2. Når du er udenfor dit hjem, så kig ikke på dig selv i spejle / 3. Kig ikke på billeder af dig selv. / 4. Gå med stiletter.”

På videoer giver hun instruktioner som en anden influencer og på gulvet ligger tøj, som hun har pillet sømmene op på i løbet af corona-lockdown.

Computergenreret corona-cocktail

Coronakrisen er ikke et tema i udstillingen, men påvirker alligevel hele oplevelsen markant. Ikke kun fordi, man skal have coronapas for at kunne købe billet, men også fordi alle går rundt med mundbind på og holder afstand. 

Det er måske ikke tilfældigt, at det mest populære (og også klart det sjoveste) værk på udstillingen er Svend Sømods cocktailbar. Her får man rent faktisk en ægte cocktail fra en automat, men cocktailen er mildt sagt ikke efter bogen: et computersystem skaber tilsyneladende tilfældige doseringer og kombinationer af alt for mange ingredienser med henblik på at skabe dig en unik drink.

Man kan klikke gentagne gange på ‘Generate’-knappen indtil man finder en opskrift, man finder nogenlunde drikkelig. Det tog mig en del tryk at nå til en opskrift uden hverken ananas eller kirsebærlikør, men det lykkedes. Den bestod til gengæld af en absurd kombination af 12 andre ingredienser i tilfældige mængder, heriblandt rom, whiskey, absinth, vermouth og gin.

Men jeg nød faktisk den besynderlige drink. Og det var jeg ikke den eneste, der gjorde. Lige her kunne man sætte sig ned ved et bord, tage sit mundbind af og gøre det, som vi har savnet så fandens længe: at få sig en drink i selskab med andre mennesker i det offentlige rum. Jeg ved godt, det er banalt, men lige nu er det måske det mest velgørende relationelle værk nogensinde.

Måske var det også corona-mundbindenes skyld, at det var svært at lugte Sophie Filtenborgs duftværker, opsat i sorte trætårne forskellige steder på udstillingen. Man skulle helt hen og indsnuse dem, og det gør man kun, hvis man har læst i det heldigvis informative katalog, at de rummer dufte, men meningen var vist, at disse dufte skulle kunne mærkes på afstand og præge rummene.

Newtons pandemikrise

Det intellektuelt mest stimulerende værk er Franziska Hoppes fine video Physics Envy, i hvilken hun fortæller om, hvordan Isaac Newton var lukket inde under en pest-pandemi (der fik vi så en indirekte corona-reference) og i øvrigt mistede en formue af sine investeringer på grund af en finansboble. Alligevel var Newtons fysik ironisk nok idealet for de tænkere (Adam Smith og andre), der var med til at danne økonomien som videnskab med det rationelle, økonomiske menneske som model og den liberale kapitalisme som økonomiens sande natur.

Hoppe er en god fortæller, der indfletter selvopfundne scener i den ellers velresearchede historieskrivning, og det er velgørende med en videokunstner, der faktisk ønsker at kommunikere til sit publikum frem for at mumle lommefilosofiske fraser på dårligt engelsk. Den visuelle del kunne man måske godt forvente sig lidt mere af. Den er sådan set OK, bygget op om fire indstillinger af et observatorium, men det er fortællingen, der driver værket.

Der er rigeligt med interessante værker i bunken til at gøre Afgang 2021 til en god oplevelse for den nysgerrige. Udstillingen er kurateret af gruppen Vermillion Sands, som på magisk vis har formået at give alle værker den plads, de fortjener uden at forsøge at skabe tematiske rum eller forløb. Selv når værkerne i et rum lapper over hinanden, føles det ikke, som om de kæmper om pladsen, også fordi de som regel er vidt forskellige i materialer og æstetik. Det er ikke nogen ringe bedrift.