Endelig et møde mellem lydkunst og videnskab, der ikke føles som en eftersidning

Stik imod alle odds er mødet mellem astrofysik og lydkunst blevet til en vanvittigt charmerende udstilling i Nikolaj Kunsthal. Signe Heinfelt og Jo Verwohlts Interference lader to verdner støde sammen, men giver kunsten lov at gro frit.

Er man belemret med erfaring, nærmer man sig ikke uden en vis skepsis udstillinger af lydkunst, der lokker med disciplinens helt store modeord: sonifikationer. Altså manien med at oversætte naturvidenskabelige data til lyd for derigennem at gøre ofte uoverskuelige størrelser begribelige.

Sjældent leder den øvelse til værker med kunstnerisk dybde. Måske til omtale, for det er alt andet lige enklere at tale om klimaforandringer eller sorte huller, end det er at formidle abstrakt og flertydig lyd. Men interessant kunst kommer der så godt som aldrig ud af sonifikationerne.

Derfor en tak til de højere magter for lydkunstner Signe Heinfelt og astrofysiker Jo Verwohlts storstilede, legesyge og reelt nysgerrige udstilling Interference i Nikolaj Kunsthal. Et projekt, der ganske vist har hevet sin finansiering hjem gennem en privat fondspulje til videnskabelig formidling, men heldigvis er meget mere end oversat astrofysik.

I usædvanlig skala

Værd at bemærke er måske udstillingens skala. Det er langtfra hverdag, at lydkunst får lov at optage så meget plads, som de i alt otte selvstændige værker gør i det gamle kirkerum. Ambitiøst tager det sig ud fra første blik.
Uden skillevægge er Nikolaj Kunsthals nedre sal en udfordring for de fleste kuratorer, for hvad stiller man op med den store midte mellem søjlerne? Signe Heinfelt og Jo Verwohlt har fikst fyldt pladsen med to tavse værker, der til gengæld hele tiden ændrer karakter, når man bevæger sig rundt om dem.

Først den høje og gennemsigtige akrylskulptur Standing Wave, en fastfrossen lydbølge med en skarp, drilsk slutning lige ned i gulvet. Takket være sit tynde lag af lysbrydende film fungerer værket ikke kun som en slags logo for resten af udstillingen, men også som et changerende farvespil, der legemildt får lyset i rummet til at skifte mellem blå, orange, røde og gule nuancer.

Bag sig har skulpturen et decideret spejlkabinet, her radikaliseres bøjningen af rummet: Black Hole illuderer effektivt et sort huls snurrende opløsning af dimensionerne, særligt når man inde fra midten af kabinettet er omsluttet af bulede spejle i alle retninger. Så sparede man den tur med rumfærge.

Bidske sonifikationer

Det er imidlertid, når værkerne også får lyd på, at Interference viser sig som en udstilling, der ikke blot er fromt legesyg, men faktisk har bid. Tag nu bare de 13 rektangler i Sound Horizon, der ligesom den store akrylskulptur er beklædt med dikroisk film og filtrerer farver i skiftevis transparente og tågede halvspejlinger.

Her ledsages det godmodige lysspil af optagelser af bølgende væsker med forskellig fyldighed, men lydene har langt mere at fortælle end som så. Først høres noget nær dumpe paukeslag og roterende stempler af støj, siden udvikler klangene sig til elektriske brag, togrytmik og pistolsalver, hver sløjfe afsluttet med et brutalt forte-skvulp.

Så bidsk natur har sonifikationer sjældent, og det klæder i den grad udstillingen at tvinge sig ud af rollen som underdanig formidler og insistere på en musikalsk selvstændighed i de enkelte værker.

Universets fødsel og endeligt

Helt episk fortællende bliver den musikalske form i det dedikerede lydværk Evolution of the Universe på kunsthallens førstesal. Her folder Signe Heinfelt sig ud i selskab med den georgiske komponist Mariam Gviniashvili, og sammen portrætterer de milliarder af års astronomisk historie på, hvad, et kvarters tid.

