En midtjysk platform for samtidskunst

Viborg Kunsthal (tidligere Kunsthal Brænderigården) ligger fantastisk ved søerne i Viborg hjemmehørende i en historisk bygning fra 1700 tallet, som har været brugt som både sindssygeanstalt og til fremstilling af brændevin – deraf det tidligere navn. I 1994 blev bygningen indrettet som kunsthal og har siden etableret sig som en væsentlig og særdeles ambitiøs platform for samtidskunstens eksperimenterende og udfordrende former i det midtjyske.

Flere gange har det været her i Viborg, man første gang kunne se virkelig unikke og omfattende præsentationer af kunstnere. Eksempelvis Peter Holst Henckels Why do leaves change colours in the fall i 2009 eller Leonard Forslunds Skog av glas i 2011. Eksperimenterende udstillinger med lys – eller lydkunst har været på programmet og omdrejningspunktet for udstillinger som Luminis – jagten på lyset, 2011 og Sound made visible, 2009, ligesom kunsthalen er gået udendørs i udstillingen Udenfor fra 2007-08. Alt sammen peger det på lysten og evnen til at sætte kvalitative eksperimenter i værk.

“Kunsthallen fejrer i år 20 års jubilæum og nyder stor anerkendelse i kunstfaglige kredse”, fortæller Helene Nyborg Bay, som siden 2012 har siddet i den lederstol, som initiativtager Karen Lintrup med stor iværksætterånd og vedholdenhed havde holdt varm siden kunsthallens etablering.
“Jeg har været heldig at overtage en institution, hvor Karen Lintrup havde lagt et rigtig godt fundament med et rigtig godt program. Historien har betydning, for det tager tid at skabe kvalitet og stadfæste sin position”.

Nyborg Bay, der kom til Viborg med erfaringer fra den københavnske galleriverden, kan i dag ikke uden stolthed fremvise en pæn fremgang i besøgstallet.

Sidste år gæstede 20.265 besøgende kunsthallen for at se udstillinger med blandt andre Jen Davis eller opleve Mette Winckelmanns nye 151 meter lange murmosaik Tro og Overtro.

Til sammenligning var besøgstallene i 2011 og 2009 henholdsvis 9.065 og 6.355.

Læs interview med Jen Davis her
Læs interview med Mette Winckelmann her

Nye målgrupper
Stigningen skyldes blandt andet, at kunsthallen har arbejdet strategisk på at forbinde sig med nye målgrupper – ikke mindst børn og unge. Blandt andet har man i samarbejde med unge arrangeret fester med gymnasiebands ved museet, ligesom man planlægger filmvisnings-arrangementer for unge i forbindelse med den netop åbnede udstilling med den japanske kunstner Mika Ninagawa.

“Det er vigtigt for os, at vi markerer os i bevidstheden hos de unge mennesker”, fortæller Helene Nyborg Bay, som også fremhæver kunsthallens kunstskole, samarbejdet med Visuel HF samt de foredrag, koncerter og workshops, man arrangerer både for børn og voksne.

“Vores hovedformål er at vise `det elitære´, hvor det faglige niveau er i top, men vi har også en forpligtigelse til at tilgodese andre målgrupper. Det er anderledes at drive en kunsthal i provinsen, hvor vi måske har en mere udtalt forpligtigelse til `at lære´ folk at se på samtidskunst”, fortæller hun. “Vi er ikke så berøringsangste. Det er ok at lave en skattejagt, det er ok at lave familiearrangementer og det er ok at folk kommer for at få en kop kaffe i cafeen”.

Betyder 20 år i Viborg, at der er en større parathed for samtidskunst blandt publikum?
“Jeg ville rigtig gerne svare ja til det, men for at være ærlig, tror jeg ikke vi har flere besøgende, der `kun´ kommer her for at se den nye samtidskunst end andre steder i landet. Til gengæld tror jeg, vi har markeret os som et sted, hvor man kommer for at få en eller anden form for totaloplevelse. I dag der er man nød til at spille på flere faktorer. Vi lever i en netværkskultur, hvor folk søger allround oplevelser”.

Kunsthallen som fænomen
Ifølge Nyborg Bay har kunsthallen som fænomen en ganske særlig placering på kunstscenen. Den befinder sig et sted mellem gallerierne og museerne:

“Kunsthallen et slags eksperimentarium for samtidskunsten. Vi skal ikke sælge kunst som gallerierne, men arbejder ikke desto mindre tæt sammen med kunstnerne. Vi har ikke forpligtigelse til at pleje en samling som museerne – til gengæld har vi en forpligtigelse til at være på omgangshøjde med den nyeste kunst og til at samarbejde med kunstnerne om præsentationen”, fortæller hun, og fremhæver kunsthallens åbenhed som en væsentlig faktor:
“Vi kan eksperimentere. Vi har en lettere struktur end museerne og kan vende hele huset på den anden ende i en periode. I en kunsthal er det tilladt at fejle, hvilket det ikke er i et museum”.

Er kunsthallerne så kunstscenens frie fugl?
“Det er ikke helt forkert. Vi har en anden frihed end museerne. Men når det er sagt, så har vi også nogle meget stramme økonomiske rammer, så det er begrænset hvor højt vi kan flyve”, smiler hun.

Er det også sjovere at lede en kunsthal end at være gallerist, som du jo var tidligere?
“Jeg synes nu også, det var rigtig sjovt at være gallerist, hvor man ligeledes arbejder tæt sammen med skabende, kreative mennesker og får udstillinger realiseret. Men for mig har det været en naturlig udvikling at komme til en kunsthal, hvor der er andre muligheder, flere kvadratmeter, mere personale”, slutter Helene Nyborg Bay.