"Et godt værk er ude og virke"

Mange kunstpraksisser er i dag karakteriseret ved et socialt engagement, hvor kunstneren skaber værker eller kunstneriske handlinger i fællesskab med andre mennesker. Fremfor at privilegere det æstetiske objekt i en snæver kunstkontekst vægter disse praksisser skabelsen af sociale relationer, samarbejde og etablering af fælles, delte rum og referencerammer, hvor beskueren forenklet sagt bliver deltager.

Birgitte Ejdrup Kristensen er en af de kunstnere, der arbejder med kunstens potentiale for at nå en bred offentlighed og forholde sig til problemstillinger af social, økologisk og økonomisk karakter. Jeg møder hende for at høre om hendes erfaringer med at skabe kunst i samarbejde med andre mennesker, og vi starter i en lille by ved Limfjorden.

Skivevej 13
Landsbyen Selde ved Skive er en af de mange byer, man ofte kan høre indskrevet i en problematisk fortælling om ´udkantsdanmark´, og her udførte Ejdrup Kristensen i 2013 værket Skivevej 13, hvor nedrivningen af et faldefærdigt hus og den efterfølgende opmuring og hvidtning af husets sokkel udgjorde værket.

“Skivevej 13 kom til vejs ved, at borgerne i Selde selv havde ønsket at få kunst til byen”, fortæller Ejdrup Kristensen. “Tilbage i 1980´erne havde byen haft Richard Winther i en slags kunstnerresidence og havde oplevet, at det skabte en god dynamik i byen. Så, det var et godt udgangspunkt – de troede, kunsten kunne gøre noget godt for byen”.

Projektet blev gennemført som led i et undervisningsforløb om stedspecifik kunst under Aarhus Kunstakademi, hvor Ejdrup Kristensen var tilknyttet for at skabe et værk på stedet, mens billedkunstner Lene Noer var ansat som projektleder.
Igennem et halvt år besøgte de sammen med de studerende Selde og talte med folk for at få et begreb, om hvilken by Selde var, hvilke mennesker der boede der, og hvilke problematikker der var til stede, som kunne arbejdes kunstnerisk med.

“Vi vidste selvfølgelig godt, at det handlede om landsbydød, fraflytning og de konsekvenser, det har med hensyn til butiks- og skolelukninger. Men noget af det ,der er spændende ved at arbejde stedspecifikt og møde konkrete mennesker er, at man støder på alle mulige mærkværdige historier. Som kunstner arbejder jeg ikke med formproblematikker – jeg tager udgangspunkt i det konkrete og det unikke ved det specifikke sted – og det er det kunstneriske materiale, jeg får at arbejde med.”

I Selde stødte Birgitte Ejdrup Kristensen på historien om huset på Skivevej 13. Det havde stået tomt i årevis, og i Danmarks Radios Magasinet Penge havde man benyttet netop dette hus som et nationalt symbol på landsbydød, hvilket udløste en stor vrede og frustration blandt borgeren i Selde

“Det var en oplagt historie at tage fat i og en optimal kobling af et symbol og en stærk motivation blandt indbyggerne i byen.“

For den pose projektpenge, som Ejdrup Kristensen havde med, var det muligt at købe huset, rive det ned, og mure en ny sokkel op. Ifølge Ejdrup Kristensen opstod på den måde et værk, som talte ind i problematikken om fraflytning samtidig med, at den hvide sokkel stod for en spørgende åbenhed over for en ny situation.

“Det er klart, at borgerne i Selde havde en anden forventning om, hvad man kunne få af kunst”, fortæller hun og peger på, at den dialog, der opstod undervejs, nærmest var en dannelsesproces i forhold til kunstbegrebet.

Kunsten skaber identitet
Men hvad er det så denne stedspecifikke og dialogbaserede kunst kan?

“Jeg vil opdele det i to forhold. En ting er selve værket, dets tilblivelsesproces og den diskussion, det afføder internt. Der skabes et fællesskab omkring at få værket realiseret båret af folks engagement. Det var nødvendigt med hjælp fra frivillige murere, folk hjalp med at plante grunden til og så videre. Og selvom der selvfølgelig er forskellige holdninger til det, så har man skabt en fælles reference, i og med man kan diskutere dette værk”.

“Den anden ting er den opmærksomhed, værket skaber udadtil – og i det her tilfælde har der været meget stor opmærksomhed. Det giver en identitet udadtil”.

Birgitte Ejdrup Kristensen peger på, at de overordnede beslutninger, der udstikker samfundsudviklingen, overser værdier, der eksisterer i de små samfund, og det går ud over mangfoldigheden: “Her tror jeg, at kunsten kan bidrage til at synliggøre de fortællinger, den stolthed og de værdier, der findes i de små samfund, sætte dem i spil og pege på hvad det er, vi vælger fra, hvis vi bare lader udvikling køre”.

