Et forunderligt arkiv i Thisted

Stakke af hvidhvidt kopipapir tordner sig op, når man træder ud af elevatoren til loftet på Det nye Kastet i Thisted. Et stort lærred af sammensatte A4 ark papir hænger ned midt i rummet, hvor Rasmus Albertsens sort-hvide film Archive monotomt kører i ring.

Et endeløst univers
Det centrale i Albertsens installation er filmen Archive, som fortæller historien om en ældre kvindes endeløse arbejde med at flytte indholdsløse papirstakke fra et sted til et andet. Op og ned ad trapper, korridorer og lange gange for at smide det hele ned i overfyldte arkivskabe – usorteret og ligegyldigt. Alt imens endnu flere hvide papirark daler ned omkring hende.

Samtidig forsøger en anden ældre kvinde forgæves at indstille og aflytte en ældre radios uforståelige og utydelige signaler.

Radioens håbløse skratten, papirets flagrende fald og kvindens skridt giver en irriterende lyd, som trænger sig på – og man mærker stilheden og roen sænke sig, når kvinden – endelige – glider stille gennem en lang glasgang og alt bliver stille.

Hele scenariet virker formålsløst, opslidende og urovækkende. Som Sisyfos fra de græske myter, der er dømt til formålsløst og uendeligt at trille en kæmpemæssig sten op af bjerget. Således foregår de to kvinders gøremål – uden afslutning og uden formål.

Tidens forskydninger

Samtidig er der noget dragende og underfundigt ved scenariet, som Rasmus Albertsen har valgt at fortælle i en sort-hvid optik. En optik, som viser tilbage i tid. Fortiden underbygges yderligere gennem den forældede radio – som manuelt stilles ind på rette kanal, arkivskabene, den klassiske arkitektur i trappeopgangen samt valget af to ældre kvindelige aktører.

Tiden er gået i stå for kvinderne i det uendelige arbejde – men samtidig ældes kvinderne, tingene bliver ‘gammeldags’ og tiden lader sig ikke stoppe. Der er noget paradoksalt i denne sammenstilling, som jeg mener, at Rasmus Albertsen får trukket frem.

En stille undren
Rasmus Albertsen har tidligere pointeret, at han drives af en undren – og at han gerne vil overføre denne undren til beskueren. Det formår han ved værket i Det ny Kastet. Installationen bliver en subjektiv oplevelse, hvor små nuancer vækker undren og uro.
En tankestrøm fosser gennem hoved på mig, mens rummet og filmen lukker sig sammen om mig. Filmens monotomi, lydenes gentagelser og rummets iscensættelse fanger mig ind.

Jeg tænker på mængderne af papir, mens moderne tider lover et papirløst samfund. Er dette en kommentar til de bjerge af papirer, som stadig bliver spyttet ud af printere og kopimaskiner, så vi kan arkivere og dokumentere en fortidig korrespondance? Har vi flyttet os? Flyver meningsløs informationer ikke stadig rundt om ørene på os?

Samtidig trænger modsætninger: kaos og orden sig ind. Det kaotiske rum af papir, der flyder og arkivets mening med at skabe orden forstyrres i filmen Archive. Arkivet har mistet denne betydning, og bliver blot et ophobningssted for indholdsløst papir, som kvinden dumper ned i gemmerne med jævne mellemrum.

Møde mellem erindring og nutid
Mens jeg langsomt forlader rummet og begiver mig ud på trappen ned til første sal fortsætter Albertsens univers. Filmen giver genklang i mit hoved, da jeg bevæger mig ned af den gamle, smukke trappe i det tidligere Thisted Rådhus, som nu danner baggrunden for Det ny Kastet. På trapppen flyder papiret også – og giver erindring til filmens trappeforløb. Det bliver til et møde mellem fortidens erindringer og nutidens bevægelser, mens jeg lister mig væk fra papirdyngerne og Rasmus Albertsen.

Rasmus Albertsens værk er værd at besøge på Det ny Kastet i Thisted, hvor det kan opleves frem til den 14. november under festivalen PORT 2010.

Æstetisk og underfundig drages beskueren ind i Albertsens univers på loftet, indtil den skrattende og insisterende lydside bliver for irriterende – og jeg bevæger mig fremad i tiden igen.