Et bibliotek til lokal forhandling

Fra Frederikssundsvejs forstadsmylder, ind gennem Brugsen og op ad en trappe: På 1. sal ligger Brønshøj Bibliotek med store vinduer ud til Brønshøj Torv, klare, milde farver og bløde møbler.

Det store, åbne rum bliver underinddelt i mange små rum af bogreoler, gulvtæpper, sofaer og lænestole i rød, blå, grå og grøn, som står vendt og drejet i forskellige retninger. Reolerne er ikke endeløse, men forskyder sig hele tiden i nye retninger. Også beklædningen af reoler og en original, hjemmelavet skiltning bidrager til stedets særpræg og inviterer til ophold og pause.

Der er en lav summen og æstetisk overskud, man ikke er vant til fra de københavnske folkebiblioteker.

Brugbare modeller
Billedkunstneren Kerstin Bergendal har ledet en reorganisering af Brønshøj Biblioteks rum og interiør. Projektet startede i 2007, da Københavns Kommunes Biblioteker indbød Bergendal til at udvikle ”udfordrende, men brugbare” modeller for en gentænkning af lokalbibliotekets grundidé.

Efter halvandet års dialog med bibliotekarer og udarbejdelse af modeller for og værktøjer til et drømmebibliotek er et pilotprojekt nu blevet realiseret på Brønshøj Bibliotek.

”Københavns Biblioteker har inviteret mig til at læse biblioteket på en anden måde. Mit fokus er idéen – ikke primært indretningen. Jeg har gennemført en diskussion af bibliotekets rolle og dets spilleplan”, fortæller Bergendal, imens hun viser rundt.

”Til sidst har jeg så oversat diskussionen til en fysisk form.”

Idéen om at dele
Projektet har fået titlen: Idéen om at dele.

”Biblioteket er et billede på det at eje i fællesskab. For mig forudsætter et fungerende demokrati, at den enkelte borger har adgang til viden og kan være med i det, som vedrører fællesskabet,” siger Bergendal.

Der kommer 600 mennesker om dagen på Brønshøj Bibliotek, og de ansatte på lokalbibliotekerne har derfor et godt kendskab til de lokale og lokalområdet. Gennem dette kendskab fik Bergendal skabt et billede af både bibliotek og brugere.

”Lokalbiblioteket er borgernes forsikring om, at de kan få adgang til en offentlig samtale, der hvor de bor. Biblioteket er vigtigt på det lokale niveau – som en kulturel fælled. Men det bliver kun ‘fælles’, hvis det også kan indoptage borgerne selv,” understreger Bergendal.

Kunstens indhold
Men hvad er det kunstneriske ved Brønshøj Bibliotek? Kerstin Bergendal har bestræbt sig på at udforme biblioteket som et rum, der kan bruges i hverdagen, men samtidig insisterer på mere end brugsfunktionen.

Bergendal bruger farver – både som orienteringsfunktion og for at danne det særlige ved stedet. Hun har lavet skilte, designet borde og tilføjet de gamle reoler let udskiftelige endeplader. Og så er de gamle armaturer blevet hængt op, så de nu svæver langs reolerne og skaber et markant anderledes rum. Men den største del af kunstnerens bidrag er idémæssigt:

"Jeg går ind med en reorganisering af ‘maskinen’. En ændret prioritering af bibliotekets ydelser og en markant større opmærksomhed på formidlingen af indhold gør, at stedet kan opleves som et rum for en offentlighed. Ikke kun som et offentligt redskab til at opbevare og udlevere materialer.”

Forpligtende fællesskab
Bergendal har tilføjet to nye værkstedslignende rum – ét til børnebiblioteket og ét til de voksne. Rummene skal styrke bibliotekets formidling og give plads til aktiviteter – og til at brugerne kan indtage dem. Og så har biblioteket en karakter af stue, der skal gøre det rart at slå sig ned, hænge ud og være med.

”Det er vigtigt, at vi fortsat øver os i at se og høre hinanden. At vi fornemmer, at vi deler samme livstid. Især nu, hvor neoliberalisterne i ly af en indvandrerdebat gradvist demonterer alle forpligtende fællesskaber og reducerer os til forbrugere. Det bibliotek, Brønshøj nu har, er tænkt som et modbillede. Det beviser, at man uden store udgifter kan etablere et foranderligt, lyttende og åbent fællesrum med plads til friktion,” forklarer hun.

Kunstens vigtigste rolle i det offentlige rum er ifølge Bergendal at oprette og opretholde en form for mental spalte, hvori der kan gennemføres en ‘udfordret forhandling’.

”Det er sjovest at lege, når de andre kan byde på noget. I dialoger bør alle parter få modstand og ende med nye værktøjer,” forklarer hun og påpeger, at den slags dialog forudsætter, at den foregår i et rum, hvor de normale regler ikke gælder – i kunstens rum.

En lang investering
Men man kommer ikke nogen vegne, hvis man ikke vil udfordres og investere den tid, det kræver. Og forhandling forudsætter en modstandsposition, en lyst til at forandre. Så Bergendal er ikke en neutral iværksætter af samtaler: ”Jeg opretter og fastholder en utopisk, udfordret forhandling, som i sidste ende kan forandre verden.”

Således ser Kerstin Bergendal også sin egen reorganisering af biblioteket som en forhandling, en udvikling, der fortsætter:

”Biblioteket skal fortsat kunne gendanne sig selv. Det vil sige, at det ikke må fryse fast i en bestemt definition af, hvad et bibliotek er. Heller ikke min udformning af det. Stedet må fortsat kunne optage de impulser, som opstår i det lokale område. Så hvis alle biblioteker kommer til at se sådan her ud, så er det tid til at gøre noget nyt igen,” pointerer hun.