En samtale på tværs af begivenhedshorisonten

Når Bank & Rau laver en udstilling på CoBrA-museet i Amsterdam fører de en samtale på tværs af historien i dialog med museets samling. Man lærer ikke så meget nyt om CoBrA, men man forstår at historien for os, i vores tid, er et fladt landskab, hvor alt føles tilgængeligt – ikke en progressiv rulletrappe som i gamle dage.

Udstillingen Brutal Vitality åbnede 1. marts på det unge kunstmuseum for CoBrA-kunst i Amsterdam. CoBrA (hvor A’et står for Amsterdam) er i sig selv en parentes i kunsthistorien på kun 3 år, men praksisserne, der samledes der, har haft enorm betydning på både de involverede kunstnere, såvel som vores kunsthistorier fra slutningen af 40erne og frem.

I Danmark kommer man ikke udenom Jorn, Heerup, Bille og Carl Henning Pedersen, mens bevægelsen er mindst lige så central i Holland med kunstnere som Karel Appel, Constant og Corneille.

Ikke mindst på grund af den legendariske udstilling på Stejdelijk Museum i 1949, der både gjorde CoBrA kendt og slog det første søm i deres kiste. Som enhver vigtig kunstbegivenhed skabte udstillingen furore blandt anmeldere og publikum, men den skabte også splid blandt medlemmerne.

Ingen frygt for folkelighed
Bank og Rau blev inviteret som en del af CoBrA-museets Open Collection Programme, som I museets egne ord er: “en undersøgelse af praksis, hvor samtidskunstnere bliver inviteret til at gentænke samlingen og tilbyde nye impulser og perspektiver.”

Det har duoen gjort ved at skabe en installation, hvor der bl.a. indgår værker af CoBrA-kunstnere. De er installeret i en spraglet scenografi af ting bygget i mursten, beton, paller og vægmalerier, men der er også tegninger lavet af Cobra-kunstnernes børn, Jorns cykel fra Læsø og nok finest af alt, er der inkluderet værker af kvindelige kunstnere, som var omkring gruppen, men som aldrig blev anerkendt som en del af den.

Udstillingen er opdelt i 5 tableauer med titler som: When Life Penetrated Art, Crossing Borders og Shaping The World, der både henviser til CoBrAs avantgardistiske hensigter, men forekommer også som et oprids af de intentioner, som Cobra og Bank og Rau har til fælles. Ligesom Heerup, Jorn og flere andre fra CoBrA har Bank & Rau aldrig været bange for det tilgængelige og folkelige.

Revolutionen lugter af mand
CoBrA-drengene kommer under skøn behandling af damerne fra Bank & Rau i det første og fineste tableau: When Life Penetrates Art. Det tager udgangspunkt i hjemmet, med et opmuret køkken, opvask, som er håbløst formgivet i ler, børnetegninger og store ornamenterede vægmalerier af  kønsdele og børn.

Over køkkenet står der drillende på et nedløbsrør ”There are many fish in the ocean –  many men to love” – en appropriering af en Jorn graffiti, der blot handler om kvinder. Ved siden af hænger et maleri af  kunstneren Lotti van der Gaag, som i en årrække havde værksted i Rue Santeuil, sammen med Karel Appel og Corneille.

Man bliver ansporet til at tænke over at CoBrA langt hen ad vejen også var en drengeklub (selvom Else Ahlefeldt og Sonya Ferlovs indsats ikke skal undermineres) og det revolutionære projekt, som så mange gange før gennem avantgardehistorien, lugtede godt og grundigt af mand.

En samtale på tværs af begivenhedshorisonten
Det er fint at følge samtalen mellem Bank og Rau og CoBrA – hvordan disse kvinder, over 60 år efter CoBrA-bevægelsen er gået i opløsning, kan spørge, svare og blande sig i samtalen. Egentlige mere end det.

I Brutal Vitality er man ikke i tvivl om hvem der siger, hvor skabet skal stå. Ved første øjekast kunne det virke som en én-vejs samtale, fra Bank og Raus side, men set i lyset af CoBrAs anseelige plads i kunsthistorien tåler værkerne nok noget spekulativt modspil.

Samtidig føles udstillingen heller ikke som et opgør – tværtimod virker den som en kollegial, humoristisk, drillende og engageret samtale på tværs af historiske skel.

En dynamisk samling
Brutal Vitality ligger i en lang række af nutidige iscenesættelser af kunstsamlinger. Tidligere har museets samlinger skulle tegne en historisk udvikling for nationalstaten. Gennem en lineær og progressiv tidsforståelse skulle man forstå, hvordan alt i historien har ledt frem til nationalstatens fuldbyrdelse.

Det ændrede sig især i 1980erne. Samlingerne blev herefter jævligt iscenesat på nye måder – gerne af freelance kuratorer og kunstnere. Begivenheden blev det primære udstillingsformat (Kilde: Gielen – The Murmuring of the artistic multitude). Både fordi det gamle dannelsesideal blev erstattet af et underholdningsideal, for at kravene om et større og mere folkeligt publikum skulle nås, men også fordi tiden ikke var til det.

Samtidsboble
En af de primære årsager var postkolonialismen, der kritiserede modernismens hierarkiserede udviklingshistorie, men også Sovjetunionens endeligt, der fik Francis Fukuyama og andre til at bebude historiens endeligt. Dertil kan tillægges endeløse digitale arkiver, lynhurtige processorer og globaliserede kommunikationsteknologier, der har suget alt ind i en uoversigtlig samtidsboble.

Frem for den lineære moderne tidsforståelse har den kontemporære temporalitet mere karakter af et landskab, som men kan bevæge sig rundt i. Det er et landskab hvor tiden ”før” ikke føles anderledes utilgængelig end en nutidig virkelighed f.eks. i et land langt væk. Tid, afstand og kulturelle skel udgør landskabet, men samtidig føles det som om alting potentielt er tilgængeligt.

Et af de første impulsive spørgsmål som dukker op når man går legende i clinch med de historiske koryfæer er, hvad drengene ville have sagt, hvis de vidste de blev brugt på denne måde. For en gang skyld fandtes der et delvist svar, da en af gruppens sidste overlevende, Pierre Alechinsky, var ret begejstret for Brutal Vitality. For mig har sådan noget ikke den store betydning, men det er jo sjovt at få dét på plads. Jeg synes imidlertid det er interessant at se på metodologien, og hvad den er et symptom på.

Historiens ulidelige lethed
Det er en temmelig frivol tilgang, som Bank og Rau har haft til CoBrA’erne, men det var heller ikke hensigten med udstillingen nødvendigvis at skabe ny historisk viden om bevægelsen. Der er også allerede skrevet rigeligt om CoBrA. Derimod er det interessant at udforske mulige tilgange til historien. Der er en lethed og venskabelighed over den samtale Bank og Rau har ført med samlingen.

Brutal Vitality viser, hvordan vi finder det meningsfuldt at have en materiel samtale på tværs af begivenhedernes horisont. Det kan være udtryk for at vi tager for let på de historiske forskelle i dag. Vi tager os måske for store friheder med det som er sket, men det er en lethed, som viser fine måder at konversere med den voksende mængde genbrugsmateriale, som vi nu alligevel har liggende omkring os.