Er du villig til at følge Christian Falsnaes?

Falsnaes’ værk Look At Me på Copenhagen Contemporary tager afsæt i magtforholdet mellem kunstner og publikum og kredser om forskellige udgaver af den dikteret løsslupne krop. Til sidst bliver man dirigeret til selv at performe. Fyrer du den af? Eller sætter du en grænse?

Kender du det: Du befinder dig i en gruppesituation, hvor nogen har hyret en lattercoach eller en gospelsanger eller en danseinstruktør til et arrangement, du enten er tvunget til at befinde dig i, eller som egentlig handlede om noget andet, og så kommer denne overraskelse, bestilt af en ivrig, ekstrovert arrangør, der synes at alle skal komme lidt ud af deres skal og løsne op for deres hæmninger og grine på kommando eller strække hænderne i vejret og lade som om, de hylder Jesus, og du har lyst til at være alle andre steder end i din egen krop?

Det er ikke, fordi der er noget galt med latter, gospel og dans. Det, der er noget galt med, eller som i hvert fald kan problematiseres, er dette, at nogen bestemmer, hvad du skal gøre med din krop, og hvis du ikke makker ret, er du en ‘Spielverderber’ i fællesskabets øjne; for dette er frigørelse, det er morskab, det er et festligt indslag, og nu ikke så hæmmet.

Men måske er du ikke hæmmet, måske elsker du at danse og grine og synge på eget initiativ, måske synes du bare at netop dette er ufedt og tvangspræget, og du kan se, at mindst halvdelen af de andre har det på samme måde indeni, men de spiller med, for nu er der jo kommet en lattercoach, en gospelsanger, en danseinstruktør, og så skal man lege med, for det er det festlige indslags diktatoriske logik.

Dette er ikke bare en kæphest, jeg rider, det er faktisk relevant for Christian Falsnaes’ værk Look At Me, hvis omdrejningspunkt netop er forskellige udgaver af den dikteret løsslupne krop.

Vi lever i en tid, hvor der sættes klarere grænser over for seksuelle grænseoverskridelser, især fra magtfulde mænd, og hvor coronarestriktionerne samtidig sætter andre slags grænser for vores sociale omgang med hinanden i det offentlige rum. Falsnaes’ værk kommer til at tale ind i dette felt, selv om hans værk tager specifikt afsæt i magtforholdet mellem kunstner og publikum, mellem instruktør og performer og mellem kamera og motiv.

Det er en videoinstallation bygget op som seks hvide båse, modelleret efter en kunstmesse, men med samme videoværk i dem alle. Som publikum er man delvist afsondret fra de andre, men alligevel ikke, da båsene er åbne bagtil, og den tvetydighed af at være alene og være i et socialt rum kommer til at spille en rolle, da man til sidst bliver dirigeret til selv at performe.

Dikterede kropslige udfoldelse

Men først skal vi igennem en række videosekvenser, der på forskellige måder udfolder dikterede kropslige udfoldelser. Kunstneren står på Folkemødet på Bornholm og dirigerer en folkemængde til nogle tilsyneladende harmløse kropsøvelser med hænderne i vejret (men allerede her er der gospel-alarm). Det ser hyggeligt, rart og uskyldigt ud, men i næste sekvens bliver det tydeligt, at selve magtudøvelsen over andres kroppe er temaet.

Her dikterer Falsnaes med hårde kommandoer performeren Minni Katina Mertens til at ryste kroppen uhæmmet, at skrige, at tage alt tøjet af, lægge sig på gulvet og blive bundet i en akavet stilling af netop dette tøj, mens hun hele vejen igennem kigger ind i kameraet. Vi ser også jævnligt kameraet selv (optaget med et andet kamera, som vi så ikke ser), ligesom kameramanden også får diktater om at køre frem og tilbage. Stemningen er kølig og ubehagelig, magtudøvelsen emmer af noget sadistisk, og den forløsning, der kunne ligge i at ryste sin krop, skrige og eksperimentere med en form for bondage, fremstår blot knugende. I en senere sekvens er rollerne byttet om, og hun instruerer ham i præcis de samme ting med en tilsvarende hårdhed, så magtforholdet udveksles ligeligt.

Men vi ser også hende være dirigent fra scenen ved et ikke-specificeret arrangement, hvor det stående publikum opfordres til at danse erotisk og røre ved sig selv, derefter røre ved hinanden. Publikum synes at more sig, og kender man lidt til den københavnske performance-scene, kan man spotte ansigter fra netop denne – et segment der nok er villige og vant til at gå noget længere end den almindelige folkemødedeltager, og det skal jeg så også lov for, at de gør.

Publikum skal selv performe

Det er mærkeligt at være vidne til, hverken opløftende eller nedslående, men ambivalent i sin udfoldelse af den diktatoriske frigørelse blandt folk, der synes at være helt med på den. Men det stopper ikke der, for vi skal som sagt selv udsættes for en mild udgave af de samme instruktioner, dikteret i ens hovedtelefoner.

Her sker der en masse ting: man skal selv tage stilling til, om man er villig til at følge instruktionerne, vel vidende at andre potentielt vil kunne se én. Og dermed bliver man en performer i en kunstbås, der gør som en instruktør siger med muligheden (eller rettere risikoen) for at få et publikum. Jeg plejer at gå med på alt, især når jeg skal anmelde, men det gjorde jeg ikke denne gang. Dels var det for utrygt og akavet, dels var jeg blevet så bevidst om netop denne magtudfoldelse gennem videoen, at jeg holdt på min ret til at sætte grænser. Du kan gøre det samme, og dette element skal ikke skræmme dig fra at gå ind og opleve værket. Skulle du få lyst til at gå med på legen, så fyr den endelig af.

Der er endnu en sekvens, og den viser med al tydelighed, at dette ikke mindst handler om kunsten selv. Her dirigerer Falsnaes sig selv og fem andre performere, der står som værker i de seks båse, og så kommer der ‘publikum’ ind – tydeligvis skuespillere, der karikerer velhavende kunstsamlere og messepublikum. Publikum tager nærgående billeder af performerne, og med netop kameraerne får de nu magten over performerne (modsat når performere dirigerer publikum), og det udvikler sig til en nærmest fysisk slåskamp mellem de to parter, hvor det tvetydige magtforhold afspejles meget konkret.

Det er et tankevækkende og glimtvis rørende værk, der nok handler om magtforhold i kunsten, men som i lige så høj grad afspejler enhver situation båret af kropslig disciplinering af andre. Magt og disciplinering er komplekse størrelser, og magt går altid begge veje, selv om vi siger, at nogen “har magten.” Med mindre der er tale om et overgreb, er kropslig magt noget, man har magten til at give andre – med muligheden for at sige fra.