En skøn massakre!

Ivan Andersen (f. 1968) erobrer Rønnebæksholms indre arkitektur med sine spektakulære og dobbeltbundne, rumudforskende billeder, som vipper mellem to og tre dimensioner: Indimellem manifesterer de sig som genuine malerier, andre gange er de installationer eller reelle skulpturer. Mr. Andersen bringer os stadig nyt om maleri i et sitrende krydsfelt mellem projektionsflade og fysisk objekt.

Han dimitterede fra Kunstakademiet i 2005, men allerede mens han var under uddannelse, fik galleristerne øje på hans originale billedsprog, som fremkommer ved, at han sampler billeder, indhentet fra forskellige registre af vores moderne virkelighed, især menneskeforladt arkitektur, parkeringspladser og udkanter, og lader dem støde sammen på fladen i et clash, der minder om det brogede informationsbombardement, som vi udsættes for hver dag i mediernes uophørlige nyhedsflow.

Mening i galskaben
Der er tale om uortodokse og drilagtige undersøgelser af maleriets evne til at skabe og indtage rum.

Uortodokse, fordi han vrider og bøjer maleriet som fysisk objekt og overlejrer det med nye, overraskende flader i en raffineret kollageteknik.

Drilagtige, fordi vi som publikum overlades til at samle fragmenterne til et hele og finde mening i galskaben.

Der er i sandhed tale om maleri i et udvidet felt, når Ivan Andersen går i aktion. Han er på en og samme gang en konceptuelt arbejdende kunstner, som undersøger repræsentationen – dvs. hvordan man får virkeligheden til at fremtræde genkendelig på fladen – og en rigtig maler-maler, som eksperimenterer med maleriets stoflige sider.

Som passioneret ikonoklast – billedstormer – begår Ivan Andersen sine massakrer på lærred, rammer og motiver, som han saver i, sprøjter på, lægger kollageagtige lag hen over og i det hele taget bøjer og vrider, så det er en lyst – hvis ikke han transformerer den firkantede flade til mindre eller kæmpestore malerisøjler.

Her skal man gå hele vejen rundt for at opleve billedet.

Man støder ikke længere ind i skulpturen for at betragte billedet. Nej, nu er maleriet selv en skulptur med en volumen, som fylder rummet ud.

34 værker
Man kan opleve 34 af hans værker i det skønne lille herresæde Rønnebæksholm ved Næstved. De er malet i de seneste to til tre år, hvoraf flere har været vist i Galleri Bo Bjerggaard, men nogle af værkerne er helt nye og skabt direkte til Rønnebæksholm.

Titlen Parallelforbindelser hentyder dels til, at malerierne eksisterer som parallelverdener, og dels til at de skaber en række forbindelseslinjer mellem de fysiske udstillingsrum.

Før Rønnebæksholm blev kunsthal, var hovedbygningen beboet af skiftende godsejerslægter og er nok bedst kendt som N.F. S. Grundtvig og hans elskede, næstsidste kone Ane Maries hjem.

Ivan Andersens værker er installeret i syv af deres otte stuer med bl.a. muret kamin og skønne, gamle brændeovne med blankpolerede skorstensrør af kobber. Der er noget hjemligt over rummene, hvilket kræver en særlig arkitektonisk finfølelse af den udstillende kunstner. Men det lykkes til fulde for Ivan Andersen at indtage rummene på en dialogisk måde, selv om hans krasse, urbane scenerier clasher mod de nyklassicistiske rum. Han virker så fortrolig med stedet, at man skulle tro, at han var født og opvokset på Rønnebæksholm og nu er vendt tilbage for at vække stedet af dets Tornerosesøvn.

I gangen hænger der desuden nogle mindre værker, der peger fremad mod nye motivverdener. De synes imidlertid ikke helt så fascinerende som værkerne inde i salene.

Spejlet inddrager publikum
Som noget nyt har han anvendt spejlfolie i en række værker, hvilket giver motiverne en spændende tredje dimension, samtidig med at publikum inddrages som motiv. Det er mesterligt grebet an, især i det 250 x 740 cm store værk Indfaldsvinkel – udfaldsvinkel (2014), som inddeler havestuen med en ekstra væg i hele rummets bredde. Værket er malet på et fotografi, der er taget med panoramakamera af selv samme havestue.

Her står man så og kigger ud af de samme vinduer, som man i virkelighedens verden vender ryggen til. Således ser man både ind i billedet og ud ad vinduerne – jfr. titlen – ligesom der er tale om to årstider: Gennem vinduesillusionerne ser vi ud på parkens grønne løv, og solen kaster et gyldent lys på gulvet, mens rummet IRL oplyses af det grå vinterlys.

Allerede i renæssancekunsten talte man om maleriet som et vindue ud mod verden, hvilket Ivan Andersen her tager ganske bogstaveligt. Han har imidlertid splintret fremstillingen af rummet ved at lægge et grid af spejlfoliefelter ind over fotografiet, hvorved illusionen brydes på finurlig vis. Samtidig refererer de rombeformede spejlfelter til det digitale fotografis pixels. Publikum, som står midt i billedets motiv, spejles med. Man forsøger at samle billedets puslespil, og rummet giver sig langsomt til kende som en drøm om sommer og sol.

Puslespilsbilleder
I to værker arbejder Ivan Andersen sig helt ind i spejlets forunderlige parallelverden – men nu som fysisk objekt. Det drejer sig om Seven Years of Bad Painting (2013), som refererer til den gamle overtro, der siger, at syv års ulykke rammer den, der splintrer et spejl, og når man er maler, må det nødvendigvis gå ud over den maleriske formåen. Ivan Andersen smadrede et spejl på gulvet i sit atelier og kopierede derefter skårene og deres spredte tilfældighedsmønster ved at udskære dem i MDF og bemale dem.

Stykkerne ligger nu som et puslespil på gulvet. Omvendt har han i værket Når naturen fejler (2013) samlet stykkerne til et puslespilslignende billede på væggen, også udsavet i MDF. Her mangler der lidt hist og pist.

Et godt og håndfast billede på, hvad der sker, når man forsøger at rekonstruere virkeligheden. Der er altid noget, som går tabt. Billedet kan kun vise dele af virkeligheden, den kan aldrig dække den 1:1.

Fra maleri til fladskærm
Mest radikalt går han til værks i sin maleri-installation It’s Complicated (2012), hvor et maleri starter med en klat maling under en kaffekop på et ovalt sofabord. Maleriet drejer op ad væggen som en smørgul monokrom og ender inde i hjørnet, hvor det knopskyder til en bøjet fladskærm – naturligvis malet – der viser en optagelse af noget, der minder om en eksplosion. Ved siden af bordet står en lænestol, der er delvis bemalet. Hygge i tv-stuen?   

Ivan Andersens palet er overvejende i dæmpede eller brækkede farver. Hvad enten han bruger inkjetprint, akryl, olie eller spraymaling er der tale om en tør og nøgtern palet. Ofte finder han sine forlæg på nettet eller i fotografier, der hyppigt har noget med arkitektur at gøre, men motiverne er altid mennesketomme. Som noget relativt nyt er han også gået om bord i landskabsmaleriet – især har han en svaghed for bjerglandskaber. Som det fremgår, er det i høj grad værd at tage en tur til Sydsjælland og gå på opdagelse i disse grænsesprængende og inciterende værker. Man bliver som betragter glad i låget af at opleve, hvordan Ivan Andersen går planken ud og eksperimenterer så vidtgående med maleriets muligheder.