Er du på? Kunstsalon med Hannah Toticki Anbert diskuterer livet i mobilens æra

Publikum fik lov til at mærke deres mobiler, og hvad de gør ved os på Bikubefondens Kunstsalon Distract me not: En samtale- og samværssalon om mobiltilstedeværelse. Billedkunstner Hannah Toticki Anbert holdt roret denne aften, hvor også performancekunstner Gry Worre Hallberg, journalist Frederik Kulager og performancekoret Syvende og sidst deltog.

Allerede da jeg tilmelder mig Bikubenfondens Kunstsalon Distract me not: En samtale- og samværssalon om mobiltilstedeværelse, bliver jeg opmærksom på, hvad mobilen egentlig betyder i mit og min families liv. Hvordan kan det være, at den har afløst vækkeuret, og hvornår var det egentlig, at det begyndte, det der med at komme til at tjekke mails før morgenmaden?

Og hvor ofte er det lige, at pauser bliver udfyldt med meningsløs scrollen gennem Facebook? For ikke at tale om de samtaler, der bliver afbrudt af et, ”jeg googler det lige”?

Mærk din mobiltelefon

Kunstsalonen var lagt i hænderne på kunstner Hannah Toticki Anbert, som inviterede til ”leg, oplæg, performance og afslutningsvis lidt mad og øl”. Stemningen blandt de omkring 50 fremmødte til det udsolgte arrangement i Art Hubs lokaler, var forventningsfuld, som før en fest. Ved indgangen fik man en strimmel (gul, hvid, grøn, blå eller lyserød) som angav, hvilken gruppe man skulle indgå i.

Lidt efter sad jeg sammen med de andre gule i en rundkreds i et kontorlokale. Vi havde Hannah T. Anbert som gruppeleder, og nu bad hun os om at finde vores mobiltelefoner frem: ”Vi starter med at sidde lidt med vores mobiltelefon i hånden og mærke lidt på den”, siger hun.

Det føles akavet. Hvad er der egentlig at mærke på en telefon? Lidt efter skal vi mærke på kanterne og på bagsiden. ”Er der noget, jeres fingre genkender”?, spørger kunstneren og fortæller, hvordan der altid er et bestemt sted på hendes telefon, hun kører en finger over. Jeg kommer til at tænke på rosinøvelsen på det mindfuldness-kursus, jeg engang var på.

Da vi lidt efter skal sende vores telefon videre til sidemanden og modtager en andens telefon, bliver det imidlertid tydeligt, hvor godt man rent kropsligt kender sin egen telefon. Sidemandens telefon er alt for stor, tung og fremmed. Vi får vores egne telefoner tilbage og får tilmed en gave, i form af en håndsyet pose, vi skal lægge den ned i. Det er en gavmildhed, det at få noget en anden har brugt tid på, der bliver siddende som en glæde.

Hvordan var det før mobilen?

Resten af aftenen udgøres af tre mindre talks. Hannah T. Anbert fortæller om sine overvejelser af personlig og mere fænomenologisk karakter:
”Jeg oplever, at der i min omgangskreds både på det kollegiale, det sociale og det familiære niveau er et problem i forhold til, hvordan vi omgås vores digitale devises”.

Hannah Anbert er født i 1984 og tilhører, siger hun, den sidste generation, der har gået i skole uden smartphone, men hun kan næsten ikke huske, hvordan det var før. Hun fortæller om følelsen af at have udliciteret store dele af sin hukommelse og sin stedssans til telefonen.

Mobilhæmmende redskaber

Anbert viser sine Tools, som er værker, skabt ud fra refleksioner over, hvordan vi omgås telefonen. Fysiske hacks. Et par briller hvor der fra underkanten af stellet drypper firkanter ned, som simpelthen blokerer læsefeltet.

Touch Screen Protection Rings er skinnende guldringe til hhv. tommel og pegeblomme, som umuliggør interaktion med telefonens taster. De fysiske genstande er en rørende synliggørelse af hvor lille del af vores krop, der egentlig interagerer med den telefon, som giver os adgang til enorme verdener og sammenhænge.

Telefonen kilder vores hjerne

Første gæst er Frederik Kulager, internet- og teknologiskribent på Zetland. En ung, energisk foredragsholder, som har fat i os fra begyndelsen, hvor han lægger sine egne telefonvaner frem:
”100 gange om dagen vækker jeg min telefon, dvs. jeg lader mig forstyrre ca. hvert 10 minut”.

Det er ikke kun, når der er noget vigtigt, at Kulager tjekker telefonen. Salen fniser genkendende, da han fremmaner scenariet med mobilen på bordet, der måske lige blinker lidt, og fluks tjekker man, om nogen vil en noget.
Kulager kommer med mange eksempler på, hvordan teknologien med dens umiddelbare belønninger, hvad enten det handler om likes eller det at ”trække” lidt på skærmen, for at få noget frem, går lige ind i vores lystcentre. Samtidig med at vi uden at blinke underlægger os en stor kapitalistisk økonomi.

”Mark Zuckerberg leger Gepetto med os”. Uden at være teknologifjendsk mener Kulager, at vi skal være kritiske og også, at vi skal værne om evnen til at koncentrere os i længere stræk.

Det analoge rum

Den evne har performancekunstner Gry Worre Hallberg, leder af Sisters Academy, som kunne opleves i performanceinstallationen The Boarding School på Den Frie i 2017 . ”Eleverne” opholdt sig 24 timer på skolen, og afleverede deres telefon.

”Vi har ikke en krig mod det digitale, men fordi det er så definerende for hverdagslivet, er det analoge en måde at få os ud af hverdagslivet på”, siger Gry W. Hallberg, som har læst 800 af de dagbøger, der er blev skrevet på skolerne, og deriblandt kun fandt én note, der forholdt sig til telefonen. Gry W. Hallberg havde ikke så meget at sige om mobilen, men hun havde nogle interessante betragtninger omkring det æstetiske nærværsrum, som telefonen måske forhindrer os i at opnå.

Nu kun afhængig af kedelige ting

Før aftenen afsluttedes med en virkelig skøn performance af stemme-ensemblet Syvende og sidst, var der tid til samtale med salen. Blandt andet sagde en kvinde, at hun havde gjort sin telefon virkelig uspændende ved at fjerne sociale medier mm. Alligevel konstaterede hun, at hendes skærmtid var uforandret. Nu så hun bare kun på kedelige ting, men afhængigheden var den samme.

En mand spurgte, om det overhovedet er noget problem, eller om vi ikke ”bare er supergode til at skifte vores opmærksomhed?” Til det svarede Kulager, at han godt kender teorierne om, at vores hjerne former sig efter redskaberne, men at han mener, at vi lige nu presser vores hjerner på måder, som er decideret usunde. Og Anbert bragte igen samtalen ind på hele den økonomiske udbytning, som vi er nødt til at forholde os kritisk til.

Syvende og sidst

Performancekoret Syvende og sidst bandt aftenen sammen. Da de samlede sig, fik vi hele billedet fra de farvede sedler tidligere på aftenen. Hannah Toticki Anberts gule trøje mødte de andre gruppelederne – gul, grøn, blå, hvid, lyserød – og lavede en veloplagt komposition af mundlyde, der imiterede telefonens og internettets lyde, lige fra klik til susen og ringetoner.