Hvordan ser tingene ud i Selde om fem eller ti år. Man har jo set, at kunstnere laver ´nålestiks-aktioner´ i landsbyer eller boligområder, hvorefter de præsenterer projektet i kunstverdenen og høster behørige kredits der, mens projektet i landsbyen eller boligområdet kun får et begrænset skvulp?   

“Det afhænger af, hvordan lokalsamfundet tager projektet til sig, og der tror jeg, at det er vigtigt, at man som kunstner gør sig klart, at dialogen og det ejerskab, den gerne skulle føre til, er fuldstændig afgørende. Hvis man er interesseret i at lave et godt værk, vil jeg mene, at man også er interesseret i modtagelsen af det og det efterliv, det har. For mig er det en del af et godt værk, at det er ude og virke”.

Det lokale ejerskab
Ifølge Ejdrup Kristensen eksisterer der ofte den grundlæggende problemstilling, at tiltag som disse er båret af en håndfuld super-engagerede borgere, mens der er andre, som måske helst ville have været foruden. I Selde er det tilsyneladende lykkedes at fastholde sammenhængskraften, og sidenhen er der yderligere kommet mere kunst til byen i form af det to-årige skulpturlandsby-projekt under ledelse af Marianne Jørgensen.
Læs om Skulpturlandsbyen Selde her

Men Ejdrup Kristensen pointerer, at det er væsentligt at gøre sig nogle tanker om, hvad det er kunsten kan bidrage med sådanne steder.

“Vi kan ikke komme og redde nogen. Vi kan ikke komme og stille en stor bronzeskulptur op i alle landsbyer, og så overlever de allesammen. Det er ikke den måde, kunsten kan bidrage på. Det handler snarere om at sætte et værk op, som rummer spørgsmålet om, hvad  fremtiden byder på og også antyde, at det i høj grad afhænger af den lokale befolkning, om man overlever. Man kan godt arbejde på at fremme nogle overordnede strukturelle ændringer, der gør, at man for eksempel nemt kan blive transporteret til og fra et udkantsområde, men i sidste ende kan man ikke sidde og vente på at blive reddet”.

Platter til borgerne i Laven
I øjeblikket arbejder Birgitte Ejdrup Kristensen med et borgerindragende projekt i landsbyen Laven. Her er hun inviteret af bull mengers, en platform for sociale- og idé-baserede kunstprojekter i lokal kontekst.

Alle i Laven har modtaget et spørgeskema, hvor de blandt andet bliver spurgt om deres yndlingsfarve, hvor mange gange de har været forelsket eller hvilket spørgsmål, det kunne være sjovt at stille alle i Laven.

Svarene bruger Ejdrup Kristensen til at skabe 358 unikke platter – en for hver borger i byen – med en grafisk afbildning, hvor farvekombinationerne er bestemt af borgernes svar. Farverne har Ejdrup Kristensen dog tolket gennem Le Corbusiers farve-klaviatur (20 farver, der alle passer sammen og frit kan kombineres), og dermed rejses nogle fundamentale spørgsmål om borgerinddragende projekter:

“Jeg er optaget af at undersøge, hvordan man kan inddrage borgere på en måde, der er interessant og meningsfuld. I Laven lægger jeg op til, at alle bliver hørt, hvorefter jeg indfører et meget styrende greb. Hvad sættes egentlig i spil, når kunstneren inddrager borgere i processen, mens det i sidste ende er kunstneren, der træffer beslutningerne?”.

“Når kunst er vigtig i et demokrati, er det ikke fordi processen med at skabe kunsten skal være demokratisk, men fordi kunsten er i stand til at synliggøre forskellige standpunkter og på den måde bidrage til en mangfoldighed – det er en diskussion, som er vigtig i samfundet”.

Skønhed giver bedre løsninger
At kunsten kan bruges som aktiv spiller mere end antydes, når Statens Kunstfond spørger Birgitte Ejdrup Kristensen, om hun i samarbejde med landskabsarkitekt Hanne Bat Finke vil bidrage til at udvilke landskabsområdet mellem to små byer i Sønderjylland, Bovrup og Varnæs, som efterhånden er begyndt at dele mange funktioner.

For 10-15 år siden ville man ikke have tænkt på at inddrage en person med en uddannelse som billedkunstner i sådan et projekt. Hvorfor spørger staten dig, om du vil være med til sådan noget som det her?

“Det vil være et gæt, men jeg går ud fra at man er nået frem til, at æstetikken betyder noget – at ved at bringe skønhed ind kan man også finde bedre løsninger”.