Erindrings-arkæologi

Hvad betyder netop dette øjeblik? Du sidder formentlig dér bag skærmen og læser denne tekst på vor moderne civilisations vigtigste erindringsmaskine. Her ligger store del af dit liv bevaret i mails, noter og ikke mindst film og billeder.

Dine øjeblikke
Du har sikkert lige læst de sidste nyheder, tagged en ven på facebook, uploadet en film fra din mobil, eller opdateret din status. Allesammen øjeblikke, der har betydning for dig, men som i dagens medievirkelighed også distribueres fra dette stykke elektronik og ud i en verden sammenføjet af milliarder af andre menneskers virkelighed lige nu.

Er det en søgen efter social accept, livets autenticitet, den perfekte selviscenesættelse, udtryk for det oplyste liv, en ny gennemsigtighed, livtag med magtens strukturer eller blot et resultat af nutidens teknologiske administration af sig selv?

Med andre ord: Er der et bevidst mål med vores praksis i nutidens medieverden? Ser og husker vi på samme måde i dag som for bare ti år siden?

Medeiarkæologi
Det er vigtige spørgsmål med stort dyb, der ligger under den tilsyneladne overflade. Men det er ikke spørgsmål der forfølges med lige stor effekt og konsekvens på udstillingen Efterbilleder – Persistence of Vision (synets vedholdenhed) i Kunsthallen Nikolaj. En udstilling, der er et resultat af samarbejdet med FACT – Foundation for Art and Creative Technology i Liverpool, hvor udstillingen blev vist i sommer.

Der er tale om værker af ni danske og internationale kunstnere, som næsten alle stiller spørgsmålstegn ved den måde medierne og elektronikken påvirker vores sansning, erindring og erkendelse idag. ‘Mediearkæologi’, som kuratorerne meget rammende betegner denne praksis.

Og udover Lindsay Seers undersøgelse af sin stedsøster Christines liv, tragedie og gådefulde forsvinden i 2001 (It has to be this way, 2005) og AVPDs facsinerende – og næsten gyseragtige – spejlinstallation (Stalker, 2008) så bevæger de resterende værker sig ned i den føromtalte erindring og medievirkelighed.

Erindringsmaskiner
Udstillingen præsenterer på helt arkæologisk vis en opstilling af gamle kameraer, som finder deres modstykke i de nyere teknologier.

Tyske Julius von Bismarck og franske Julien Maire formår begge at bearbejde kameraets mekanik og billedskabelse på inspirerende vis. I poetisk og rumorienteret form hos Bismarck, hvor et ombygget kamera efterlader filmiske spor af en nøgen mands absurde bevægelser i et goldt landskab. Den omgivende lysfølsomme væg hæfter filmens datid som fiksérbilleder i et voksende virvar af nøgne mænd.

Maires værk er også et sammenspil mellem rum og kamera, dog med dyster baggrund i hændelserne, der ledte op til 9/11-angrebet på USA i 2001.

Et smadret videokamera på et bord indkranset af diodelys, mikroteknologi og lydeffekter refererer til mordet på en af Bin Ladens store modstandere i Pakistan den 9. september 2001.

Et mord, hvor et kamera huser sprængladningen og gerningsmændene udgiver sig for at være journalister. En hændelse, der underligt nok ikke blev en del af ‘den store hukommelse’.

Erindringsmennesker
Kun få værker på udstillingen involverer publikum helt reelt i forsøget på at udvide refleksionen omkring mediernes indvirken på os, og det er jo en smule absurd i en tid, hvor vi alle til daglig agerer billedskabere, bloggere og historieskrivere.

Det drejer sig om japanske Mizuki Watanabes værk In-Between Gaze, hvor fortid og nutid sammenføjes i selv samme projektion. På lærredet tridser en uskarp Watanabe rundt i det lokale, man selv står i. Ved hjælp af en lup kan man fokusere billedet, men i samme nu ser man sig selv på lærredet ved siden af Watanabe, som fortsat spankulere rundt og kigger spørgende på én fra fortiden. Det kan godt være det er simpelt, men effekten er mærkbar i erkendelses-hjernebarken.

Det andet publikumsinddragende projekt bærer titlen Fixr og er udstillingens eneste (jo såmænd!) netrelaterede værk.

Tyske Sascha Pohflepp har skabt en variant af det sociale billeddelings-site Flickr. Og som en kommentar til nutidens billedfetichisme er denne variant båret af ikke-billedliggjort hukommelse:

Små beskrivelser af private hændelser, der ikke blev indfanget af linsen og derfor står uden for den udprægede visuelle fælles-hukommelse, som ellers præger vor nutid. En lidt højstemt men udpræget sympatisk reperation af de mindst ligeså betydningsfulde huller.

Billedkrig
Julius von Bismarck, står også bag udstillingens bedste værk, hvor kunstneren som en anden guerillakriger sniger sig ind i folkemængden i Berlin under Obamas tale den 24. juli 2008. Og ved hjælp af et ombygget kamera (Image Fulgurator, som han kalder det), nogle ridser i en spejlrefleks-plade og en kraftig blitz skyder han et hvidt kors op på talerstolen, som kun flygtigt fanges med det blotte øje, men brændes fast i tusinder af kameraer og mobiltelefoner i samme øjeblik.

Se manualen til Bismarcks Image Fulgurator

Obama som ‘vor tids ypperstepræst i verdens-kirken’.

Billedet er overraskende stærkt, og hér viser kunstneren sit sande potentiale som billedskaber og -kriger med stor magt. Simpel mekanik med historisk styrke, enorm symbolsk kraft – et øjebliksbillede med fantastisk vedholdenhed.