Øredøvende metal sønderriver et tålmodigt lydtæppe af fjern blæst og lysende elektroner. Siden optegner værket et mørkt udvidende areal af ulmende rumklang og lader universets kaoskræfter råde i form af susende himmellegemer, brændende synth og langsomt dalende elektrontoner.

Forud er gået en sats med gruset ambiens og tiltagende hyppige elektroniske bip og toner, der ender som hektisk cirklende droner i de otte højttalere omkring lytteren og skylles ned med en pulserende ekkostorm. Således vistnok universets fødsel og dets mulige endeligt, men – nok så vigtigt – også slet og ret dynamisk og alsidig elektronmusik.

Mere end en akustisk pointe

Cirklerne vender tilbage i udstillingens hovedrum, hvor en smukt brutalistisk tårninstallation, Dark Matter, foredrager dopplereffekt fra et roterende hjul med to højttalere monteret. Hastigheden varierer, det samme gør derfor også den opfattede tonehøjde af den orgelklang, der lyder fra værket – som man kender det fra ambulancer.

Igen får lyden dog lov at leve sit eget kunstneriske liv, løsrevet fra den videnskabelige formidling. Orgeldronerne, der er indspillet på Nikolaj Kunsthals eget orgel, skifter hyppigt klangfarve, selvom den akustiske pointe jo for så vidt kunne føres hjem med en helt nøgen sinustone.

I stedet har Heinfelt og Verwohlt skabt et værk, der har et ekstra kunstlag – en klanglig ophøjethed og måske fremmedhed – og oven i købet sender en hilsen til dronemusikkens forfædre, der for mere end tres år siden begyndte at strække toner ud i det uendelige, blandt andet ved hjælp af orgel.

Ligeværdigt møde

Den helt store bedrift med Interference er altså, at det er lykkedes at lade kunst og videnskab mødes på lige fod, hvor førstnævnte ellers kan have det med at tabe til sidstnævnte, når disse ”art and science”-udstillinger tager form.

Men også at værkerne med deres materialemæssige lethed – den gennemsigtige akryl, de piblende elektrontoner – virker indbydende, samtidig med at de får modspil af en bidsk vilje, der sætter sig igennem rent lydligt.
Særligt eventyrligt er det at træde ind i de fire bokse, der er samlet under titlen Electromagnetic Spectrum. De to yderste er helt mørke indeni og stikker i næsen med deres sortmalede træ. I den ene høres en duvende bas og rungende stød, mens varme strømmer ind fra en mørklagt varmelampe. I den anden: en helt lys pibetone og intet andet.

Således spektrets hårde yderpunkter – infrarød kontra ultraviolet. De to midterste bokse lever et festligt liv imellem dem med hver sin lysende loftsplade, en i rødligt changerende farver, en i blåligt. Fra små højttalere i de bokse høres heftigt resonerende toner, fjerne harmonier, hvislende synth og isnende ekkoanslag, tilmed tilsat tyk teaterrøg. Det er overrumplende veloplagt og flertydigt.

Frejdig lydtænkning

Mindre liv er der i udstillingens tre eksempler på kymatik, altså det fænomen, der viser sig, ved at eksempelvis – som her – små silikatmineraler ordner sig i sirlige gitre og fiskemønstre under påvirkning af lydbølger.
I de tre Sound Paintings er de farvede mineralsten limet fast på seks lag polykarbonat, men sjovere havde det været at se fænomenet udspille sig i virkeligheden med en højttaler og en plade ovenpå. Det ér et fascinerende syn, men knap så meget i fastfrosset form.

Til gengæld er der stor munterhed i udstillingens sidste værk, de fire gaslys for enden af kirkerummet fyldt med helium, argon, neon og kviksølv og lysende med hver sin farve.
Hvert af de krøllede lysrør ledsages af en tilfældighedspræget komposition med kornet støj, kliniske bip, overstyrende bas eller syntetiske strøg, hver især med udgangspunkt i gasarternes sammensætning og hver med sin egen, finurlige stemning af alt fra næsten melodisk liv til dybt savende horror.

Så meget humør og frejdig lydtænkning er der altså sjældent kommet ud af et besøg i astrofysikkens verden.